Afgrænsning – Hvad er du for en sær en?
Afgrænsning er et meget centralt begreb i systemisk tænkning, og samtidigt vanskeligt umiddelbart at forstå med anvendelsen af traditionel “analog-logisk” tænkning.
Det levende
Systemisk teori beskriver sammenhænge og virkemåder i det, jeg kan kalde for det “levende”. For de fleste mennesker vil det, at noget er levende blive forbundet med dyr, planter, mikroorganismer etc… Dvs. afgrænsede individer der lever i med og af hinanden i nogle omgivelser.
Ikke individ men system
Med den tankegang vil vi kunne undersøge disse individer en for en, og danne os et indtryk af, hvordan de fungerer. Systemisk set er liv imidlertid ikke “individ-orienteret” men udtryk for komplekse sammenhænge. Deraf navnet “systemer”. Begrebet “øko-systemer” og teorierne omkring dem, er en udløber af den systemiske tænkning.
Eksempel: “Mig og mine mange billioner celler – vi har det godt”
Min krop dannes af over 70 billioner celler (7 x 1013) dertil kommer, at der i min tarm lever ca 10 gange så mange (!) andre forskellige celler. De udgør mit såkaldte mikrobiom. Disse celler har ikke mit DNA.
Flytter disse tarmbakterier ud, ændrer de sig i antal eller fordeling, eller har de svært ved at overleve i min tarm, så påvirker det hele den måde “jeg” fungerer på psykisk og fysisk.
Et økologisk system af systemer
“Jeg” fungerer med andre ord som et “økologisk” system af overvældende kompleksitet. Disse bakterier kommer “ind i mig” (sådan ynder vi at beskrive det) igennem min mund med mad, støv, snavs etc., ud over at de naturligvis formerer sig og dør i en uendelighed – endda længe efter at de 70 billioner celler i den øvrige del af kroppen er døde.
Hvis, jeg dør i det øjeblik, disse bakterier forsvinder, ville det så ikke være nærliggende at sige at de med lige så megen ret, er “mig” som alle de andre celler i min krop?
Hvor gammel er jeg?
Cellerne med “mit” DNA – fødes og dør i øvrigt i et sådan tempo, at de alle er skiftet ud efter ca 7 år.
Betyder det, at jeg så kun er 7 år gammel og aldrig bliver ældre? Hvad er det, som bliver ældre?
Hvad hører med?
Jeg kan fortsætte eksemplet, ved at spørge om jeg overhovedet vil være live, hvis ikke jeg har adgang til frisk, ren og egnet luft?
Nej vel?
Vil så ikke denne luft, som vi normalt ville se som noget, der er udenfor mig, være lige så vigtigt for mig som f.eks. mit hjerte?
Hvad skulle få mig til at udelukke den fra “mit system”, hvis den er en betingelse for, at jeg kan leve?
Er der en grænse?
Med eksemplet vil jeg pege på udfordringerne med at afgrænse livet og det levende. ER der overhovedet en grænse? Eller afgrænser vi igennem vores iagttagelse, f.eks. når vi vil beskrive “et menneske”?
Nu er det jo relativt let at konstatere, at hvis nogen kniber mig i min arm, så vil jeg opleve smerte og måske sige “av”… Der skal kvases temmelig mange mikrober i min tarm, før der kommer en tilsvarende reaktion? Og den vil komme. På samme måde vil forurening af luften omkring mig på et eller andet tidspunkt få mig til at hoste.
Alligevel kan vi iagttage “noget, der umiddelbart hænger sammen”, når vi ser på en krop. Det får os til at afgrænse et menneske ved den “form”, vi kan se.
Afgrænsning som jeg har lært det
At, vi gør det, vil systemisk set være et udtryk for en konvention: Det er noget vi har lært at gøre. Bl.a. igennem analog-logisk tænkning og ikke mindst på baggrund af en bibelsk skabelsesberetning der beskriver, at “Gud skabte Adam og satte ham på jorden”.
Et andet eksempel: Det lukkede rum
Forstil dig, at du sidder i et hermetisk lukket rum! Du har adgang til rindende vand og der er mad nok. Luften er den, som rummet indeholder.
Hver gang du trækker vejret, vil du udånde kuldioxid. Hver eneste åndedræt vil reducere tiden, du kan overleve i dette lukkede rum. Når du spiser og drikker, vil du blive nødt til at lade dit vand og afføre. Allerede første gang du gør det, vil lugten blive slem…
Der vil ikke gå mange dage, før du vil ønske at kunne åbne en dør, for at kunne flytte dig, eller for at få frisk luft ind og smide dit eget affald ud.
Så viser muligheden sig pludselig! Et vindue bliver synligt i væggen. Du farer derhen og åbner det… kun for at se ind i et rum næsten magen til dit eget, hvor der sidder et andet menneske omgivet af sit eget lort, og med dårlig luft…
En rædselsfuld tanke ikke?
