Anerkendelse

At føle sig anerkendt og søge efter anerkendelse udtrykker måske en iboende drift i os?
Denne følelse, at andre mennesker tillægger ens eksistens og nærvær værdi, og dermed åbner for at kunne relatere i et trygt rum, synes afgørende for at kunne bevæge sig afspændt i et fællesskab? Uanset om dette så er imellem to eller flere.

At erkende uden anerkendelse

Den tyske filosof Axel Honneth har beskæftiget sig indgående med anerkendelse.

Han citeres for at sige: “Erkannt werden, aber nicht Anerkannt… ist der schlimmste Folter”
Altså på dansk: “At være erkendt men ikke anerkendt er den værste tortur”.

Udsagnet kom han med i forbindelse med sine undersøgelser af, hvordan mobning fungerer.

Denne skelnen imellem at erkende og anerkende er måske vigtig i forhold til at se, hvordan længslen efter anerkendelse meget ofte fører til en meget stærk binding og samtidig stor psykologiske lidelse?

Forskellen på at erkende og anerkende

At erkende noget, betyder at “opfatte” det.

I mange forklaringer beskrives det at anerkende derimod som både at erkende og tillægge (en særlig) værdi.

Jeg er ikke så vild med denne skelnen, idet det at tillægge noget værdi meget hurtigt kommer til at smage af bedømmelse?

I stedet ser jeg anerkendelse som en måde at rette opmærksomhed på, der inviterer ind i gensidighed.

Som:

“at se nogen, sådan at de inviteres til at forstå, at de ses, og at det er vigtigt for mig, at se dem”.

Med andre ord, at “min egen eksistens også omfatter deres eksistens”. At jeg ikke betragter dem på afstand fra min isolerede og bedømmende position, men tydeliggør, at vi er sammen, og bevæger os sammen i gensidighed.

Anerkendelse handler ikke om accept

Anerkendelse har med andre ord intet at gøre med “accept”, men med “medfølelse”. Dvs. en erfaret forståelse for at enhver handling bevæger os alle.

Som jeg bevæger mig, bevæges du. Som du bevæger dig, bevæges jeg.

Dette kan lyde kompliceret, og det er det på sin vis også, i hvert fald når det skal beskrives.

Lad mig give nogle eksempler.

En dreng kommer hjem fra sin skole med resultaterne fra sin prøve. Han viser det til sin mor, som spørger. “Hvordan gik det?”
Han svarer glædestrålende: “Jeg fik 10”
Hun returnerer med: “Hvorfor fik du ikke 12 – hvad gik galt”?

….

En kvinde kommer hjem til sin partner, og fortæller om sin dag på arbejde.
“Jeg havde en ubehagelig episode med min chef!”
Partneren svarer med et “hmm – kan du ikke se at jeg er ved at skrive en sms?”

….

Gregory Bateson beskriver en særlig form for kommunikation, hvor både erkendelse og anerkendelse er i spil på en meget destruktiv måde:

Barnet kommer ind fra legepladsen og får øje på farmor, som er på besøg.

“Der er du jo”

…Siger farmor med et smil og breder sine arme ud for at tage imod barnet, der impulsivt løber hen imod hende.
Lige før knuset, får farmoren øje på, at barnet er meget snavset, og griber det med to fingre i dets ærmer, imens hun udbryder:



“Uhhh hvor er du snavset! smut lige ud og vask dig, og så kan du komme ind og få et knus!”

Det budskab som udtrykkes af farmoderen virker “dobbelt”: “Kom kom til mig – bliv væk fra mig!” (du er snavset!)

Hvis barnet ønsker farmorens anerkendelse, skabes der en binding, der ikke er til at håndtere. Et ønske som tilsyneladende mødes under betingelse af… Dette virker undertrykkende for det impulsive. Det stiller sig i vejen for kærlighed – der vel netop peger på mødet, der ikke kan betinges eller er hinsides betingelse?

Hvor der er drift – vil der findes forsøg på at få magt

Overalt hvor der findes drift, kan den bruges som et middel til at udøve magt.

En søn oplever, at penge er vigtige for sin far.
Igennem sin opvækst og karriere gør sønnen alt for at vise sin far, at han er god til at tjene penge.
Faren ser det. Sønnen ser AT han ser det, og faren giver ikke udtryk for at han synes, at det er noget særligt, – eller gør det måske endda latterligt.
Da driften efter anerkendelse er så stærk som den er, ville denne manglende reaktion fra faren meget ofte føre til at sønnen vil anstrenge sig endnu mere for at få den.

