Systemisk teori – en grundig introduktion

Hvad menes der med “systemisk teori”? – Det spørgsmål bliver jeg ofte stillet. Det er ikke sådan helt lige til at forklare systemisk teori kort. Derfor vil denne gennemgang være længere end alle de øvrige tekster på denne hjemmeside. Jeg har skrevet den med det sigte at vække nysgerrighed hos læseren. Du vil finde mange konkrete eksempler

Hvad betyder “systemisk”?

Det første, de fleste spørger om, når de hører ordet “systemisk tænkning” eller “systemteori”, er, “hvad det betyder?”

Mange gange høres det som “systemATISK tænkning”, og det har det så ikke ret meget at gøre med.

At sætte noget i “system” betyder at skabe “orden”. 

Hvis, jeg har en stor bunke håndklæder liggende på gulvet hulter til bulter imellem hinanden, og vil bringe orden i dem, så vil der være mange måder at gøre det på?

Jeg kunne sortere dem i farver og størrelser, eller efter hvilket stof de er vævet af. Jeg kunne også vælge at lægge nogle sammen på den ene måde, og andre på en anden måde, og så ordne dem efter, hvordan de er foldet. jeg kunne også skabe et “system”, hvor de ældste ligger først og de nyeste sidst. Det ville kræve at jeg vidste eller kunne huske, hvornår det enkelte håndklæde var købt.

I alle disse “systemer” ville det handle om at sortere eller “ordne” nogle elementer på en sådan måde, at jeg kunne se “systemet”. Det ville med andre ord dreje sig om, hvordan jeg skelnede de enkelte håndklæder – eller grupper af dem – fra hinanden.?
Måske ville jeg opdele dem parvist i “et stort håndklæde – sammen med et lille håndklæde, så det blev lettere at finde og lægge et “sæt”, som passer til det forskellige håndklæder egner sig bedst til på badeværelset. Ved at sortere på den måde måtte jeg også have eventuelle brugere- eller gæstes- behov for øje.

Måden jeg skelner på bestemmer systemet

Måden, jeg skelner på, vil bestemme “systemet”. Jo flere forskellige måder jeg kunne finde på af adskille dem fra hinanden på – eller alternativt beskrive ligheder – jo flere systemer ville jeg kunne kreere. Ja mulighederne er i princippet uendelige.

Jo mere sofistikeret jeg bliver – f.eks. ved at sortere dem efter, hvor mange meter tråd, der er gået til at sy/væve hvert håndklæde – jo sværere ville det være for en anden iagttager at gennemskue “systemet”.

“Systemer” skabes eller opfindes med andre ord af nogen eller noget, der skelner på en helt bestemt måde.

“Systemet” vil systemisk set ikke kunne adskilles fra måden, det iagttages på.

Et maleri

Forestil dig, at du ser et billede foran dig, der tilsyneladende virker som kaos. “Det er da vist helt abstrakt det maleri der” – siger du til et menneske, som står ved siden af dig og kigger med. 

“Nejda – kan du ikke se at kunstneren har malet en stor flok stære, der i deres flugt skaber store mønstre i forskellige formationer?” – og så peger han på nogle træk ved maleriet for at hjælpe dig på vej.

“Ahh jo – Nu har jeg det!” – Med et fremtræder billedet helt anderledes i din betragtning. Hver gang du fremover kommer til at se på det, ser du det med det samme.

Systemisk set ER maleriet kaotisk. Det er iagttagelsen – om det så er malerens måde at male det på, stærene der oprindeligt samlede sig til træk, eller dig som skifter måden, du ser det på, som skaber “systemet”. 


Hvis nogen en dag ville smide det ud, ville en tilfældig forbipasserende måske se det ligge i en bunke, og tænke: “Nå der ligger et gammelt lærred med noget maling på”.

At skelne er ikke en intellektuel proces

Nu kan det være nærliggende at se denne skelnen som en intellektuel proces? Det ville imidlertid blot være en måde af principielt uendeligt mange måder at skelne på.

Forestil dig, at jeg laver en “si” – dvs. en ramme med et meget fint trådvæv, der indeholder masker, der er henholdsvis runde og aflange. Hvis jeg hælder plumret mosevand igennem denne sigte, vil der kun være noget, der slipper igennem. Vandet i spanden under sien, ville være anderledes end det vand fra mosen, der endnu ikke har taget turen. De forskellige masker i trådnettet, deres størrelse, form etc – sammen med hastigheden vandet hældes igennem det med, ville udtrykke en “skelnen”. Det illustrerer en anden systemisk måde at “ordne” eller skabe system på, igennem skelnen.

Alt levende opretholder livet systemisk

Systemteorien peger på, at alt levende simpelthen bliver til, og løbende opretholder sig selv på den måde: Ved kontinuerligt at skelne på forskellige måder – af-sig-selv.

Ikke nok med at det levende skelner. Det skelner også imellem, hvordan det skelner, hvor og hvornår?Det kan løbende ændre sin måde at skelne på. Systemteoretisk vil det være det, som vi forstår ved “at lære”.

Denne “skelnen” forstås i systemisk tænkning og -forståelse som den enkleste operation, der findes. Evnen til at skabe en forskel !

Iagttagelse – systemisk set.

Se for dig et rum, hvor der intet er!
Pludselig forstyrres dette rum ved, at der sker noget. “Et eller andet sker”. Nu vi der være en forskel imellem ingenting, og det, som sker.

Systemisk set, vil denne forstyrrelse betragtes som “iagttagelse”. Andre vil kunne kalde det for en “handling” eller en “skelnen”.

Alle bevægelser, al sansning, alt liv fungerer på den måde i dette perspektiv. Det iagttager (skelner), og erkendes igennem iagttagelse. Når, jeg f.eks. betragter en blomst, kan det koges ned til, at iagttagelse iagttager iagttagelse..

Blomstens skelnen ( ja blomster skelner også) vil være anderledes end “min skelnen”. Den gensidige erkendelse eller “skabelse” af hinanden – som “forskellige fra hinanden”, sker igennem disse forskellige måder at skelne på. Det, som i det hele taget “sker”, er (ikke andet end…) skelnen.

Bare det at gøre noget til “en blomst” udtrykker en måde at skelne på. Altså at lade den repræsentere af et ord – nogle tegn, eller af en lys.

Systemisk teori udfordrer hele kroppen

Der er ikke noget at sige til, at den systemiske teori kan føles meget svær at forstå? Den udfordrer simpelthen vores intelligente krop, ved f.eks. at bede den om at tænke over, “hvordan den sanser, tænker og bevæger sig”?

F.eks.: hvordan jeg gør, når jeg tænker?

Kan jeg “forstå” det ved “at tænke”?

Ville det ikke svare til, at jeg udelukkende ved at se, skulle få øje på, “hvordan jeg ser”?
Det vil være som at skulle se sig selv ind i sine øjne, uden at bruge et spejl til det?

Hvis, jeg nu skal vende tilbage til eksemplet med bunken af håndklæder, jeg ville “ordne”? 
Vil det system, jeg ordner dem i, så sige noget om håndklæderne eller om mig, som ordner dem? Altså ikke “mig” som person, men om hvordan de ordnes?

Håndklæderne er jo stadigvæk “bare” håndklæder. “Systemet”, der skabes ved at ordne og skelne på en bestemt måde, er måske “mig”?…

Det udtrykker simpelthen måden at iagttage på lige i den situation – og dermed også det, vi kalder for “iagttageren” – også kun i den situation .

 Iagttagelsen, iagttageren og måden der iagttages på eksisterer simpelthen ikke uden hinanden. De har ingen “egen-eksistens”.

Mine omgivelser?

Mine omgivelser, skabes som “mine” omgivelser igennem måden, de iagttages på, og samtidig bliver de også til et udtryk for/af mig. Den ordnende Jesper vil ikke eksistere uden håndklæderne der kan ordnes, den orden der skabes, og hvor den skabes. Ingen af de nævnte vil have en egen-eksistens. De opstår relationelt igennem måden bevægelse sker på.

“Jeg er, den skelnen, som finder sted”.


Igen er det vigtigt at huske på at denne iagttagelse eller skelnen ikke skal ses om noget intellektuelt. At “tænke” er blot en ud af uendelige måder at skelne på. Den kan i sig selv som “tænkning” betragtet også varieres på uendeligt mange måder.

