At lære er grundlanget for at leve

Del:

Det “at lære” er grundlaget for alt levende. Levende systemer fungerer som lærende systemer. Her en lidt længere oversigt/gennemgang om det at lære i et systemisk perspektiv.

Hvad vil det sige “at lære” systemisk set?

Megen systemisk litteratur og forskning beskæftiger sig med “det at lære”.

Når vi beskriver iagttagelse som at handle, bevæge, afgrænse, skelne eller “operere” som Niklas Luhmann” gerne betegnede det, og erkender at al iagttagelse forandrer ikke bare det iagttagede og det, som iagttages, men også måden der iagttages på, så leder det meget hurtigt til, at betragte denne ændring i netop “iagttagelses-måden” som “læring”.  
Igennem læring, forandres “systemet” og måden alt ellers bevæges på.

Systemet selv – dvs. dets evne til kontinuerligt at opretholde og regulere måden den adskiller sig fra fra sine omgivelser, som også forandres både komplekst og uforudsigeligt – overlever i kraft af sin evne til at kunne “følge med”.

Når, jeg beskriver det som “at følge med”, så kunne det forlede til at tro at der er tale om en rækkefølge: Først sker ændringen i omgivelserne, så ændres systemet, der afgrænser sig.. etc.

Det forholder sig nærmere sådan, at forandring sker simultant.

Han trådte jo bare på en gren !

Hvis jeg f.eks træder på en gren i en skov, vil lyden måske skræmme en rådyr op? Ved forskrækkelsen hopper jeg tilbage og skubber til et hvepsebo. De angriber mig med det samme for at forsvare sig. Jeg må så løbe fægtende med armene, imens jeg knækker og brækker blade og kviste af i min vilde flugt.

Efter mig trækker jeg et spor af forstyrrelse og ødelæggelse. En simpel bevægelse, bevæger alt, og jeg bevæges af det, som så igen bevæger alt. Alt dette kan beskrives som “rekursivt”

Når jeg står ude på marken forpustet og skrammet og fyldt med rifter i huden efter de sidste 10 meter igennem brombærkrattet, har jeg lært noget. Jeg er nu “en anden”… Og skoven bag mig er det også.

I dette tilfælde vil min evne til at løbe – eller bevæge mig mest hensigtsmæssigt i skoven, også når jeg skræmmer hvepse op, være at betragte som “iagttagelse” og adskillelse. I hvilket omfang min krop er i stand til at overleve på trods af utallige hvepsestik, vil tælle med i denne læring.

Læringen dvs. måden vi ændrer, “hvordan vi skelner på”, udtrykker SELV iagttagelse. Jeg vil endda kunne forholde mig til: At iagttage (og lære) hvordan jeg bedst lærer.

Systemisk ville det kunne betegnes som “Meta-læring”. Af “Meta” som henfører til “over”.

At forandre måden der skelnes på

Systemisk set vil det “at lære” betyde: At forandre og nuancere både måden der skelnes på, og hvad der kan skelnes imellem.

Når jeg iagttager et lille barn, som lærer at gå, vil jeg kunne se at det begynder med “grovmotoriske” bevægelser.

I takt med at barnet øver sig i at færdes i de omgivelser han/hun vokser op i, vil denne grovmotorik blive finere og finere.

Vokser barnet op i en hytte, der er bygget i træerne i en skov, vil det lære andre måder at bevæge sig omkring på, end blot at gå. Omgivelserne gør det nødvendigt. Systemisk set vil læring være uadskilleligt fra omgivelsernes bevægelse og forandring.

Et barn, der bor på en båd, som vugges forskelligt afhængigt af vinden og de bølger, der skabes under skroget, vil lære at gå anderledes end et barn, der bor på land.

Det, som “driver” læringen, vil være “nødvendighed”. Den opstår igennem forandring – både “derude og derinde.” Ultimativt nødvendigheden set som: Det, der skal til for fortsat at kunne adskille sig fra sine omgivelser – dvs. skelne – handle – og dermed forblive levende af-sig-selv.