At sende (nøgen)billeder af sig selv på sociale medier

På medier som Facebook er dette mønster særligt tydeligt. Jeg tænker her f.eks. på de unge piger, der i ønsket om at blive anerkendt poster mere eller mindre afklædte billeder af sig selv til unge mænd som de gerne vil relatere til. I virkeligheden noget af det mest naturlige man kan tænke sig?
De vil give en gave, vil ses og føle AT de ses, og at den, der ser, kan lide det, der ses.
Modtages det sådan kan det åbne, invitere ind i glæde, frihed og stor stor lyst. Impulsen anerkendes.

Bliver denne gestus fra pigen derimod gjort til genstand for hån og latterliggørelse, opleves det med god grund som en katastrofe. En udgrænsning og isolation der opleves af pigen som en følge af lyst. Som en konsekvens af hendes livskraft og åbning. Et resultat af at have følt sig fri.

Det er ekstremt, modbydeligt og skadeligt.

Muligvis tænker de ikke i anerkendelse, men søger vurderingen?
De har som så mange andre lært at forveksle anerkendelse med bedømmelse?

Udløses af behovet for anerkendelse?

Nu kunne nogen få den ide, at de unge mænd deler for at skade pigen? For nogles vedkommende kan det måske være tilfældet, og måske er det, der får dem til det, præcis samme behov for anerkendelse i den gruppe, som de gerne vil tilhøre?
Ved at besidde og kunne dele sådanne billeder får de en kortvarig accept. En accept der også forveksles med anerkendelse.

Hvordan undgår jeg det?

Hvordan i alverden beskytter jeg mig imod at glide ind i sådanne mønstre? Både som den der måske ubevidst kommer til at benytte det som en magt og som den der lider under ikke at opleve denne naturlige drift mødt?

At ville fjerne sit behov for anerkendelse ser jeg som temmelig ørkesløst. Ingen af os kan leve som isolerede øer. Vi er afhængige af livsfællesskaber på alle mulige områder.

At få øje på, hvordan det fungerer, kan være til stor hjælp. At se det der sker i mig – både i min egen søgen efter anerkendelse, og når jeg kan være den, der igennem manglende opmærksomhed, muligvis inviterer ind i binding?

At binde eller forbinde

Jeg skelner her imellem at forbinde sig med hinanden og være bundet af/til en anden. Det første udtrykker en færdighed til at søge kontakt og bevæge sig frit i den.

Det andet henviser til et føle sig – eller ubevist være – afhængig af et andet menneske: At blive “ude af sig selv” i bestræbelserne på at aflæse dette menneskes reaktioner med henblik på at finde anerkendelse. (Skræmmende nok fungerer forelskelse typisk på den måde?).

Omvendt: At ønske sig (bevidst eller ubevidst), at et menneske gøres afhængigt af sig.

Et par nøgleord kan måske være at bevæge sig “opmærksomt” og “tydeligt” i møder med andre mennesker?

Et samfund hvor mennesker lever af at binde

I et samfund hvor penge tjenes og magt udøves ved at skabe binding, kan det være meget vanskeligt ikke igen og igen at blive inviteret ind i den.

Basalt set kan kun det, som ikke allerede forbinder sig – bindes? Leves et liv i medfølelse vil det være meget svært at blive bundet. Medfølelsen udtrykker, at der ikke skabes et “skel” imellem “mig” og “den anden”. I den er der overhovedet ingen binding.

Hvordan i praksis?

Og helt konkret…hvad gør jeg, hvis jeg er sammen med et menneske og dårligt kan holde ud at høre på vedkommende eller være tæt på ham/hende?

Svaret må være: Jeg flytter mig.

Anerkendelse kan ikke “gives” til nogen, som taler vi om en “ting”, hvor en giver afleverer noget til en modtager.

Anerkendelse kan slet ikke gøres til en moralsk fordring a´la: “Vær anerkendende!”.

Jeg kan ikke altså dække nogens behov for anerkendelse?

Klar og opmærksom i mødet

Jeg kan måske være anerkendende dvs. opmærksom og klar i mødet med andre mennesker, hvilket vel handler om MIN evne til klart og opmærksomt at bevæge MIG i mødet.

Om det så er “væk fra” eller “hen imod”. Det gør ingen forskel.

Klarheden vil f.eks. kunne ligge i, at jeg ikke flytter mig på grund af dig, men med udgangspunkt i det, der sanses i mig. En sansen jeg tager ansvar for, idet jeg bevæger mig impulsivt i forhold til den. Uden at tøve, uden forbehold, uden bedømmelse og bagtanke, hinsides betingelse. Dermed bliver anerkendelse (også) til at anerkende (i) sig.

Hvad så hvis jeg gerne vil være sammen med et menneske?

Svaret bliver igen: Flytter mig.

Viser igennem tydelig opmærksomhed, at jeg nyder at være i din nærhed … og der er slet ingen “grund” til det (der kan betinge) . Det er ren impuls. Det sanses!