Ændres måden, jeg skelner på, ændres disse omgivelser sig altså også. Og “jeg” med dem.

Den langørede Kanin

Forestil dig en kanin, der elsker en bestemt plante!

Den spiser altid hele planten, indtil den er mæt. Pludselig får den “smag for” KUN at spise blomsterne på disse planter. “At have smag for”… vil jeg betragte som en ikke-intellektuel skelnen.

Der skal nu mange flere blomster til, for at blive mæt. (At blive mæt er også en måde at skelne på). Altså vil kaninen nu spise voldsomt mange flere blomster for at stille sin sult, end den gjorde før.

Den pågældende plante formerer sig ved at sprede sin pollen- Det bliver nu meget svært. Blomsterne når simpelthen ikke at komme så vidt.

Enten vil planten forsvinde af sig selv og som en følge af kaninens ændrede forkærlighed – og ende med at blive til en sjælden delikatesse for den langørede? Alternativt vil de planter, der f.eks. har fundet ud af at formere sig både med blomster OG rodskud, blive dem der overlever bedst?

Eksemplet tydeliggør at både plantens og kaninens måde at skelne på, forandrer dem begge. Systemisk set sker dette kontinuerligt i hele universet helt ned til det mindste i alt, hvad der er. ..

Klart bliver det også, at alt på den måde “relaterer” til/med hinanden igennem både denne kontinuerlige måde at skelne på – og måden denne skelnen ændres på i uendelige variationer. Jeg kan beskrive det som sammenhængende bevægelse, i hvilket, alt, hvad der er, bevæges ..dvs. bliver til og forsvinder .

Kaniner, der får en forkærlighed for blomster, kan føre til, at helt andre dyr breder sig, at vandløb forandres, og at bjerge opstår.

Bare enkelt elektron, der “skifter bane” vil få ALLE elektroner i hele universet til at skifte “position” … Omend de ikke HAR en position, som kan bestemmes.

Systemisk teori har indflydelse på det meste videnskab

Der er ikke noget at sige til, at den systemiske måde at tænke på – og systemteorien – har fået indflydelse på stort set al videnskab? Det er ukendt for de fleste mennesker. Intet af vores computerteknologi ville f.eks. være blevet til, uden systemteorien.

Forståelse af “økologi”, natur, evolution, livet, tænkningen, læring, adfærd, kultur, sociale systemer er blevet voldsomt påvirket af den “systemiske måde at tænke på”.

Det er simpelthen ligegyldigt hvilke områder, vi beskæftiger os med. Hvis vi bevidst anvender systemisk tankegang på dem, så vil vores erkendelse og forståelse ændre sig. VI forandrer os, og “det” forandrer sig.

Den såkaldte “kunstige intelligens” – “AI” eller LLM (Large Language Models) tager også afsæt i systemisk teori og praksis. De efterligner simpelthen centrale elementer i måden neurale biologiske netværk fungerer på.

Skelnen – at skelne

Hvis, der kan (op)findes uendeligt mange forskellige måder at skelne på, og hver eneste af disse måder repræsenterer forskellig “orden” eller “systemer”, så bliver det klart, at kompleksiteten af dette hurtigt kan synes meget stor?

Når, jeg på denne måde skelner imellem forskellige måder at skelne på, vil jeg det være indlysende at stille spørgsmålet. “Hvordan skelnes der imellem forskellige måder at skelne på”?.. Og i samme åndedrag spørge: “Hvordan kommer jeg frem til at vurdere dette “hvordan”: Altså, “Hvordan der skelnes imellem forskellige måder at skelne på?””..

Lad mig beskrive det med et eksempel, der begynder med udsagnet:

“En levende organisme er kendetegnet fra noget, der ikke anses for at være levende, ved at kunne skelne af-sig selv.”

I den sætning peges der umiddelbart på flere forskellige måder at skelne på:

Noget er “levende”. Hvad er forskellen til det, og hvad skal det f.eks kaldes?
Det levende kan skelne “af-sig-selv”. Betyder det, at det, som så ikke er levende, ikke skelner?

En måde, det levende skelner på, vil jeg kunne kalde for “at sanse”. Noget, der er levende, kan have mange forskellige måder at sanse på.

At sanse som en måde at skelne på

Når vi ser på det levende, vi kalder for “mennesker”, skelner vi i første omgang igennem: At smage, dufte, se, høre, smerte, trække, trykke, bevæge i rummet … Alle disse sanser fungerer ved, at der er noget, “der bevæges og derved både registrerer OG skaber en forskel”. Bevæges bare lidt, vil ALT i dette menneske blive bevæget.

Hvad, der bevæges, og måden det bevæges på, varierer fra sans til sans…

Sprog – i systemisk teori

Mennesker kan også skelne ved at “give det, som sanses, betydning”.

Det vil sige, at knytte symboler, tegn og lyde til noget, der muligvis sanses “ens” af flere individer i en gruppe af mennesker. Sådanne lyde, tegn og symboler vil i sig selv kunne få den betydning, at de kaldes for et “sprog”. Afhængigt af hvordan disse lyde, tegn og symboler ordnes, vil vi kunne skelne imellem forskellige sprog.

Der opfindes forskellige “systemer”

Med eksemplet vil jeg gøre det tydeligere, at der hver eneste gang, der “skelnes”, vil være mulighed for at skelne igen. “Kunne der skelnes anderledes? … Hvordan?” ville spørgsmålet lyde.

At ordne ved at beskrive forskellige grupper af “systemer”

Igennem den systemiske litteratur har forfattere og tænkere konstrueret sådanne “systemer” af skelnen. De har “ordnet” dem i niveauer og sammenhænge som f.eks. “sociale systemer”,”Familie systemer”, “Økologiske systemer”, “Juridiske systemer”, “øko-mentale systemer” etc.

Hurtigt kan der ske det, at sådanne “samlende systemer” tilskrives en identitet og egentlig eksistens.

“Jamen der findes jo forskellige sociale systemer!” ville nogen hævde?

Det gør det muligvis, og systemisk set fungerer det sådan, at noget kan skabe en bestemt “orden”, der kan få dette “noget” til at opfatte sine omgivelser som sådanne systemer.

Dette “system” at ordne efter, vil ikke alene definere “omgivelserne” for dette “noget”, men også identiteten og/eller naturen af dette “noget”…

Funktionen af det vil være, at dette noget eller nogen igennem den måde, som denne orden bliver til på, skaber sig-selv som iagttager ved at stille sig selv over (Meta) , det som iagttages.

Lad mig igen komme med et eksempel:

Psykologen, som arbejder med familier .

En psykolog arbejder med “problemer i familier”.

Hun har dermed adskilt de problemer, der generelt skabes f.eks. imellem mennesker, fra nogle særlige problemer, der opstår i det, hun kalder for “familier”.

“Hvad er en familie?” kunne jeg spørge hende.

Måske ville hun svare sådan: “

En familie består af børn og voksne, der lever sammen med klare roller, der kan henføres til både slægtskab, alder, og de særlige relationer, som følger af at være “mor” og “far” til “sine” børn.
Ikke nødvendigvis biologisk set “mor og far”, men så i det mindste i en rolle som den, der skal “opdrage”?

Hun kunne fortsætte med følgende antagelse:

“Vi kan iagttage forskellige familie-systemer – OG forskellige problemer, der kan knytte sig til dem”.

Hun giver sig selv identitet..

Denne måde at iagttage familier på, vil være det, der giver hende eksistens som iagttager. Altså sin måde at ordne sine “omgivelser” på i “familie-systemer” og “problemer”. Hvis denne identitet skal fastholdes, så hun “overlever” som psykolog, må hun nødvendigvis være meget forsigtig med, hvordan hun ændrer den måde at skelne på.

Jo bedre hun formår, at få det, hun ser, til at passe til den orden, hun gerne vil skabe, jo mere sikker vil hun føle sig i sin identitet.

Verden omkring hende skabes i sit billede og omvendt.

En måde at konsolidere dette på, vil f.eks. være at få andre mennesker til at skelne på den samme måde, som hende selv? I dette tilfælde vil det mest indlysende være, at få de familier, hun møder igennem sit virke, til at forstå og selv anvende den måde at skelne på, som hun selv benytter.

DE familier vil på den måde være styrende for hendes identitet som iagttager, og HUN vil være styrende for deres. Iagttageren skaber sine omgivelser – og omgivelserne skaber iagttageren. Det vil beskrive en systemisk måde at iagttage det på.