Læring er på den måde et udtryk af “lyst” og af kreativitet.
Det er skræmmende i perspektivet af, at samfund over hele verden gør “det at lære” til en pligt.

Et levende system kan således ikke undgå at lære. Det sker kontinuerligt fra det opstår til det opløses igen.

At lære sker i forhold til ‘noget’

Idet læring også systemisk set betragtes som iagttagelse og skelnen, vil evnen til at lære, være betinget af hvordan omgivelserne erkendes på. Dvs. måden som omgivelserne skabes (iagttages) på, for det lærende system.

Læringen sker i forhold til noget.  Læring finder sted, så længe der opleves (skabes) en forskel imellem systemet, der lærer, og systemet der læres med ..(i forhold til). .. eller i resonans med.

Når barnet har lært at gå og føler sig kompetent i alle situationer i sine omgivelser, der kræver at man kan gå, vil det ikke længere anvende mange kræfter på at “lære at gå”.

Det meste læring foregår ubevidst som en simpel egenskab ved alle levende systemer. Ofte beskrives det som “evnen til tilpasning”.

I familie med det udtrykkes “resiliens”, som evnen til at imødegå modstand og modgang. Alternativt evnen og villighed til at forandre sig i takt med f.eks. pludselige eller store forandringer i sine omgivelser.

En tilsvarende nødvendighed vil også kunne opstå i systemet selv, og ikke alene induceres igennem forandringer i omgivelserne.

At lære og evnen til at forestille sig og danne betydning

Lisa Feldman Barrets nyeste forskning omkring følelser, peger på betydningen af et systems evne til at generere forudsigelser på baggrund af allerede tillærte erfaringer og måder at “skabe orden på”. Systemisk beskrives det som “inferens”.

Min hjerne hjerne forudser – dvs. skaber selv langt flere visuelle indtryk, end den måtte opfatte “udefra”.

Det er måske dens vigtigste funktion: At konstruere forudsigelser?

Igen og igen oplever den så, at disse forudsigelser ikke holder stik. Sådanne forudsigelses-fejl vil opleves som forstyrrelser. Uden dem føles alt gabende kedeligt. Intet ville være “nyt”, “sjovt” eller noget jeg kunne lære af.

Læring bygger I følge Lisa Feldman på sådanne overraskende forudsigelses-fejl.

Nu er det tilsyneladende sådan, at det, vi opfatter, ikke er det, som er. Vi er “arkitekter” til vores egen perception. Vi simulerer verden ud fra koncepter, som vi overtager, ombygger, eller selv skaber.

I jo højere grad et levende system vil fastholde disse måder at simulere verden på og er uvillig til eller ikke evner at lade sig overraske af “forudsigelses-fejl”, jo mindre vil det lære.

Hvordan lærer børn?

Det er en udbredt antagelse at børn lærer ved at imitere de voksne. Det er måske ikke den vigtigste måde? Noget tyder på (Richard Sutton) at vi simpelthen bevæger os, afprøve, flytter øjnene, siger lyde og iagttager, hvad der sker, når vi gør det. Det gælder særligt de første 6 måneder af vores liv.
Der er i den forstand i den alder ingen eksempler, de kan følge. Det, som sker, virker nærmest som ren eksperimenteren. Børn ser ting og gør noget – bare et eller andet med dem – for at se hvad der sker?

Nå de gør det, så oplever de eksempler på: “Noget der sker, som følge af noget andet, der sker” osv.

Som Richard Sutton siger: “Egern går ikke i skole, og de lærer alt om verden omkring sig, de har brug for. At bevæge – sanse – erfare – og opnå belønning …
“Hvis jeg gør sådan, hvad vil så ske?” … Det er måske kernen i at lære?

På et eller andet tidspunkt så skaber vi ambitioner om “noget, vi gerne vil kunne”. Det gør læringen hurtigere og mere virksom:

“Der er noget jeg har brug for at kunne?”
“Hvis jeg gør sådan og sådan, hvad vil der så ske?
“Hvor godt går det så?”
“Hvor er jeg nu i forhold til det jeg ville kunne?
“Det kunne være sådan eller sådan? Hvilken måde og metode er en god vej?

