Intelligens

Intelligens

Intelligens i den enkelte?

Den almindelige opfattelse af ikke alene intelligens men også af tankevirksomhed som sådan, binder den op på individet:

 Tanker ses som noget, der skabes i den enkelte.

At det kunne fungere anderledes lader sig meget enkelt undersøge, blot ved at iagttage sig selv læse denne tekst:

De sorte bogstaver på disse linjer og pauserne imellem dem sanses med synet og genkendes som ord og “mening”.

Har jeg f.eks. skrevet “tankevirksomhed”, vil læseren for et øjeblik tænke “en tanke”, der handler om “tankevirksomhed”, og naturligvis – måske – uafhængigt af det læste, skabe associationer i sig i relation til dette ord?

At tænke – at relatere

Evnen til at “tænke” kan således ses som en evne til at relatere eller “interagere” i det der sker “imellem” det, som er – de forskelle, der ses SOM forskelle, og sig. Som en bevægelse imellem “den, der sanser” og “det, der sanses”.

På den måde vil sanselighed og bevægelighed blive et meget væsentligt  element i det, jeg kalder for “intelligens”.

For barnet (og naturligvis den voksne) bliver evnen til at relatere og reproducere – dvs. eftergøre – meget vigtig for at kunne lære. Også dette fordrer opmærksomhed i det, der sker i rummet “imellem”. Denne reproduktion må imidlertid finde sted på en sådan måde, at den forandres og tilpasses i mødet.

Jeg kan beskrive det som, at hvert eneste indtryk fører et nyt udtryk, der igen vil tjene som indtryk osv. . Som ringe der breder sig hver gang der smides en lille sten ned på en blank vandoverflade, med den tilføjelse, at vandoverfladen i dette tilfælde også svarer igen aktivt, ved at smide med sten på sig selv.

Det rigtige svar?

Hvis det forholder sig sådan, vil vores uddannelsessystem, hvor det vægtes meget højt at man er i stand til at levere et “rigtigt” svar på opgaver, dvs. at kunne reproducere  “viden” som den præsenteres, virke hæmmende på intelligens.

Alternativt vil kontinuerlige invitationer til at relatere igennem sanselighed og bevægelse, hvor evnen til at skabe nye ind- og udtryk understøttes, fremme relationskompetence og dermed det,  jeg vil beskrive som intelligens.

Individet ikke som en “ø”, men..

Denne måde at beskrive på, vil uvilkårligt føre til, at vi må revurdere opfattelsen af indvidet som en “ø i et hav”, og i stedet se hvert eneste levende væsen som et udtryk for den bevægelse, der finder sted i verden.

Når så vi alligevel kan opfatte os selv som sådanne “ø-er” der er sat i verden, i stedet for at “vokse ud af verden”, så udtrykker det måske en opdragelse, der tager sigte på at isolere og reducere relationskompetencen igennem stadig højere spænding, mindre sanselighed og bevægelighed.

En stilstand som f.eks. kommer til udtryk igennem, at der er noget som gøres “rigtigt” og “forkert”?

En anden måde at beskrive dette på kunne blive:
Overvejende at se sig selv, som noget, der ses i verden, frem for at være noget, som ser. At gøre “sig selv” til objekt eller en “ting”.

Som bekendt giver vi ikke “ting” ansvaret for noget som helst, og tillægger dem på den anden side heller ikke nogen selvstændig evne eller vilje til at handle frit.