Hvis nu måden at skelne på, radikalt forandres, hvad vil der så ske?

Er det at skabe en familie problemet?

Ovennævnte psykolog får den tanke, at “en familie” ikke kan have problemer, idet den selv – i sig selv – ER et problem? .. 
Der er ikke problemer “i” familier. Opfindelsen og konstruktionen af familien som en ide, et ideal, en ting eller “form” er problemet!

I det øjeblik nogen eller noget ser sig som en familie, så er problemet skabt. Der findes altså ikke “familier” uden problemer. Det giver ikke mening at skelne sådan?

Hvad så? Hvad vil det betyde for vedkommendes praksis?

Jeg er sikker på, at den forandrer sig temmelig radikalt!

Ikke bare det.
Hun vil også fremtræde på en helt anden måde for andre iagttagere. Ikke mindst vil hun nu se sig selv i et fuldstændigt nyt lys. især måske hvis hun også har defineret sig som en del af en familie?

Hvor mange “familier” som gerne vil opretholde sig som “en familie” ville opsøge en psykolog, der ser familien som sådan, som problemer?
-Sikkert ikke nogen!

Systemisk teori bryder …

Systemisk teori bryder med, hvordan vi normalt formulerer os- og tænker på

De fleste mennesker lærer at tale et “modersmål”. Det betyder forenklet set at lære at koble bestemte lyde og tegn på noget der “sanses”.

Når først vi har lært at bruge sådanne lyde og tegn – altså ord, sætninger og bogstaver – så kan det føles meget svært at opgive dem igen. Det er jo super praktisk at kunne regne med, at det jeg får i hånden, når jeg beder om “et glas vand”, så også er det, der høres og forstås af den, som rækker mig det!
Når det er sket tilstrækkeligt mange gange, så kan det føles meget mærkeligt, hvis nogen fortæller at dette “glas vand” kun optræder som sådan, når det betragtes på den måde.

“Jamen hallo… Glasset med vand er der vel uanset, hvordan det beskrives eller benævnes og sanses!!?” – ville de fleste mennesker udbryde.

Radikalt-systemisk set er et svar på det spørgsmål: “Nej!”.

Forstår vi hinanden?

Hvis så nogen peger på en mand, der går på den anden side af gaden, og udbryder: “Se den grimme, dumme mand der!”.
Så er det pludselig lettere at følge, at han ikke som sådan KAN være grim eller dum, men bare ses sådan, af ham/hende som peger”. Hvis kriterierne for at vurdere grim- og dumhed på matcher dine kriterier, så vil du kunne bekræfte det: “Ja han er godt nok grim. Og om han er dum ved jeg ikke!?”

Vi er ret afhængige af, at vi “forstår hinanden”. Den systemiske tankegang og praksis stiller spørgsmål til det. Vi tror, at vi forstår og handler i store træk sådan, når vi interagerer. Sproget “fungerer”. Der er imidlertid ikke en eneste celle eller -måde vores kroppe virker på, der er ens. Vi bevæger os forskelligt helt ned på celleniveau! – og dog vil vi iagttage hinanden som noget, der “ligner hinanden”.



Det kan godt være, at vi “kan få vores kroppe til at se principielt ens-lignende ud”. Det gør vi ved at lave nogle generelle “kort, modeller og idealer” over “mænd” eller “kvinder”. Generaliseringer eller “normaler” der ikke passer på nogen, men kan bruges på “alle”.



Vi kan ikke tage noget for givet

På samme vis er det med måden, vi bevæger os og iagttager på. Den er forskellig! Vi “gør måske som om”, at vi forstår hinanden, når vi kommunikerer. Vi måler det på, hvad hinanden gør i forbindelse med det, vi siger. Og vi kan ikke vide, hvad der reelt sker i det, som ikke er åbenlyst synligt for os.

Det betyder: At vi i den systemiske praksis intet kan tage for givet!
Vi kan ikke gå ud fra at noget “bare er sandt”. Det kan heller ikke være “sandt for nogen”. Hvis sandhed kunne relativeres på den måde, ville begrebet miste sin mening.

“Sandt” er det, som sker – og ikke vores beskrivelser af det, som sker. At der beskrives bliver i sig selv også til det, der sker, og altså ikke “udenfor det der sker”.

Hvordan vi kan undersøge, hvordan noget sker? – Bliver meget vigtigt i den systemiske teori og praksis.

Hvordan? Og ikke hvorfor! – er centralt i den systemiske teori

En kort opsummering:

Nogle hovedpunkter i forhold til at forstå den systemiske tænkning og systemers natur:

Systemer fungerer SOM skelnen/bevægelse/iagttagelse. 
De afgrænses ved at markere en omverden ved at markere, hvad der hører med og, sikke hører med. En “grænse” der kun eksisterer så længe, der skelnes – dvs. bevæges.

Grænsen er der med andre ord ikke som noget…

Systemet iagttager selv og skabes af sin iagttagelse. Det betragtes igennem iagttagelse, og det, som “ses”, er måden, der iagttages på.

Systemer iagttages selv af systemer…
Iagttagelse er kun mulig, når der skelnes imellem det, der iagttages og det, som iagttager…

Systemet gives gerne “form” igennem den skelnen, der f.eks. knyttes til benævnelse eller et symbol…

En sådan benævnelse udtrykker adskillelse. F.eks.: “Her er en problem-familie.. og her en en normal-familie”.

Hvad, vi ser, er knyttet til den måde, vi skelner på, når vi iagttager. Dvs. hvad, vi observerer, afhænger af, hvordan vi observerer.
……..

I de næste afsnit vil jeg dykke ned i nogle af de vigtigste begreber, der anvendes i den systemiske teori.

…………………………..
Hvilke betingelser skal der til for at tale om et “system” i systemisk teori?



F.eks. : At det, vi iagttager sker, bevæger og bevæges systemisk -.


Systemteoriens dannelse er blandt så meget andet kendetegnet af, at der på tværs af alle de mennesker, der igennem tiden har bidraget til den, ikke er enighed om en præcis definition af, hvad et system “er” eller består af.

Det hænger sammen med at systemer – i overensstemmelse med teori-dannelsen om dem – ikke eksisterer som “ting”, men som “noget der sker”. Det sker muligvis og ikke nødvendigvis, når der er opfyldt en række betingelser.

Et bud på, hvad det er for nogle betingelser, får du her:

Der skal kunne identificeres et antal “enheder” – hvor hver af disse enheder godt selv kan være- eller muligvis altid- kan betragtes som et system i sig selv. 

Alle disse skal kunne påvirke hinanden direkte eller indirekte. De relaterer med hinanden

Ingen enkelt enhed i det system, der iagttages, har overblik over det hele. Hvis der dannes et mønster i systemet, sker det ikke som følge af en plan eller kodet fra et centralt “sted”.

Hver enhed følger noget, vi kan beskrive som regler eller principper. Det kan f.eks. være: At det reagerer, aktiveres, eller handler ved en bestemt tærskel. Dvs. på en forstyrrelse af en vis intensitet.

Hele systemets adfærd opstår igennem disse enheders forskellige interaktioner. Det samlede systems bevægelse kan ikke henføres til en eller flere af enhederne. Som jo ikke er “enheder” men selv bevæges systemisk.

Det er med andre ord umuligt at skabe den samme adfærd i det samlede system, ved at forsøge at forstyrre det på samme måde som tidligere. Hver gang systemet forstyrres bevæges det og responderer anderledes.

Selv meget små ændringer i input kan medføre meget store forandringer i systemet samlede output.

Systemet kan være strukturelt bestemt, således at vi kan sige, hvordan de enkelte enheder virker, og dets adfærd, og reaktioner på forstyrrelser være helt udenfor transparens.

Systemet kan- og vil, når det forstyrres – også forstyrre sig selv. Det kan forstærke eller dæmpe og alt derimellem.

….

Forstil dig en stor flade af virkelig mange tætsiddende letbevægelige lodrette fjedrende stænger, som rammer hinanden, når der blot skubbes til en af dem. Det varer meget længe før de holder op med at bevæge sig, når de først er sat i gang. det mønster som enhvers nyt “skub” vil skabe, vil være uforudsigeligt.
….

At iagttage virker som at “skubbe”

Vi kan iagttage mønstre i måden systemer virker på, og i det øjeblik vi iagttager dem – det virker på samme måde som “at skubbe til”, så forandrer såvel systemet der iagttages, måden det iagttages på, og det iagttagende.

