Systemisk praksis – og teori

Hvis jeg i en sætning skal beskrive, hvad “systemisk praksis” inviterer til, så lyder det sådan:

 Alt bliver til og fremtræder igennem “måder”, der bevæges på!

Vi kan definere “det systemiske” som:


En – igennem den øjeblikkelige iagttagelse – skabelse af en “helhed” af “dele” som igennem måden, de iagttages på, fremstår som relaterende med hinanden såvel kvalitativt som produktivt “bedre” eller “nyttigt” end de gør med andre elementer. 



Denne forskellighed i måden, de relaterer på, fremtræder igennem iagttagelse som en forskel imellem systemet og dets “omverden”. Dermed dannes det, vi ser- og kalder for en “systemgrænse”.

Om ”noget” kan betragtes som et system er altså tæt forbundet med selve måden, der iagttages og skelnes forskelle i at relatere på.


Sprogets opbygning

Da vores sprog og måde at tænke og beskrive på, er bygget op omkring en ide om, at bevægelse betyder: At flytte “noget” fra et sted til et andet. Så kan det ofte være meget vanskeligt sprogligt at beskrive: At der i systemisk teori ikke er hverken en “bagvedliggende helhed”, en ide om “at styring styring og kontrol er mulig”, en “substans” der kan forklares – men alene: 

Bevægelse – skelnen – fremtræden – forskelsskabelse – betydnings-opståen— relateren

Sprogets bindinger



Nu er vi så relativt bundet til et sprog, der er udviklet i en mekanisk opfattelse af universet og ideen om os selv som en afgrænset “enhed”. Vi taler således om “systemer” som “ting der findes” (uafhængigt af måden de iagttages på) og “gør noget ved hinanden”.

Det er på den ene side nødvendigt for at kunne kommunikere og skabe forståelse i vores kulturer. På den anden side må vi igen og igen holde os for øje, at brugen af dette sprog meget let kan skabe uheldige forstyrrelser og misforståelser.

Hvad vi undersøger er: Mønsterskabelse igennem forskellige måder at iagttage og relatere på.

Det systemiske


Når vi henviser til, at noget noget virker “systemisk”, så peger det på at iagttage noget, der fremtræder foranderligt i kraft af de måder, det relaterer på. Frem for alt også: Hvordan denne måde justeres og forandres?


Når, vi iagttager systemer – der altså skabes igennem- og som- måder, der iagttages på, så forandres de selvsagt også igennem iagttagelse! “Systemet” og “iagttagelsen af systemet” kan ikke adskilles.


Et system kan ikke iagttages uden, at det iagttagende absorberes og forstyrrer systemets “hvordan”

Iagttagelse bliver til bevægelse, der bevæger – bevægelse.

Levende systemer råder over en uendelig stor ”båndbredde” af handlemuligheder. Det er højest usandsynligt at et menneske reagerer på nøjagtig samme måde på to gange. Og så synes det alligevel at virke sådan, at der findes en form for orden, som kan reducere denne grænseløse kompleksitet på en måde, så vi opfatter adfærd relativt forudsigelig. 


Hvis du hver morgen siger godmorgen til din partner, så gør du det hver eneste gang en lille smule anderledes, f.eks. mere eller mindre ”træt” eller venligt, med flere eller færre ord… og din partner er udmærket klar over, at du hilser godmorgen. Dvs. denne “betydning” tillægges det, som sker.

Autonomi og strukturel kobling i systemisk praksis

Autonomi er et centralt begreb i systemteorien: At levende systemer ikke kan styres udefra, men fornyer sine måde at adskille sig for omverdenen på..
Intet system kan reelt påtvinge et andet system noget, med mindre det æder det!


Det bliver tydeligt ved at spørge om ”man kan tvinge et andet menneske til at elske sig?”.

Udvekslingen imellem to levende systemer finder sted via strukturel kobling. I den forståelse går vi ud fra at to levende systemer kan udgøre en vigtig omverden for hinanden, og dermed gensidigt ”forstyrre” hinanden. 