At åbne og lukke
Det illustrerer måske meget godt, at jeg, som levende system betragtet, IKKE afgrænses af min krop. Jeg producerer også mine egne omgivelser, og kan simpelthen ikke leve, hvis ikke der interageres på en sådan måde, at noget/nogen kan anvende den CO2 og det affald, jeg udskiller som grundlag for deres liv! .. vel at mærke i et tempo der er afstemt med mit.
Ovenstående illustrerer principperne i et “økologisk system”. Det er let at se, hvor hurtigt kompleksiteten i sådanne systemer vokser.
Samtidig viser det også, at impulsen er at “åbne for at lukke ud og lukke ind”…
Afgrænsning igennem iagttagelse
Måske bliver det igennem eksemplerne enkelt at se, at “systemer afgrænses igennem iagttagelse”?
Systemisk beskrevet fungerer al iagttagelse igennem bevægelse: Dvs. ved at der skelnes.
Denne skelnen, kaldes for “bevægelse” eller “kommunikation”.
Jeg vil gå så langt som at beskrive det således:
Levende systemer består af kommunikation og opretholdes så længe der kommunikeres i og om dem.
Et synonym for “kommunikation” kan være “interaktion”… og så er vi tilbage ved bevægelse.
Blot så der ikke skal opstå tvivl, så udtrykker ordet “kommunikation” ikke “to mennesker, som taler sammen”… eller “udveksling af information”.
“Kommunikation” kommer af ordet “communis”: At gøre noget fælles.. og hvordan gør vi det?
Ved at skelne… f.eks som i sætningen: “Hører med til…Hører ikke med til …. nu”
Hverken lukkede eller åbne
Levende systemer er således hverken åbne eller lukkede… De skelner igennem bevægelse – ved at åbne og lukke. For at åbne må noget lukke. Det sker i samme bevægelse. Afgrænsning finder således ikke sted igennem “grænser”.
Der er ingen grænser, der afgrænser levende systemer
Eksempel: “Familieopstillinger”
Det skrives og tales ofte om “familiesystemer”. Det sker ikke mindst i forbindelse med de så populære “familieopstillinger” – der tilskrives en systemisk baggrund.
I den praksis gøres familien til en “enhed” eller en gruppe, hvor “medlemmerne” kommunikerer med hinanden. Dvs. som “et system” der findes, uafhængigt af den betragter, der ser på det udefra, og typisk “styrer processen” med familieopstillingen.
En analog-logisk opfattelse af afgrænsning
En sådan opfattelse af familien som et system – hører til i den analoge-logiske tankegang. Det ses ikke, at familien i “opstillingen” skabes af iagttageren, og som sådan ikke “findes” uafhængigt af den kommunikation og skelnen, der finder sted lige i det øjeblik, hvor opstillingen finder sted.
Manipulation?
Hvis ikke det gøres fuldstændigt klart for alle deltagere i sådan en “familieopstilling”, så åbnes der en ladeport for forførelse og manipulation.
Form og afgrænsning
Systemisk teori og afgrænsning er måske så vanskeligt at forstå på baggrund af, at vi tænker i taler i “form”.
Form opstår ved at skabe en illusion om en fast grænse og definere det med f.eks. et navn.
Vi lader “form” træde ud af den baggrund, vi ser den på. Det er sådan den opstår.
En klar form træder meget tydeligt frem, ved at det gøres meget enkelt for os at skelne den fra sin baggrund.
En uklar form fungerer som camouflage. Dens omrids gøres udtydeligt for os, ved at vanskeliggøre, at vi kan skelne – f.eks. baggrunden fra formen.
“Ting” gives en form – og bevægelse er det, der skaber formen – dvs lader den opstå som form, og da kun for et “system” der formår at skelne, som skaberen af formen kan skelne – dvs. kan sanse, bevæge sig og give betydning på samme måde.
Formen ER denne gentagne skelnen…
Form udtrykker, at der skelnes på samme måde igen og igen
At lære
Hvis jeg vil erkende “bevægelse, der skaber form” må jeg med andre ord “bevæge mig som…”. Det vil jeg beskrive som “at lære”…
Tænk på det “at danse”!… Hvornår forvandler “spontan bevægelse” sig til, at du ser det som “en dans”? I det øjeblik du genkender bestemte trin og bevægelser, vil du måske sige… “Hov…er det ikke en “tango”?
Hvad afgrænser en “tango” fra anden bevægelse?
Gentagne bevægelser der følger et “mønster” – dvs. ikke opfattes som “tilfældige” men som invitationer til at skelne på en helt bestemt måde – altså igennem sin “form.”
Med andre ord: Bevægelser, der igennem iagttagelse (skelnen) isoleres ved, at al anden bevægelse gøres til “baggrund” eller “omgivelser” i en illusion om, at de så ikke “hører med”.
Afgrænsning sker igennem måden, der iagttages på.