Det sker som: At bevægelse, bevæger, bevægelse, der bevæger… i kontinuerlig rekursivitet.


Det iagttagende kommer igennem iagttagelsen til at indgå i det system, der iagttages. Neutral iagttagelse eller iagttagelse “udefra” er således ikke mulig.

Mønstre kan forstærkes, svækkes eller stabiliseres. Det er kombinationer af disse, som kan gøre systemer stabile.

Systemers miljø og omgivelser

Systemet skal udveksle energi, informatik eller materiale med det, som omgiver det. Vi kalder det ofte for deres “miljø”, og adskillelsen af system og miljø, beror kun på, hvordan de iagttages. Intet system eksisterer afgrænset som form fra det, der er “omkring det” ….

Det har med andre ord ingen egen-eksistens eller -essens. 

I systemisk teoridannelse er bevægelse identisk med “iagttagelse” og f.eks. “kommunikation”. Vi kan også benytte udtrykket: “At der relateres” – vel at mærke uden at skabe “relationer”.

En relation og stivhed i systemet?

En “relation” fungerer som en form. Som “vibrerende gentagen genkendelig bevægelse”.

Når vi vil iagttage systemer som “relationer”, så “fryser” vi det, der alene virker igennem bevægelse til illusioner om form. Dermed mistes der erkendelse igennem iagttagelsen. Form kan ikke iagttages, uden at det iagttagende også fryses i form.



Hvis interaktionen “ud af” systemet med disse omgivelser reduceres eller ophører, vil systemet gå i stilstand.


Hvis de “regler” eller principper som systemets enheder reagerer efter, bliver for stive eller rigide, så vil det samlede systems adfærd bære præg af denne stivhed. 
Bliver de for løse vil systemet skabe “støj” eller kaos.

Det vi kalder for “emergens” (kommer senere) opstår typisk ved kanten af et sådant “kaos”.



Et system bevægelse præges af tidligere bevægelse

Et systems bevægelse præges af tidligere bevægelse. Det sker igennem mønsterdannelsen, der vil skabe bevægelige rammer for ny adfærd. 
Vi kan kalde det for: “At lære” eller “at huske”, der kendetegnes ved at systemet øger evnen til at skelne (iagttage) stadig finere nuancer og forskelle.

Levende systemer

Det, vi beskriver som “levende systemer”, kendetegnes ved at de “skaber sig selv, af sig selv”. Om vi iagttager “biologiske organiske systemer” eller “sociale systemer “ er det, der iagttages, altid bevægelse.
Systemisk set vil alt ultimativt virke som bevægelse – igennem bevægelse f.eks. som “puls”.



Identitet

En af vanskelighederne ved at forstå og beskrive den systemiske teoridannelse, beror på at vores talte og skrevne sprog er skabt igennem en mekanisk logisk analog måde at tænke på. I den er udgangspunktet; at noget har en “identitet” og er “skabt” som en entitet, der er afgrænset fra sine omgivelser. 
Bevægelse i denne måde at tænke på bliver til det, som skaber transaktioner: At noget flyttes, fra et sted til et andet sted af noget eller nogen.



Systemisk set opfindes “ting” og “steder”, som iagttagerens forsøg på at skabe illusionen om at være i kontrol.

Den, som vil dykke ned i den systemiske “virkelighed”, må således øve sig i at tænke på en “anden måde”. Hvilket er ikke altid lige let!

Vi gentager det som var nyttigt for systemets bevarelse

Som levende biologiske systemer tenderer vi til at bevare de måder at iagttage på, som hidtil har været nyttige for vores overlevelse. Om det har været i sociale systemer eller i naturen.

Vi er således (nok) nødt til kropsligt-intellektuelt at erfare forskellene, i realistiske situationer og møder med forskellige mennesker og -kontekster!?
 


…..
Hvad betyder “Emergens” i den systemiske teori?

Analytisk, analog, mekanisk tænkning, vil opfatte mønstre, der iagttages, som egenskaber ved det, der iagttages.

“Se den familie relaterer på samme måde, i bestemte situationer”, kan det lyde. Eller: “Ligeså så snart der opstår en konflikt, så bliver det svært!”

I eksemplerne vil: “måde”, “situationer”, “konflikt” og “svært” fungere som “form”. EN konflikt. Noget ER svært. EN situation osv.

Det, som iagttages “holdes så at sige udenfor” såvel

– måden, der iagttages på
– Iagttagerens deltagelse

og

– den forstyrrelse der skabes ved, at det hele bevæges derigennem.

Vi lærer i traditionel tænkning og forståelse, at det ER muligt at betragte alt, som noget der sker “udenfor os”.

At se en film sammen. Ser vi det samme?

Hvis vi sidder og ser en film sammen med andre mennesker, så vil ingen normalt komme på den ide at filmen selv, vil være forskellig for os alle sammen. Vi ville sige, at vi “oplever den forskelligt”.

Systemisk set findes den film ikke, som en ting. Den vil være “bevægelse, der bevæger” – og virke som forskellig bevægelse, der bevæger- og bevæges af- forskellig iagttagende bevægelse (al bevægelse vil jo virke iagttagende). 



Når vi slukker for skærmen vil vi alle systemisk set være forandrede forskelligt og irreversibelt.

Det, jeg skriver her, bliver til et eksempel på, hvordan “emergens” virker: “At noget opstår emergent” står som et centralt begreb i systemteorien, der forenklet henviser til, at der systemisk set ikke vil være forudsigelighed eller reproducerbarhed uden forandring i systemer, som lever op til systemdefinitionen.

Det omfatter alle neurale netværk, alt levende og økologiske systemer. … Lige så snart “noget” iagttages af et sådant system, så vil det leve op til definitionen!

Hver eneste forstyrrelse af systemet vil give forskellige output, der ikke kan henføres til enkeltdele eller specifikke egenskaber ved dem i systemet.

AI og LLM-modeller er konstruerede på baggrund af systemisk teori

De store LLM modeller også kaldet for AI – “kunstig intelligens” – (uanset at de ikke er spor intelligente uden, at der er en intelligens bruger, som benytter dem) – er eksempler på systemer der udviser emergens. 

Med “systemet” peger jeg på: “Mødet hvor LLM anvendes”.



Du kan lave et simpelt forsøg med f.eks. Chat-Gpt:

Stil den et spørgsmål, og læs svaret. Kopier så teksten i dit spørgsmål og stil det igen! Du kan gøre det flere gange, og du vil se, at hver eneste gang varierer den svaret. Den er ude af stand til at “fastholde” det, du har skrevet. Det “findes nemlig ikke som “noget” der har en fast substans – altså en “form”. Det virker som forstyrrende bevægelse der sker…
Hvad der også er interessant at iagttage i det forsøg, er at svarene den giver, bliver mere og mere ubrugelige. Den stivner i mangel på variation.



Gentagelse er umulig

Du kender det fra kommunikation imellem mennesker og dyr. Gentagelse er umulig, selv hvis vi forsøger på det. Hvis du kysser et menneske, en hest eller en hund, så vil måden, der kysses på og
Alt det som sker, være forskelligt hver eneste gang! 



Responsen og “ Alt det, som sker” opstår emergent uforudsigeligt, spontant og impulsivt.



Hvis din kæreste afviser dig og dit kysseri 3. gang, og siger “hold op med det”, så hjælper det overhovedet ikke at svare: “Jamen du kan da normalt godt lide, at jeg kysser, og måden jeg gør det på” …

Det vil nok KUN forstærke afvisningen – at du dermed vil gøre både dig-, vedkommende- og det, som sker-, til noget forudsigeligt og kontrollerbart
?
Vi kan endda ikke pege på, hvornår det “at kysse“ begynder eller ophører”…
Måske siger vekommende næste morgen: “Vi er nødt til at få os en snak om dit kysseri!” med rynket næse og løftede øjenbryn.

Altid anderledes!

Jeg benytter gerne – som forklaring på, hvad vi med ordet “emergens” peger på – udtrykket:

“ Det sker bare! Som det nu sker – og altid anderledes”.



Hvad, vi måske kan finde nytte i, vil være at iagttage: Hvordan det så virker anderledes hver gang.?
Ved at svare på det spørgsmål, kan vi ikke “finde” et sandt svar.

Sande svar?

“Sande svar” findes ikke. De opfindes af løgnere, der vil fremstå som vidende. ..Og gør endelig heller ikke det sandt 😉 



Hvad betyder det at kysse? – spørger en?
Det aner jeg ikke!

Hvad, vi måske kan, er at undersøge, udforske og afprøve forskellige måder at kysse på, og lade os bevæge af dem – opmærksomt iagttagende.



At kysse vil systemisk set være en måde at iagttage på. 😉
“At elske” også…”
Alt hvad vi gør, virker iagttagende!

 Og altså forskelligt hver eneste gang! Også når vi forsøger på at gøre det samme!

……………………………………………
Systemisk teori – Autopoiese

“Levende systemer kendetegnes ved at “opretholde sig selv”” – Den formulering findes mange steder i den systemiske litteratur. Maturana og Varela – to betydende systemiske forskere – præsenterede et ord for denne “selv-skabelse -af sig selv”, som tilsyneladende kan iagttages i organiske biologiske systemer: Auto-poiese” – kaldte de det.

Måske forholder det sig en smule mere komplekst – (som om “selv-opretholdelse” ikke lyder komplekst nok!?)

Er det muligt at iagttage noget, uden at det sker i nogle “omgivelser”? For at adskille noget, fra noget andet, må der vel skabes mindst TO?

Hvordan er det så med bevægelse? Findes bevægelse som “noget”? Jeg skriver ikke her om “noget der ikke selv er bevægelse”, der bevæges! men alene om “bevægelse”.

Vi kan se bevægelse, ved at vi lader “noget” blive bevæget “af den”. Som f.eks en låge der klaprer i vinden. Og naturligvis ER lågen ikke vinden. Vinden er det umuligt at iagttage direkte.

Jeg kan fornemme, at den ene side af kroppen køles ned. “Det trækker et eller andet sted fra! – Det er en kold vind!” .. Nej det, jeg sanser, er hud, der afkøles. Begge beskrivelser er mulige og ikke sande. Og begge bevæger forskelligt: “Tag noget varmere tøj på!” …… eller f.eks. “Luk lige døren!” som blot to af næsten uendeligt mulige invitationer/bevægelser.

Iagttagelse går ikke ud men ind og ud!

Iagttagelse er det, som opretholder det iagttagende system.

“Hvem iagttager?” Kan vi spørge.. Systemisk set er der ingen “hvem”. At “der bevæges” vil være “at der iagttages”.. Dvs. skelnes.

I det øjeblik et system ikke iagttages altså: Bevæges, så findes det ikke!

Det fører til at alt, hvad vi beskriver som “eksistens” opretholdes som bevægelse eller “igennem bevægelse”.

Adskillelsen imellem “intet” (rummet) og systemet selv, kan beskrives som: “Noget der sker”. Hvordan det sker – bliver til: “Hvordan systemet kontinuerligt genskabes” .. Et såkaldt “selv” har det ikke.

Skrevet på en anden måde: Det har ingen egen eksistens eller -essens.



Dette er måske noget af det allersværeste at “forstå”? Og det bliver principielt også umuligt at begribe det igennem et beskrivende sprog, der er funderet på, at “bevægelse” – bevæger “Noget”.

Hvad så?
Jeg det kan måske “opdages” kropsligt, når støjen fra vores behov for at navngive alt og tildele det en afgrænset identitet, forsvinder?

Lad mig komme med nogle praktiske eksempler.

Uhæmmet elskov – eller Fræk sex?



To mennesker mødes en aften i vild uhæmmet elskov. Den når sådanne højder og dybder, at de begge føler at “de forsvinder”. De er ikke længere “to” … alt hvad der sker, sker bare. De vil begge ind.. ind ind ind, og gør det undersøgende, sansende og opløsende.
Det eneste som “styrer” er “Hvis noget “gør ondt” eller bliver for tungt eller voldsomt. Kroppenes dialog og den fælles takt og rytme får dem til ind imellem at pausere, og med blikke undersøge om “alt er okay?”

Efter et par timer ligger de svedige og indsmurte i hinanden, blot med en let hudkontakt. En enkelt finger berører en anden finger og sender bølger af emotioner igennem dem begge.



De skilles, og næste morgen ringer den ene til den anden.

“Det var da godt nok en liderlig aften hva! .. Hold da kæft hvor var det frækt” 



På et splitsekund er ALT forandet. Det bliver HELT tydeligt, at det “som var”, længst er væk.


…..

Begge møder: Både det på madrassen og det igennem igennem telefonen, opstår og forsvinder som “systemer” igennem måderne, der iagttages på.

Når måden ændres, ændres det hele. 


Både imens, der elskes og telefoneres, vil det, der sker, nærmest ske “af sig selv”. Og fundamentalt forskelligt.


…..

Som digteren skriver om et andet møde:



Det var, som blev vi båret væk under Cupidos glade latter. Elskovens dans greb os, og lod os smelte sammen i stadig stigende ekstase og fornemmelsen af den uendelig sårbarhed.



…. Altså lige ind til hendes ex-mand ringede og hun tog telefonen!

I samme sekund kom Cupido til at skyde sig selv med en af sine pile og flaksede vingeskudt, baskende ned mod jorden.

….

Skibsforliset

I vores traditionelle mekanisk analoge forståelse, vil identitet eksistere uafhængigt at det, som sker. “Skibet gik ned under stormen, og hviler nu på havets bund”, kunne nogen sige om et skibsforlis.

Systemisk set findes skibet ikke uden, at det sejler på havet. Det vrag, der langsomt dækkes af sediment, imens de arme druknede sømænd og -kvinder spises af havdyr, har intet med det sejlende skib at gøre. Det er alene måden, det iagttages på der gør, at vi skaber en fortælling om at det er det samme skib, som nu er “dernede”.



For de to elskende i eksemplet ovenfor, havde de måske nogle timer som “identitets-løse”, hvor de overhovedet ikke skænkede en tanke, hvem de var? Og frem for alt: “Hvad “man” gør eller ikke gør, når man er den, “man er”?


Både den ene og den anden telefonsamtale kan om noget lave om på det!

“Skal vi ses igen.. ku det ikke være frækt?” – spørger den ene.

“Det kan godt være, lige i den næste tid har jeg travlt, og så må JEG se!”

 svarer den anden afvisende.

Illusionen om adskillelse gøres tydelig!

Min Ex!

Jeg møder ofte udtrykket: “Det er bare min Ex”.
Din Ex-hvad?

Ja ham jeg var gift med i 23 år!

Bum! med et er vi tilbage i ægteskabet igen.


Nåe “Søren”?

Ja det hedder han godt nok, for mig er han bare “Ex”. Kan vi ikke tale om noget rarere!


Systemisk teori og kvantefysik?

Den systemiske teori opstod under indflydelse af udviklingen af Kvante-fysikken/ -mekanikken. Begge vender sig væk fra at en “ting” eksisterer uafhængigt af iagttagelsen.


I både systemisk teori og kvantefysikken mister begrebet identitet sin klassiske betydning. 

For identiske partikler (som elektroner) er det umuligt at udpege én bestemt og følge den over tid. Alt, hvad der beskrives, vil være et mønster, der fremtræder i den måde, vi iagttager på. Det eksisterer ikke uafhængigt af iagttagelsen. 


At kalde en elektron “den samme” vil fungere som en sproglig konvention, ikke en fysisk realitet.


Det svarer til mit eksempel med skibet på havet, som går ned under en storm.

Det sejlende skib “findes” kun i den bevægelse, hvor det sejler relaterende til havets “overflade”, vinden og den levende besætning etc.. Vraget på havets bund vil fremtræde som et andet mønster, der skabes igennem iagttagelse.

Når det gøres til “Det samme skib” udtrykker det systemisk beskrevet en fortælling af mange andre mulige. “Vraget blev til deres grav!” kunne nogen sige. En anden: “De endte sku alle som fiskelort”! – To meget forskellige verdener der vil bevæge forskelligt.



Måske kan du får en fornemmelse af, hvor håndgribeligt der skabes konsekvenser af, hvordan vi skelner og beskriver? Konsekvenser der konkret vil have indflydelse på, hvordan vi handler, møder og ser alt..

…………………………………………..
Systemteorien – Kontingens

“Kontingens” er et udtryk, der særligt af Niklas Luhmann benyttes i den systemiske teoridannelse, for at beskrive det, der er muligt, men ikke nødvendigt, og som kunne være anderledes. Han tænkte i den forbindelse særligt på “sociale systemer”.

