den rejser sig af sig selv

Den rejser sig af sig selv

Del:
Share

Hvis nogen forlanger at du “skal blive mere lysten”, så virker det stik modsat. Den rejser sig af sig selv. At forhindre det er imidlertid let.

Hvordan blev jeg til?

Jeg kan naturligvis hævde, at jeg som menneske blev undfanget af mine forældre, og at det var “starten” på mig.

Dermed må jeg så udelukke, at det æg, som i min mor blev forenet med en sædcelle fra min far, blev dannet i min mormor.

På samme måde vil jeg kunne opremse en lang række lignende forhold og begivenheder, der må være forbundet med, at jeg er, som jeg nu engang oplever mig eller opleves af andre?

Det skete “bare”

Mine forældre mødte hinanden, blev forelskede, stiftede familie, fik først 3 børn, ville ikke have flere, havde såkaldt “ubeskyttet sex”, fik mig ved et “uheld” (som jeg fik at vide). Jeg blev til ud af 300 millioner mulige sædceller ved den lejlighed…osv

Tilføjer jeg blot en enkelt generation mere – altså mine bedsteforældre på begge sider, bliver det klart, at “jeg” set i det lys, må være udtryk for et “tilfælde”. Noget der “bare” skete…

Dette princip, at levende systemer opstår, lever og dør af sig selv er meget centralt i den systemiske tænkning.

Autopoiese

Det blev af to chilenske neurobiologer Humberto Maturana og Francisco Varela – givet navnet “Autopoeise”, der bedst kan beskrives som: “Selvskabelse – af sig selv.” At de blev temmelig kendte for dette, er der ikke noget at sige til.

Når der skrives om muligheden for, om der er “liv på andre planeter”, så knyttes det altid på refleksioner om, hvorvidt “omgivelserne” passer til det liv, vi kender. Hvis, “omgivelserne er rigtige eller passende, så opstår livet “af sig selv”.

Når først det sker, så vil dette liv – af-sig-selv begynde at forandre disse omgivelser, på en sådan måde at livet vokser i mangfoldighed.

Ingen proces – ingen start eller slutning.

I en traditionel måde at tænke på, som jeg vil betegne som “logisk-analog”, ses livet som “en proces”. Processer kendetegnes ved at have en start og en slutning.

Systemisk set har “liv” ingen start og slutning. Ordet udtrykker “noget, som bare sker”, når omgivelserne og omstændighederne er passende for det”. Jeg kunne kalde det for et “universelt princip”. Dvs. Universet selv bliver til igennem dette princip.

De såkaldte “passende omgivelser” for at livet opstår – bliver med andre ord også til af-sig-selv i dette univers.

En meget vigtig del i denne autopoiese er dette: “At der skelnes”, som beskrevet i en tidligere artikel.

Ingen årsager

At noget “bare sker” – betyder, at det ikke kan tildeles en “årsag”.

Jeg kan beskrive sammenhænge og igennem min beskrivelse skabe tilsyneladende forbindelser imellem begivenheder. Centralt er det imidlertid, at det levende og livet på den måde står udenfor “kontrol”, som vi almindeligvis forstår det ord.

Jeg kan f.eks. ikke forlange at en blomst vokser. Jeg kan vande den, gøde den, sørge for et passende forhold imellem lys, skygge og mørke, beskytte den mod at blive spist eller ødelagt etc. Og væksten sker udenfor min kontrol. Den gør hvad den gør, af sig selv.

Jeg kan imidlertid ødelægge den. Det er relativt let at slå den ihjel, med mindre det er en af de planter, der er blevet en mester til ikke sådan lige at lade sig slå ihjel. En “japansk pileurt” er f.eks. en art, det kan tage mange år at udrydde på et lokalt område, hvis den først har fået fat.

Livet, det levende og levende systemer kan således udvise både sarthed og en voldsom robusthed. Det autopoietiske princip udspiller sig i mange varianter på mange tilsyneladende forskellige måder?

Afgørende forskelle i måde at tænke og handle på.

Dette med, at det levende på den måde står uden for “kontrol” – skaber en helt afgørende forskel imellem systemisk tænkning og handlen og “analog-logisk” tænkning.

Hvor, vi traditionelt typisk tænker i “problemer, udfordringer, løsninger og processer”, vil vi systemisk se efter muligheder, sammenhænge, forbindelser, omgivelser, sandsynligheder og simultane, tilfældige hændelser.

Analogt-logisk står “analysen” og “fokus” helt centralt. Systemisk er det kreativ skabelse, skelnen og opmærksomhed det er i spil.

Analogt-logisk giver det mening at styre og kontrollere. Systemisk vil jeg invitere eller hæmme.

Analogt-logisk vil noget ofte ske “direkte”. Systemisk set bliver “omgivelserne” ofte vigtigere end det, jeg umiddelbart ellers ville have for øje.

Analogt-logisk er det muligt at afgrænse og se verden som “ting”, der bevæges. Deraf opstår f.eks. et mekanisk verdensbillede.

En “familie” eksisterer som sin egen skelnen.

Systemisk vil “ting” skabes igennem skelnen og beskrivelse som abstraktioner, der kan være nyttige men ikke “sande”.

“En familie” eksisterer således udelukkende relativt i helt bestemte omgivelser, og opretholdes ved at der (“den”) kontinuerligt skabes(r) forskelle, der opfattes som forskelle imellem “sig” og de omgivelser, “den lever i”.

Når jeg skriver (“den”) i parentes, så hænger det sammen med, at “den” ikke som sådan “findes” som andet end “sin skelnen”. Den “afgrænser” sig selv ved af-sig-selv at foretrække den måde at afgrænse sig på, som synes mest nyttig for sin overlevelse i de omgivelser, den er i.

Det forklarer f.eks. at det er meget vigtig for en “indvandrerfamilie” at skabe et “miljø” omkring sig, hvor det er lettest muligt at opretholde “sig selv af-sig-selv”. Et miljø som bidrager til at opretholde den helt bestemte måde at skelne på, som holder denne i live.

Den rejser sig af sig selv – forlang det ikke!

Et område, hvor det bliver meget tydeligt, hvordan livet fungerer hinsides styring og kontrol er vores seksualliv.

Hvis nogen forlanger af mig eller dig at du “skal blive mere lysten”, så virker det stik modsat. Et sådant krav skaber de værst tænkelige omgivelser for kontakt til lyst . Ingen mand kan få rejsning på kommando. Den rejser sig af sig selv – som overskriften lyder. Det sker når omgivelserne er passende, og der ikke udøves den mindste form for kontrol.

På samme måde kan jeg heller ikke “trække i en blomst” for at få den til at vokse hurtigere. Også den rejser sig af sig selv op ad jorden.

Hvis et menneske f.eks. forsøger at mig til at kunne lide sig… vil det være det samme princip, som er i spil: Også om noget så udefinerligt som “tiltrækning” kan jeg skrive: Den rejser sig af sig selv.

Princippet om Autopoiese står som en helt central del af den systemiske tænkning og videnskaben om livet og det levende. Anerkendes det og anvendes det i måden vi tænker om – og møder verden, livet og hinanden på, forandres metoder, indsigt, forståelse, handlinger fuldstændigt.

Det åbner for kreativitet og lyst hinsides de flestes menneskers erfaringer. Frem for alt bliver alle forsøg på at styre og kontrollere – så fordækte og skjulte de end kan være – pludseligt synlige.

Også den indsigt rejser sig af sig selv …

Systemisk uddannelse på Systemisk institut i Nølev

Del:
Share