afstand

Afstand

Afstand fungerer som en illusion, der opstår ved at dele verden op i “punkter” eller “ting”. Hvis der skal være en “ afstand ”, kræver det, at noget gøres “relativt”. Dvs. at noget sættes i forhold til noget andet. Vores tænkning fungerer på den måde. Vi lærer at tænke sådan.

At være nogen

At være “nogen” eller “noget” reflekterer sådan et punkt.

Når to mennesker mødes i overbevisningen om, at de er ”nogen”, som er adskilte fra såvel den verden, de lever i og dermed også fra hinanden, skaber perspektivet en følelse af distance.

De kan gøre sig alle mulige krumspring for at reducere denne oplevede afstand i ambitionen om at erstatte den med “nærhed”, der heller ikke fungerer som andet end en måde relativt at beskrive distance på.

Det eneste denne stræben fører til, er at genfortælle illusionen.

At søge efter noget må betyde ikke at have set, at jeg allerede har det?

Når afstand opløses

Det er først i anerkendelse af, at alt er i mig, og at jeg er i alt, hvad der er, at forestillingen om afstand opløses.

Det sker ved at få øje på, at form skabes igennem iagttagelse. Se at den bliver til ved at “fryse” igennem automatiseret skelnen og benævnelse, der ubevidst gentages.

Det måske mest åbenbare at pege på som et eksempel på dette, er at iagttage hvilken ihærdighed der lægges for dagen, hvis jeg f.eks. insisterer på at være anderledes end dig?

“Du kan da godt se, at der er forskel på os to?” … Og kan du ikke se den store forskel, så skal jeg nok finde en måde at tydeliggøre den på.

Opfindsomheden, hvormed det kan gøres, synes uendelig stor.

At skelne er at bevæge

Fungerer skelnen som bevægelse, og at sanse som at bevæge?

Hvis det forholder sig sådan, vil evnen til at forblive bevægelig og fremfor alt at erkende: At bevægelse, der skaber form, selv må være hinsides “form” – sprænge illusionen om afstand.
(I samme øjeblik, det sker, ophører også overbevisningen om, at tid er real.)

At “pottemageren”, der skaber potten, KUN opstår som “keramiker”, ved at arbejde med keramik, eller ved at blive tillagt den beskæftigelse. Uden potten ingen pottemager. Skålen og dens skaber er et.

At fortælleren betinges af sin fortælling om sig, og ophører den, opløses begge som “form”.

Det, der beskrives, er allerede i mig?

KAN jeg overhovedet iagttage og benævne noget, som ikke allerede er mig?
Når jeg ser et menneske som voldelig, genkendes volden i mig.

Hvis en bekendt beskrives som “urimeligt ambitiøs”, refereres der til den urimelige ambition i mig, som jeg ikke vil vide af og stå ved.

Kan en dom dømmes, der ikke bruges til at søge afstand til “det samme”, der allerede er i mig?

Som når præsten forestiller sig – og advarer om liderligheden hos sin menighed, og derved uvilkårligt vil referere til liderligheden i sig.

 

 

Læs mere om systemiske uddannelser på Abildgaard-kursussted