Vi taler om ‘hinanden’ som en måde, hvorpå vi igennem måden, vi iagttager på, adskiller f.eks. to mennesker ’fra hinanden’ på. Radikalt systemisk betragtet er de ikke adskilte, idet ingen af dem kan betragtes som havende en “egen’ eksistens. Alt hvad den ene gør, vil spontant og øjeblikkeligt også bevæge den anden og omvendt. Ikke som “ting” der forstyrrer hinanden, men som “det der sker, imens det sker”.

Forstyrrelse?

En af vanskelighederne ved at forstå, hvordan dette hænger sammen, beror på, at enhver forstyrrelse som en “system” opfatter som en forstyrrelse, vil ændre systemet. Systemer er igennem begrænsninger i måderne, de kan skelne på , således også begrænsede i, hvordan de kan forstyrres direkte. 



Når vi skelner imellem f.eks “to systemer”, så beror det alene på iagttagelsens måde. Isolerede “systemer” findes ikke, som sådan – de opfindes igennem måder, der iagttages på.



Her adskiller den systemiske teori og praksis sig fundamentalt fra den logiske og transaktionelle måde at tænke og iagttage universet på. Der vil vi tænke i arter, individer, kategorier. Systemisk set virker alt som sammenhængende bevægelse – noget økologisk. F.eks. som myriader af interaktioner.

Også “interaktion” vil kunne iagttages som “iagttagelse”, altså at der skelnes.

 Den vigtigste form for strukturel kobling kan ifølge Maturana og Varela ske igennem “sprog”.

Sprog hjælper til med at finde en fælles puls og rytme. Det konstruerer ikke denne samstemte bevægelse/iagttagelse. Den opstår igennem “nytten af den”. Sprog reduceres ikke blot til at virke igennem ord og tegn.

Kybernetik

I systemisk teori indfører vi et begreb, som kaldes for “Kybernetik”. Det henviste oprindeligt til “styring af levende systemer”.

Vi kan beskrive denne styring i forskellige niveauer.

1. orden:

   At iagttage “et system “udefra” – som om det ikke påvirkes af iagttagelsen
   
2. orden:

   Her forsvinder ideen om styring. Levende systemer kan ikke styres! De forstyrres i det omfang deres måde at organisere sig på tillader det.

   
   Kybernetikken af 2. orden opstår ved at anvende 1 ordens iagttagelse på iagttageren. 2. ordens kybernetikken bliver en teori over iagttagelsen, der skaber det, som fremtræder som“et system” – (eller flere)

Kybernetikken sår tvivl om der findes objektive systemer, som kan iagttages “som de er”. Iagttagelsens egne muligheder og begrænsninger for erkendelse bliver til det, der fremtræder som: kontekst, og må medinddrages. 

Teorier som bygger på hierarkier og kontrol må opgives.

Autopoiese i systemisk praksis



Begrebet “autopoiese” – “selv skabelse af sig selv” – eller “det opståendes opståen” bruges til en at beskrive, hvordan organismer og sociale systemer igennem “auto-pulserende” bevægelse genskaber sig selv igennem kontinuerlig vekselvirkning med “det, de virker i og sammen med”

I systemisk teori bliver al bevægelse, set som skelnen – dvs. at der skabes forskelle, som potentielt kan gøre forskel. Iagttagelse bliver synonymt med bevægelse og skelnen. Centralt bliver det at undersøge: Hvordan der bevæges, skelnes, iagttages og dermed skabes “autopoietiske systemer”.

At ville undersøge “systemisk” – betyder at lade sig invitere til at se og se, hvordan der ses. Derved at opdage hvordan måderne, der bevæges på ændres, ændrer det hele.

Og i det naturligvis også mulighederne for at iagttage: Hvordan disse måder ændres?