Vi kan spørge os om viden udtrykker “læring” – eller om viden blot er evnen til at kopiere/reproducere uden at erkende og forstå?
Hvis vi vil lære at ændre praksis, så vil ny “viden” destruere det, som allerede er!

En ny praksis forandrer grundliggende det lærende system, dvs. måden der iagttages på , som også er måden der bevæges på. …..OG dermed også måden alt omkring det lærende bevæges på!

At lege som den måske vigtigste læringsmetode?

Et lille pige iagttager f.eks. hvordan en voksen kvinde kompetent danser til musik. Barnet begejstres over det, hun ser, og “vil selv lære det”. Hun forsøger at efterligne det, som den voksne gør.   Nødvendigheden skabes måske igennem behov hendes for anerkendelse? At blive set af mennesker omkring sig?

Den kan også opstå igennem simpel nysgerrighed – en iboende impuls til at spejle det, der iagttages: At lege..

Legen er for de fleste dyr – herunder mennesker – meget vigtig i forhold til at lære. Dens funktion er at imitere og afprøve som om.. Vi gør ‘som om’..

Når vi leger, øver vi kompetencer, der svarer til det, der kan være nødvendigt, når det skal bruges “for alvor”. De voksne dyr ved, hvad der er nødvendigt for at fange sin egen mad.. Og lader ungerne lege den leg længe inden, de små selv formår at jage.

Ikke mindst det at lege, medvirker til at øge mulighederne for at forudsige mulige konsekvenser at det, vi gør. Derfor kan vi også se dyrebørn – uanset art – lege den samme leg igen og igen. Igennem gentagelser skabes de erfaringer, der skal til for at simulere forudsigelser, i et grundliggende spontant opstående og uforudsigeligt univers. Nyere forskning viser, at selv encellede organismer udviser adfærd, der kan tolkes som at “de leger”!

Nogle sammenfattende grundantagelser om læring i systemisk perspektiv.

Alt, hvad vi oplever, beror på at vi skaber forskelle og det er alene de sanseoplevelser, som vi giver opmærksomhed, vi bevidst opfatter.
Ethvert menneske bearbejder oplevelser individuelt.
Hvis vi benytter forskellige sanser i forbindelse med vores læring, så husker vi med hele kroppen.
Enhver behøver sin egen tid for at lære noget. Som lærer understøtter vi den lærende i at styre sin egen tid.
Vi behøver egen aktivitet og udholdenhed, hvis vi vil lære noget.
Læring sker skridt for skridt – vi kan ikke lære alle aspekter på en gang.
Læring bygger på det vi allerede kan.

Det kan være godt for os at vide, hvor vi i vores læreproces vil hen (retning og orientering). På den anden side er det umuligt, at vi IKKE-lærer. Vi er lærende systemer – og læring sker kontinuerligt spontant, impulsivt og kaotisk uforudsigeligt.

At lære betyder at forandre både det lærende og det som læres

Læring udtrykker tilpasning til forandringer. Bevægelse er grundlaget for alt liv – også læring.
Vi lærer nye færdigheder bedre igennem passende variation end igennem gentagelse.
Vi søger grundlaget for vores bevægelse ved at opbygge kompetence: Reaktiv, groft motorisk, finmotorisk og instrumentelt. Vi følger samme mønster når vi skal lære noget.
Det at lære noget har mange lag, er sammenflettet og er ikke lineært. Hvis det ikke går på den ene måde, findes der en anden vej.
Forskellige positioner hjælper os med at se forskellige perspektiver.
Ved at gøre noget sammen lærer vi godt – direkte og umiddelbart fra hinanden.
Et foredrag giver os data. Vores læreproces skaber vi så selv ved aktivt at forholde os aktivt- praktisk til temaet.
Vi lærer godt i en veksel imellem at føre og følge. Det er en balance imellem instruktion og selvkonstruktion.
Vi lærer godt med og i omgivelser som byder på: Autentiske temaer, realistiske opgaver, retninger som kan forhandles, valgmuligheder i metoder, varierende fremgangsmåder, og mulighed for bevægelse. At lære er kreativt.
Vi husker godt, hvis vi kan hænge det lærte op på eksempler, praksis og historier som bevæger os emotionelt.
Sjov, humor og anerkendelse (at vi ses UDEN at blive vurderet og bedømt) gør læring lettere.
Frem for alt: At vi af-os-selv ønsker at spejle og imitere et menneske (r), vi kan lide, og føler tillid til. Derved spænder vi af, åbner os, og øger vores umiddelbare bevægelighed og -sanselighed.
Vi kan ikke “ikke-lære”… At leve ER at lære.