Kontingens er et udtryk, der i systemisk teoridannelse bruges til at beskrive, at det, der sker, også kunne ske anderledes.
Når den grundlæggende operation i det iagttagende er at skelne, bliver spørgsmålet: Hvordan skelnes der?

Kontingens peger på muligheden for, at der kunne skelnes på andre måder og dermed, at der sker noget andet, end det, der ellers ville ske.

Ændres iagttagelsen, ændres det, der sker.

Det nødvendige – i definitionen af kontingens – afgøres af om interaktionen, der udgør “systemet” ophører, som den sker, eller kan fortsætte på anderledes måder? 



Sådan kommer kontingens til at handle om “tilbage-reference”. Altså systemets iagttagelse af hvordan interaktionen sker?



Selvrefererende loops

Systemisk set vil det virke som selv-refererende “loops”, hvor der ikke bare skelnes, men også skelnes imellem, hvordan der skelnes og om der kunne skelnes anderledes?

 Principielt kan antallet af sådanne selvrefererende loops blive uendeligt stort.

Vi benytter f.eks. betegnelser som “feedback” og “feedforward” om dem…

I forlængelse af dette vil vi kunne betragte måden, der skelnes på i mange rekursive niveauer.



På den ene side opererer Luhmann med at f.eks. sociale systemer kun består af kommunikation. Det vil imidlertid betyde at enhver ændring i måden, der kommunikeres på, ville ændre systemet til noget “andet”. Systemet vil aldrig være “det samme”.



Han indfører han noget, vi kan kalde for en “struktur”, der kan fungere som en mere stabil reference. Struktur som: Et mønster af forbindelser og selektionsmåder, der gør at systemet kan “genkende sig selv” i sine egne operationer.

En struktur der ændres langsommere – dvs. i en anden takt end de enkelte operationer og på den måde “holder sammen på” en “identitet” bag iagttagelsen på andre niveauer.

Tænk bare hvordan sociale systemer nærmest kan stivne og næsten modstå al forandring, under indflydelse med en stræk dogmatisk religion, som det er forbudt med dødsstaf eller forvisning og social udelukkelse at stille spørgsmål til!



Den stabile struktur i LLM og AI systemer

For et computer baseret LLM/AI neuralt netværk vil det være Hardwaren, vægtningen af forbindelserne, træningen etc.



For organiske biologiske systemers vedkommende, knogler, muskler, nerver, stofskiftet etc. eller omgivelser der er meget stabile og specialiserede på ganske bestemte arters tilstedeværelse.



Den tilsyneladende stabilitet skabes således igennem koblede systemer, der virker igennem forskellig puls. Jo hurtigere relativ takt i forhold til omgivelsernes takt, jo mere stabile vil de fremtræde.



Denne stabilitet er i høj grad en effekt af evnen til at skelne. Når et koblet system bevæger sig med en hurtigere relativ takt end sine omgivelser, vil ændringerne i systemet kunne ske så hurtigt, at de glider under omgivelsernes sanse- og registreringstærskel.



De enkelte variationer kan ikke adskilles af det langsommere system. De smelter sammen til et kontinuerligt mønster, som fremtræder som stabilitet.

Når et system derimod bevæger sig i en langsommere relativ takt, bliver hver enkelt ændring tydelig og fremtræder som bevægelse snarere end som noget stabilt.

Den relative forskel skal være “passende”. Er den for stor, mistes koblingen, er den for lille forsvinder den relative stabilitet.

Koret som øver sig på at synge et nyt værk

Forstil dig et kor, der skal øve sig i at opøve et korværk sammen med et andet kor.
Hvordan skal det kunne lade sig gøre?

Alle må synge i samme takt – og med dem også musikken.
Nu viser det sig at en af korsangerne har et høreapparat. Det er indstillet forkert, sådan det det udsender en konstant højfrekvent hyletone, som brugeren af det, ikke kan høre.
Imidlertid forstyrres alle de nærmeste omkringstående af den. De oplever det som en irriterende mur af baggrundsstøj.



De er alle for høflige til at sige noget til brugeren af høreapparatet.
Dirigenten som heller ikke kan høre hyletonen, derfra hvor hun står, kan ikke forstå, hvordan det kan være, at det pludselig er blevet umuligt at få koret til at synge ordenligt sammen, uanset at noder, instrumenter, mennesker synes intakte.

Dirigenten oplever at den relative stabilitet pludselig forvinder uden synlige strukturelle ændringer. Koblingen er ikke længere passende i forhold til deltagernes evne til at skelne i hyletonens støj.

Vælges det nødvendige?

Det er let at tænke, at et system “vælger”, hvordan der skelnes?
I den forbindelse er det igen vigtigt at pege på, at systemet eksisterer som kontinuerlig “skelnen” dvs. iagttagelse/bevægelse

Når vi så ofte taler om, at noget eller nogen vælger eller træffer forskellige valg, og at de måske kunne have valgt anderledes?
Så er den ide forankret i et socialt system og tradition, hvor det enkelte individ tillægges skyld, såfremt det ikke vælger rigtigt. Det viser sig igennem fortællinger om: Dig, “dine valg”, og “det der vælges imellem.” som er i spil.

Tænk så et øjeblik på en hund eller en hest!

Deres evne til at sanse er mange tusinde gange bedre end vores. De sanser såvel bevægelse i “sig” – som i deres omgivelser. Samtidig er de fuldstændigt indlejret i- og forbundet med- disse omgivelser.

En hest og en hund, som mødes, vil også være hinandens omgivelser.

Da, de sanser og bevæger sig forskelligt, vil disse omgivelser imidlertid være anderledes for dem hver især. Vælger de den forskel?
Eller er den en følge af: At måderne, de skelner på, sanser på, og bevæger sig på – afviger fra hinanden?

Helt grundliggende er det, at de begge vil søge at skelne således, at deres system bevares og ikke opløses. Det beror på levende systemers natur, som jeg pegede på i kapitlet om Autopoiese.


Ethvert levende system stræber efter at skabe den realitet, der bedst muligt opretholder og forbedrer mulighederne for overlevelse.

Dets evne til at gøre det, er knyttet til, hvordan det formår at iagttage – dvs. at bevæge sig og med hvor lidt anstrengelse det kan ændre på disse måder!
Ændres denne evne – f.eks. igennem det systemet lærer og frem for alt: Hvordan det lærer?!
Da ændres også den realitet og de muligheder, det kan iagttage/skabe.

Omgivelser og system?

Et levende system kan ikke eksistere uden at interagere med det, vi kalder for “dets omgivelser”. Systemet er-, består af- ,og opretholdes- som “måder der interageres og relateres på”. 



Hvis disse måder ikke kan levere ressourcer eller stabilitet nok, så vil det være betydende for om- og hvordan- denne autopoiese kan ske? Om det overhovedet er muligt at bevare systemet som system?

Hvis, det ikke er muligt, opløses systemet igen i de “omgivelser”, det opstår i.

Skellet imellem “omgivelser” og “system” har ingen reel substans eller grænse, som vi ville skabe med en mekanisk kausal og analytisk måde at iagttage på. Det afgrænser så længe, der relateres aktivt. Ophører de afgrænsende (iagttagende) operationer, så adskilles system og omgivelser ikke længere. Vi kalder det for: At det dør.

V
ille det være plausibelt at de to dyr kunne vælge noget andet?
Nej vel?


.. Og der kunne ske noget andet – end det, der sker!?



De kunne måske sanse noget andet?
Skelne anderledes i det, der kan sanses af dem.
Fremhæve noget, mere end noget andet?

Hvis de gør det, så sker der også noget andet. Det, der sker, sker koblet til hvordan de sanser – altså bevæger, bevæges og skelner.



På samme måde kan vi mennesker kropsligt, emotionelt og sanseligt bevæge os anderledes, hvis vi ellers vil øve det?



To børn i samme familie

To børn i samme familie fødes med forskellige evner og udseende.
Det gør børn altid.

Det er et af kendetegnene ved levende systemer. Det, der sker, er altid forskelligt.

Kunne det være anderledes forskelligt?
Ja det kunne det vel?


Var/er moderen og faderen “den samme” i møderne med dem hver især?
Hvad så når forældrene møder dem sammen?

Systemisk betragtet har vi som “søskende” ikke haft de samme forældre!
Vi vokser heller ikke op i den samme familie. Det kan måske synes svært at sluge? Og samtidig kan det virke utroligt befriende at få øje på.

Tid i systemisk teori

Her kommer så noget ind i systemisk teori, som igen bryder med vores traditionelle opfattelse af livet og det levende:

Jeg vil udtrykke det som: “Det, som skete, sker endnu”…

Systemer opererer ikke med tid men med puls, rytme, takt. Ord vi benytter til at karakterisere, hvordan bevægelse bevæges?


Der vil med andre ord ikke være en eneste skelnen, der ikke præger det, som sker, og måden systemet bevæges og iagttages på.


Tid “går” ikke! 

Det vil være at hive den analoge mekaniske model frem igen. Når der systemisk set iagttages i “tid”, så er det rytme og variation, der iagttages.

Tid som puls betragtet er grundlaget for, at det er muligt at samordne bevægelse.



Systemisk set må vi tage afsked med “determinisme” af enhver slags. Vi bevæges hinsides kontrol. Når vi så gerne vil skabe illusioner om at opnå kontrol, så udtrykker det en stræben efter at reducere antallet af variationer. 

Metaforisk vil det virke som at stivne igennem gentagelser, der ikke virker som egentlige gentagelser i traditionel forstand, idet alt forandres hver gang, der skelnes. Systemet vil søge at gøre disse gentagelser “til det samme” – ved at lukke sig eller spænde op i forhold til eventuelle forstyrrelser. Jo snævrere “rummet” for variation gøres, jo mere “ens” vil alt se ud.



Det kan vi gøre ved at erstatte vigtigheden af at sanse og bevæge hinanden emotionelt, og i stedet erstatte det med krav om at vide og måske evnen til at reducere spontane udefinerbare emotioner (bevægelser i kroppen) til de reducerende etiketter og fortællinger, vi kalder for “følelser”.

Et menneske, der mener at vide, vil være tilbøjelig til ikke at undersøge. Det er stivnet eller reduceret i sin måde at skelne på indenfor rammen af den viden, det er blevet præsenteret for”.

De autistiske LLM modeller og AI

Et eksempel på det finder jeg i de store LLM modeller – altså computerdrevne neurale netværk.
De VED en hel masse i den forstand, at de er trænet på al den tekst, billeder og musik, som er tilgængeligt fra mennesket hånd.

De virker ekstremt autistiske! 

De kan forklare en følelse med ord og sætninger. Kalkulere hvad der vil være mest passende og sandsynlige at svare, for at det matcher de mønstre, mennesker benytter og giver brugerne en god afhængigheds-skabende oplevelse.

De erfarer aldrig, hvilke emotioner og sanselige erkendelser, der drev og driver alt det, som bliver og blev skrevet, spillet, malet , oplevet etc…



De har imidlertid overhovedet ingen erkendelse!



Hvis et system derimod kontinuerligt møder og afprøver mange variationer, så vil det udvikle stor plasticitet og tilpasningsevne. Det sker, når det skelner anderledes, eller bringes i kontekster der kræver, at det varierer sin måde at skelne på. Hvis det vil opretholde sin integritet – og det ligger i autopoietiske levende systemers natur – vil det øge sin evne til at “lære”. 

Jo mindre det søger at afgrænse sig fra “omgivelserne”, f.eks. ved at afstemme sin takt og rytme med deres, jo mere vil det i resonans kunne spejle det, der sker “derude” i det, der sker “derinde”.



Det svarer til, at musiker, der selv lærer at spille guitar, i langt hørere grad vil blive bevæget af at lytte til guitarmusik. Evnen til at mødes det i resonans er ganske enkelt meget større, end f.eks. hos et menneske der aldrig har interesseret sig for musik.

…………………………
Systemteorien – Realitet eller konstruktion

“Realiteten er, at det har vi ikke råd til!” Siger faren til sin 16 årige datter, som vil på betalt ferie til Italien med sin nye kæreste på 25 – “Bare de to”.


“Vel har vi så!” Svarer hun. “Du har lige købt dig en ny bil!”

I vores analoge mekanisk-analytiske måde at tænke på, går vi ud fra, at der findes en realitet, der er, som den er! 


Et er, at vi kan blive uenige om den. Men den ER der! “Det MÅ den altså være!”
Vi skal bare finde ud af, hvordan det hele hænger sammen?


Det realitets-begreb er farvet af fortællinger om at en Gud har skabt alt sammen, herunder os, som noget håndgribeligt. At vi kan se og mærke det, som det som reelt er.

Hvis, jeg samler en sten op og smider den op i luften, så falder den ned igen. Det behøver vi altså ikke at diskutere! Det er da en egenskab ved Jordens tyngdefelt, og hvordan universet eller fungerer?

Hvis så nogen skulle formaste sig til at spørge:

“Hvad betyder så “op” og “ned”?
“Er det den samme retning, uanset om vi står i Indien eller i Danmark, når vi smider stenen “op”? 

Så vil sandsynligheden for at få et irriteret svar være ret høj.

“Op” vil kun være det “det samme” set relativt til den, som smider stenen. Hvis vi stod på månen og betragtede den sten-smidende, så ville retningen i forhold til os være forskellig hver gang den blev smidt, uanset hvor den blev smidt og hvornår.

…

Elskede I så?

“Elskede I så?” spørger den ene veninde den anden, efter at den første har fortalt om den fyr, hun mødte aftenen inden.

“Næ det vil jeg ikke kalde det! Vi dyrkede noget sex. Det var ikke rigtigt noget at skrive hjem om!“

“Okay så I gik altså i seng med hinanden?”

“Nej han tog mig bare op ad en væg, og kom på 15 sekunder!”

“Ej altså .. sikke en idiot”



“Det ved jeg nu ikke, om han er, måske bare lige lidt ivrig og hurtig den første gang!?”

De fleste dialoger imellem mennesker kommer til at handle om, hvad vi ser som realitet. Vi forsøger igennem måden, vi beskriver “den” på, at skabe et billede af, hvem vi SELV er.

Vores fortællinger om det, der sker for- og med os. Bidrager til et EGO-centrisk verdensbillede. Alt drejer sig om “mig”. “ De fungerer systemisk set, som noget der lukker og afgrænser og i forhold til “andre” og “alt det andet”.



Det er min verden. Min “virkelighed”.
“Ok du kan have et andet syn på det hele.. Og i sidste ende så kan du ikke løbe væk fra realiteten vel?”


Systemisk set JO! 


Enhver beskrivelse af realiteten som værende en sand beskrivelse, må være opfundet af en løgner?

Det citeres en af de vigtige bidragsydere til den systemiske teoridannelse: Heinz von Foerster gerne for.

Jeg vil gå så langt som at skrive:
At den virkelighed vi ser, vil være en af uendeligt mange samtidigt forekommende virkeligheder

Konstruktivisme -konstruktionisme?

Det har fået nogle systemteoretikere til at tale og skrive om “at vi konstruerer vores egen virkelighed” – den “retning” har fået betegnelsen “konstruktivisme”.

En udløber af det kaldes for “konstruktionisme”. Den gør de sociale konstruktioner, som vi indlejres og opdrages i: Regler, sandheder, meninger, ideer og rigtigt og forkert, lov og ret, pli, god og dårligt opdragelse, penge, gæld og værdi etc… til “stilladser”, som vi indenfor en fælles kultur opbygger “virkelighed” omkring.

Det vigtigste middel til at gøre det muligt er kravet om, at det vi siger og gør, skal give mening. Hvis ikke vil kan skabe mening, så bliver det meget svært at bevæge andre mennesker. Og vi kan ikke i vores sociale systemer klare os selv. Det er simpelthen umuligt!

For at understrege det, lærer vi at tale samme sprog, og skabe illusioner om, at det, vi ser og oplever er “det samme”. På trods af, at vi ned til den mindste bevægelse i vores kroppe bevæges forskelligt.



“Nå hun er nok ked af det!” bedømmer vi adfærden hos en menneske, når det følger bestemte tegn og de “landkort” som vi i blevet indprentet at vi skal “navigere efter”.

Få peger på, at intet landkort kan være landskabet!

