skelnen

Skelnen

Del:
Share

I den systemiske tankegang opstår og opretholdes livet og det levende som en kontinuerlig ” skelnen “. Artiklen eksemplificerer, hvad der menes med denne skelnen.

Mads Jesper

I den almindelige rationelt-logiske beskrivelse af verden eksisterer det menneske, som kaldes for “Mads Jesper” som en enhed – dvs et selvstændigt uafhængigt væsen, der er “placeret” i nogle omgivelser, som han skal lære at leve i og med.

“Mads Jesper” fremstår i den mentale model som en “ø” eller måske en “fæstning” med grænser og mure der skal kæmpe en kamp for at opretholde “livet” og “sig selv”.

Ser jeg nøje efter fungerer det måske ganske anderledes?

Autopoiese – skelnen, der sker af sig selv.

Nyere hjerneforskning viser, at alle de data, som kroppen skal bruge, ikke bare “hentes” men konstrueres af et meget sofistikeret sanseapparat i et tæt sammenspil med alt det, som “omgiver” denne krop.

På sin vis er det i princippet ikke muligt at skelne imellem det, som kommer “udefra” og det, som skabes “inde”. Mads Jesper eksisterer udelukkende som en permanent selvskabende “proces”, hvor selv ordet “proces” ikke rækker, idet det indikerer en start og en slutning, og en given lineær sekvens af hændelser.

Når jeg benytter ordet “selvskabende” eller “autopoiese” om hele denne bevægelse, så handler det ikke om “Mads Jesper´s selv” – men om en selvregulerende, af-sig-selv opstående og forløbende bevægelse i alle “retninger” på een gang.

Hvert eneste “indtryk” opstår ud af denne bevægelse. Hvert eneste “udtryk” af samme bevægelse, Udtryk bliver indtryk, som bliver til nye udtryk, som igen bliver indtryk osv. – ikke blot afgrænset i forhold til det vi almindeligvis kalder for “Mads Jesper”, men universelt i bogstavligste forstand. (eller ud-over-forstand)

Kommunikation

Denne kontinuerlige interaktion der i princippet alt sammen kan betragtes som “kommunikation” – dvs. skelnen og såkaldt selvrefererende skelnen – forløber uforudsigeligt og dog måske til en vis grad “strukturelt formet” i kraft af, at bevægelsen også sker rekursivt: Gentagelser der “virker godt” dvs. som bidrager til “Mads Jespers” overlevelse, foretrækkes gennemgående frem for tilfældige nye muligheder – uden at der altså er “nogen”, som foretrækker dem.

“Mads Jesper” kan med andre ord beskrives som “kommunikation” – intet andet. Vel at mærke ikke “kommunikation” som den almindeligvis forstås med ord og billeder, men kommunikation som “interaktion” og i dette den differentiering, som udgør “mig”.

“Identitet” vil således ikke på nogen måde have en fast form, men fungere som denne opretholdende skelnen: “hører til – hører ikke til”. Begge “sider” i denne skelnen afgrænser med samme gyldighed.

For de fleste synes det måske skræmmende at tænke på, at det IKKE skal forstås, som at det er “Mads Jesper”, der skelner?

Nej – “Mads Jesper” ER den skelnen, der finder sted i det, som er, og det som er, udtrykkes selv i denne skelnen.

Nogle eksempler

Lad mig give et par eksempler:

Et barn vokser op de første år uden at have set hunde. Som 5 årig møder hun en for første gang, og det viser sig at være så uheldigt at denne hund er bidsk. Den bider hende, og hun bliver forskrækket, fysisk såret og vil fremover med al sandsynlighed være angst for hunde.

Hvis hun i stedet havde mødt en logrende venlig hund, der ville lege med hende, ville mødet måske havde medført at hun var blevet hundeelsker?

Som 14 årig forelsker hun sig. Kæresten er vild med at sejle og har skildpadder som sin hobby. Hun lærer at sejle, og ender som en habil kapsejler som 20 årig (kæresten var væk efter et år) og vil resten af sit liv have en forkærlighed for små skilpadder.

Alternativt møder hun en mekanikerlærling med hang til ulovlige knallerter. På en sådan en falder hun af i et sving, og mister en del af sin førlighed. Hun bliver bandagist med speciale i benproteser.

Det sker lige her og nu

Begge eksempler peger måske “fremad” i tid, altså som noget, der “udvikler sig”? Og det er let at se, at livet udelukkende består af sådanne “begivenheder”, der i samme øjeblik som de indtræffer, ER det menneske, som de “vedrører”. Ikke bare som historie betragtet, men rent konkret “fysisk” og “mentalt”.

Tænk blot et øjeblik på, at ALT hvad “jeg” er, er blevet spist igennem min mund. En mund, der OGSÅ er blevet til igennem noget som er spist. Over 7-9 år er samtlige celler i “min” krop udskiftet med noget fra “noget andet”, der er kommet ind igennem denne mund.

For at det ikke skal have en “ende der”, så vil alle disse grundstoffer, som maden indeholder, og dermed “jeg” være at betragte som “stjernestøv”, der for et øjeblik “holdes” sammen af “ skelnen ” – puls om jeg vil. Bevægelse.

Tænkning vil fremstå som skelnen og f.eks. “tid” som blot en måde at skelne på. Tid bliver til en projektion AF tænkning og ikke eksisterende uden den.

En anden betydning af refleksion

Ved at iagttage på denne måde. Ikke som en trossætning men som en mulighed – en hypotese der naturligvis ikke kan være “sand” som andet end en måde at skelne på – opstår måske indsigt?

Hvor vi normalt forstår “refleksion” som noget, der foregår i intellektet, bliver i denne model alt, hvad der gøres, til den interaktion/refleksion, der opretholder “eksistens”.

Måden der spises på, danses, bevæges, soves, elskes, tænkes, føles, sanses, iagttages etc. står som såvel “udtryk” som “indtryk”

Der vil intet indtryk være uden, at det også er et udtryk. Der vil ikke være et “nej”, uden at det også er et “ja”. Intet vil lukke, uden at det åbner.

Alt derude vil være derinde og omvendt.

Tændt eller slukket. 0 eller 1

Den, der finder alt dette underligt, kan for et øjeblik tænke over det forhold, at alle nerver og synapser i kroppen – uanset hvor de sidder – udelukkende er i stand til at afgive ET signal: Enten er de “tændte”, eller de er “slukkede”.

I talformat: Enten “0” eller “1”. Ud af denne helt basale skelnen opretholdes alt, hvad der finder sted.

Det er nærmest magisk…. og radikalt eller måske bedre: Klart

Del:
Share