5 elementer af stor betydning for at skabe holdningsændringer:

Krop og emotioner: At lære er kropsligt- emotionelt funderet, alt hvad vi lærer opstår i en kropslig emotionelt erfaret kontekst
Begreber: Dvs. etiketter vi kategoriserer vores omgivelser efter
Historier: Fortællinger som beskriver begivenheder over et vist tidsrum.
Teorier: Beskrivelser af sammenhænge der antages at være imellem forskellige fænomener.
Færdigheder: Den praksis du har, vil have indflydelse på andre praksisser. Hvis man f.eks. lærer at skrive prosa på en bestemt måde, vil dette også kunne få indflydelse på måden, man taler på.

Design af en lærings-kontekst

Ovenstående svarer ganske godt til modellen for hvordan læring og processer kan designes godt.

Det kan f.eks f.eks. igennem følgende trin:

Inviter til en opgave eller attraktiv udfordring der opleves som relevant for vores integritet.
Den kan have formen: Hvis jeg gør sådan og sådan? Hvad mon der så sker?
Definer vigtige begreber undervejs.
Skab grundantagelser – dvs. beskrivelser af sammenhænge (teorier)
Beskriv en række vanskeligheder, der virker som udfordringer (modstand, og teorier)
Udvikl ideer der er tro imod grundantagelserne, og som tager sigte på at løse vanskelighederne: ”Hvis det og det holder stik, så må det kunne virke sådan!? Hvis vi gør x og/eller y” – det stimulerer Resonans, kreativitet og inferens.
Motiver igennem historier, som vækker nysgerrighed og trækker på såvel følelser, emotioner og f.eks. en analytiske rationel undren. Gerne mange forskellige vinkler, og meget gerne oplevelser fortalt autentisk af den, som skal undervise. (Skaber resonans)
Udvikl sammen opgaver – og praktiske øvelser, som træner i såvel forståelsen af grundantagelserne som i anvendelsen og omsætningen af ideerne til praksis. Tag afsæt i at kunne bevæge hele kroppen i undersøgelsen af dem.
Øvelser, som trækker på mange sanser, og som er egnede til at dirigere opmærksomhed til forskellige områder og synsvinkler. (Begivenheder, Ressourcer, resonans og overvindelse af modstand)

Praksis

Praksis, praksis, praksis – kropslig og situeret i passende kontekster. At lære betyder at øve sig igennem mange (tilsyneladende) gentagelser. ‘Tilsyneladende’ idet vi og det forandres hver gang.
Tæt kontakt til mennesker, dyr, planter og natur. At lære virker Intimt – vi lærer indefra og ikke godt i distance. Vigtig læring opstår igennem spejling og ved at “gøre og sanse som… ”.
I virkeligheden ved at “smelte sammen med det andet levende system, mennesker, dyr, eller den natur vi vil lære af. Det er vanskeligt at lære i et møde, der sker i “professionel distance” ud over, at det, der i så fald læres, ER: “at distancere sig”!
Tid til refleksion for den, som skal lære. Tid til at knytte an på egne erfaringer i praksis, og det jeg allerede har lært.
I sidste ende handler det hele om at skabe og forankre emotioner (det sansede og bevægelse) og følelser (de betydninger emotionerne tillægges)

Del: