skelne

At skelne og ingenting

Del:
Share

At skelne og ingenting er grundlaget for erkendelse. I en række korte og overskuelige artikler præsenterer jeg vigtige elementer i og sider af den systemiske teori og kybernetikken.

Forestil dig et helt blankt stykke papir!
Lad det repræsentere “et tomt rum” – dvs. “ingenting”

Skeln!

I dette tomme rum, der altså intet indeholder, beder jeg dig om at tegne en kort, lodret, sort, streg.

Med denne handling kan du nu pege på henholdsvis “den ene side” og den “anden side” – dvs du skelner over stregen i det tomme rum.

Marker og giv betydning!

Nu markerer du den ene side af din skelnen ved at tegne en vandret streg og give den en “navn”.

F.eks. “Hest”.

På den anden side, dvs den, som ikke er markeret, er der stadigvæk “ingenting” – dvs tomt rum og ikke som du måske kunne forledes til at tro en “ikke-hest”.

Eksemplet bruger jeg til at illustrere, at erkendelse finder sted ved at skelne. Dvs. ved “at skabe en forskel” igennem bevægelse.

At skelne igennem bevægelse

Sådan fungerer alle vores sanser. Intellektet gør i princippet fuldstændigt det samme, ved at benævne – dvs koble en “betydning” på den forskel, som skabes, der således knyttes til bevægelsen.

Sådan blev jeg til “Jesper”

Et lille barn lærer på den måde igennem sin ven til at skelne og give betydning. I begyndelsen vil betydningen ikke have “navne”, men “nytte”. Dvs. en nytte der fremmer barnets iboende impuls til at holde sig selv i live.

Betydningen kommer ved at lytte til det, som f.eks. sin mor siger. Det er såmænd blot lyde der opfanges af øret og forbindes med al den anden samtidige sansning dvs. skelnen der finder sted samtidig med lyden.

Min mor sagde f.eks. “Jesper”.. og så på mig med en grimasse, jeg senere lærte at kalde for “et smil”. Hvad der betød noget i forbindelse med det lille ord, var AT hun så på mig – og det er simpelthen livsnødvendigt for et nyfødt barn. Jeg lærte således meget hurtigt at forbinde “jesper” med “at blive set”. Ikke meget senere, blev det kompliceret en smule, ved at hun nu ikke kun sagde “Jesper” , men også “Nej..hvor er Jesper dygtig…”… eller “…sød”… og det kunne jeg så på samme måde øjeblikkeligt forbinde med at blive set..

Alt sammen sker spontant, hurtigt og uhyre komplekst, idet denne skelnen ikke blot er koncentreret om en enkelt sansning, men foregår kontinuerligt simultant i hele min krop.

Et selvskabede system – igennem skelnen

Systemisk set er det denne evne til “af sig selv at skelne” igennem bevægelse der gør at jeg og alt andet levende lever. Min vejrtrækning og puls er helt på samme måde et udtryk for denne skelnen.

Jeg kan forenklet beskrevet – systemisk set – beskrives som: “Et selvskabende, sansende og betydningsgivende netværk eller -system” .

Ingenting

Udgangspunktet for det hele er “ingenting”. Jeg skelner imellem “noget” og “intet”. Dette “intet” – dvs. fravær af skelnen er basis for, at der overhovedet kan skelnes. Præcis som at hver eneste bogstav, ord og sætning du læser nu, kun kan læses idet det ses på en baggrund af “intet” og “intet” har imellem sig”.

Dette “intet” bliver til det potentiale, hvori alt skabes igennem skelnen. Det “eksisterer” systemisk set kun så længe denne aktive bevægelse – altså denne skelnen – finder sted. Når den ophører er det, som er…igen “intet”.

Big Bang

Tænk på vores ide om universets skabelse i et “Big Bang”! Før var der “ingenting”, også BANG!… en “ur”-bevægelse der fortsætter og fortsætter som skelnen, og dermed lader alt “opstå” SOM bevægelse…. og kun “bevægelse”, uanset at vi giver det navne og betydninger og kalder det for elektroner, atomer, stjerner og planeter, lys og mørke etc…

Det hele forbindes igennem denne skelnen…. ikke som “enheder” der er forbundne og bevæger sig uafhængigt, men SOM bevægelse….skelnen.

Lad lige det synke ind et øjeblik …

Vi isolerer og taber indsigt

Naturligvis kan de færreste overskue dette. Derfor isolerer vi også gerne dette “univers” i mindre “dele”. Kalder disse dele for “mig” og “dig” eller f.eks. “en familie”, eller et “økosystem”.. Vi opstiller nogle abstrakte “grænser” i et forsøg på at reducere kompleksiteten.

Ved at gøre det “taber” vi en masse indsigt. Vi gør simpelthen som om, disse abstrakte systemer kan eksistere uafhængigt af alt det andet. Vi ser dem som “selvstændige systemer”, der principielt skabes og opretholdes på fuldstændigt samme måde som “det hele”… Og det virker også, så længe vi er fuldstændigt klare over, at grænserne vi trækker, fungerer som abstraktioner eller illusioner:

Hvad, jeg ser, er “mig”… at skelne

De er der ikke som andet end et udtryk for min iagttagelse (skelnen) her og nu. Det jeg dermed “ser” er “min egen skelnen” – det univers jeg – som betragter – skaber lige her og nu og lader vokse frem for mig igennem min evne til at kreere forskelle og give dem betydninger. Det sker af-sig-selv.

Den ene bevægelse tager den anden.

Systemisk uddannelse på Systemisk institut i Nølev

Del:
Share