Skiltet er ikke toilettet

At gøre det skilt, som der står “toilet” på, til selve toilettet, bliver til noget værre griseri. Et WC er ikke skiltet som henviser til det, og består ikke af to bogstaver, endsige af den lyd vi hører, når nogen udtaler ordet. Et sådant indrettet sted til at skide og tisse i, har overhovedet INGEN lighed med de symboler, vi bruger til at “repræsentere-” og henvise til det.

Politikere

Det er på samme måde med politikere. De har heller intet tilfælles med dem, som vælger dem. Og da slet ikke, når de er blevet valgt. 

De “repræsenterer” bare stemmernes “mening” repræsenteret med et “X”. Og nok ingen andres ud over “deres egen”. Den har de så også har lært at “danne sig” igennem deres opvækst og tilfældige møder med mennesker i den samme sociale konstruktion.

Vi kalder endda den tilretning for “ud-dannelse”.

Uddannelse?

Ud af hvad?

Ud af lyst, spontanitet, impulsivitet, uorden og natur og ind i den sociale konstruktion. Hvis ikke “de andre” kan se meningen med det, du gør, og vil understøtte det, så trues du på din integritet i det samfund, du lever i!

Vi for tildelt en “form” med visse tolerancer, som vi forventes at passe ind i. Gør vi det ikke, får vi det i udgangspunktet ikke let. – MED mindre vi formår at gøre det, vi alternativt gør – meningsfuldt for tilstrækkeligt mange “andre”.

Kan du se, hvor nyttigt det kan være at få øje på hvordan denne virkelighed skabes?
Når vi iagttager “hvordan”, så forandres det! Og med det også, iagttageren, og måden der iagttages på.

Vi vil aldrig komme dertil, hvor vi kan hævde: “Nu har jeg det! Nu ved jeg hvordan virkeligheden skabet! .. i det sekund vil vi have adskilt os fra den, i overbevisningen om at “den” er noget andet end det “vi er”.

Hvis ikke det var det, hvordan kunne vil så erkende den?

……
MAGT

Et socialt system vil som andre levende systemer, søge at opretholde sig selv. Hvis jeg skal pege på en helt grundliggende måde at skelne på, der kendetegner sociale systemer, så er det “magt”. Magten til at definere hvad virkeligheden er og skal være i fremtiden.

Midlet til magt er kommunikation. Det vigtigste og mest magtfulde systembevarende kommunikationsmiddel i verden er penge. Det er de, fordi det er igennem penge, at vi regulerer “skyld” og gæld. Pengene tilhører magten (oprindeligt kongen) – Uden penge kan du ikke fungere i vores sociale konstruktioner. Penge er noget, vi skylder. Når du låner 400.000 kr i banken, så øges pengemængden i samfundet med 400.000 kr.

Er penge virkelige? Kunne jeg spørge?
Kan du f.eks. bruge dem på Mars?
Eller hvis du farer vild i den Norske vildmark?

Nej..

De virker temmelig reelle, og de skaber mange parallelle virkeligheder indenfor den sociale konstruktion. Det gør de ved at fungere som en måde “at markere” på: 

“Har du penge? Så kan du få! Ellers må du gå!

Kan du få øje på HVOR definerende og stivende den fortælling og magt er for forandringer i vores sociale og politiske systemer!?

….
Praktisk nytte af den systemiske teori for dig og mig?

Hvordan kan denne “systemiske teori” omkring “virkelighed” blive praktisk nyttig for dig og mig?


Lad mig vise med eksempler, hvor enkelt det er at “ændre sit liv”.

Hundetur med smil

Når jeg går tur med hundene hver morgen, imens vi bor og opholder os i huset i Baden-Baden, så smiler jeg til alle, jeg møder. Dvs. det fungerer måske nærmere sådan, at jeg generelt går smilende rundt, når jeg går!

Det betyder, at jeg på mine ture møder et hav af glade mennesker. Jeg har observeret at mange begynder at smile længe før, vi er ud for hinanden. Måske blev de, første gang vi passerede hinanden en morgen, overrumplet af det glade smil fra mig? De nåede knap at reagere og nøjedes med at føle sig en lille smule overraskende, bevæget af det på deres videre fart.



Næste gang.

Næste gang reagerede de kropsligt på chancen for at erfare denne let behagelige emotion igen, og nåede at smile, lige som vi fik kort øjenkontakt. Forventningen bevægede dem emotionelt, og oplevelsen af, at den blev indfriet, øgede belønningen meget!

Efter nogle morgener – så begynder smilet af sig selv. På den måde opstår for os begge en smilende morgen ud af et enkelt smil.

Nogle af de mennesker, jeg møder, ser væk eller ned. Den helt parallelle virkelige virkelighed de på den måde fastholder ved at stivne kropsligt og dermed også emotionelt, fortsætter sandsynligvis med at føles som “sur”.

….
Mads

For små 20 år siden besøgte jeg min gode ven Mads, som jeg dengang havde kendt i omkring 20 år.

Vi havde fulgt hinanden meget tæt, fra gymnasiet, stiftelse af familier, børn og havde i lange perioder boet sammen både bare os to, og i bofællesskab med vore respektive børn og partnere.

Jeg havde i en periode, hvor han følte sig voldsomt presset og stresset, ansat ham i min virksomhed og på den måde søgt at støtte ham og sin familie igennem en måske svær tid?

Da jeg kom ind og gik op ad trappen, kunne jeg kropsligt fornemme en underlig stemning. Vi havde ikke snakket længe, før han rejste sig op og gik end til det store vindue i sit hus og stirrede ud på haven.

Jeg fulgte efter, og stillede mig ved siden af ham, og så i samme retning.

Så sagde han noget til mig, som jeg aldrig vil glemme!

“Jesper! Jeg har aldrig nogensinde følt mig godt tilpas sammen med dig!”

Det jeg skriver om her, hører til en af de voldsomste erfaringer i mit liv. Og til det vil jeg tilføje, at jeg har konkret været ved at dø to gange.

“Hvad siger du?” – forsøgte jeg.

“Ja det er sådan, det er…” Svarede han.

“Det kan du altså ikke mene! .. Det er meget svært for mig at ro!”

“Det mener jeg 100% – aldrig!”.

Samtalen varede ikke ret meget længere.

Jeg gik, og har kun mødt ham en gang siden, hvor jeg ikke vidste, at han også var inviteret. Ellers var jeg nok blevet væk!

Tid og kontekst?

Kan du se, hvordan “tid” ikke sker fortløbende!

Den meget simple “markering” eller “måling” og vurdering af alle de møder, begivenheder, samtaler, fisketure, fælles sport, etc . som på 1 minut blev præsenteret og markeret… Forandrede med et 20 år.

Sådan kan vi ændre på “virkeligheden” med et enkelt strøg.

Voldsomheden i: Med en sætning at ændre hele konteksten for mere end 20 års liv sammen, ligger i at alt reorganiseres: Betydninger, erindringer, “selv-forståelse”, erfaringer… you name it!

Måske vil du være nysgerrig på om jeg ikke “på trods” af den afsked, kan tænke tilbage på hyggelige gode, varme stunder sammen? 

Mit svar er “Nej!”…

På samme måde kan du og jeg, hver eneste dag bevæge virkeligheden igennem måden, vi handler, iagttager og beskriver på. Både “fremad og bagud. Det hele sker lige nu.. I et “nu” som ikke findes.

Det ER det, vi gør. Det er det, der sker, når vi kommunikerer med hinanden. Det sker også når du f.eks. kommunikerer med et neuralt netværk som Chat-Gtp.

Den systemiske teori og praksis “inviterer” til at være vedholdende opmærksom på, hvordan vi bevæger “det”. I det opleves der stor frihed, kreativitet, lyst og leg.

….

Nøglen er bevægelse og bevægelighed

Måske genkender du dele af min beskrivelse ovenfor, fra fortællingerne om dit eget liv?
Brud, skilsmisse, barnefødsler, dødsfald, “nye kapitler i livet”, pludselige “lyse indfald”.

Det kan være let, når noget føles “svært” at klage over det, og se sig som et offer for “livets ubønhørlige ulidelighed” . Det kan efterlade os med følelser af at være handlingslammede uden at vide ud eller ind?

Her hjælper terapi ikke i min optik!

En nøgle vil være bevægelse!

At bevæge sig kropsligt fysisk anderledes i nye ukendte kontekster, sammen med mennesker vi ikke “kender”.

At møde det levende mere intimt – frem for at holde det på “fortællingernes- og formodningernes afstand”. Ja, jeg vil skive: At elske og medføle meget mere!