…

Det formuleres så smukt af

 Heinz von Foerster:
“The moment you see that you see, you cannot see the world the same again.”


Nagarjuna:
“There is no seeing apart from what is seen, no seen apart from seeing, and nobody who sees without seeing, and the seen”


Og af Dōgen:
“To study the self is to forget the self.”

Et er ‘systemisk teori’ – noget andet ‘systemisk praksis’.

Lad os tage systemdefinitionen, der i sin formelle udgave kan lyde teknisk:
At et system ikke er noget i sig selv, men opstår igennem måden, noget bevæger sig og organiserer sig i mødet med ‘sine’ omgivelser.

Hvis vi vil gøre det genkendeligt i dagligdagen, kan vi gå ind i konkrete situationer, hvor det er let at mærke, at “jeg” og “verden” ikke er “to” men samtidigt opstående igennem måden, der relateres og iagttages på.

To mennesker bor sammen. Som mange andre aftner går de begge i køkkenet for at lave noget mad.
Den ene skal lige bruge noget i skuffen, rækker hånden frem og den anden træder et halvt skridt til siden for at gøre plads, uden at der siges noget.
Den ene finder en pande i skabet ved siden af kogepladen, og uden et ord rækker den anden flasken med Sesamolie, som den første tager imod.
Der er ingen instruks og ingen plan. den ene bevægelse smyger sig ind i den anden i en tavs koordination og sam-skabelse.

Olien til maden

En aften reagerer kvinden, som griber efter en pande, irriteret på at olien rækkes ud. “Hold op med at ville bestemme, hvilken olie jeg vil bruge!” siger hun og fortsætter “ Det irriterer mig grænseløst, at du ikke bare kan lade mig lave mad, uden at skulle blande dig”.

“Jamen jeg troede at det var noget, vi gør sammen?” svarer han
“Det er ikke det, som sker! Du vil styre det og det er tydeligt at mærke!”

“Okay ja så går jeg” svarer han, og smider arrigt den kniv han står med ned på bordet, så den falder på gulvet”

“Skal du nu også være voldelig!” siger hun vredt! ..“Forsvind ud af mit køkken!”

Det, vi kalder for en “konflikt”, er opstået. Ud af “ingenting”. Det er umuligt at pege på, hvad der skabte den. Olien blev rakt frem, som måske 100 gange før? Denne gang irriterede det. “Irritationen opstod “bare” ..

Fra at der blev lavet mad sammen – forandrede det sig til at det “konfliktes”. Måden det sker på, vil muligvis også virke som noget, der ligner mange konflikter fra tidligere? .. Og den er altid forskellig!

Det faldende barn

Et barn falder – og ser sig øjeblikkeligt omkring!

“Hvem ser det?”

Hvis en reagerer forskrækket græder det …
Tager ingen notits af det, rejser det sig måske bare op igen og går videre..

Barnets smerte og følelse opstår ikke “i hende” men imellem – som noget kontekstuelt der bevæges af måden, der iagttages på – hvordan iagttagelsen finder sted som sådan.

Hvis nu en siger: 

“Klavs ser du ikke at hun faldt!? .. Er du ligeglad eller hvad?”

Så vil Klavs måske fare sammen, og skynde sig hen til barnet, der enten sætter i et højlydt hyl – ELLER .. bliver helt tavs, for ikke at puste mere til den konflikt som tydeligvis er ved at bygge sig op.

¨Barnet vil måske koble sit fald sammen med konflikten – som er det hendes skyld, at den opstår!?

Især hvis Klavs vrisser: “

“Kan du ikke for en gangs skyld se dig for” Skal du altid være så kluntet/uopmærksom/ travl… Se bare hvor vred din mor bliver på mig!”

Barnets “overlevelse” beror ikke på hende alene, men på hvordan hun er koblet på omgivelserne.

…..

To venner går tur sammen

Tempoet finder sig selv. Nogle gange taler de sammen, andre gange går de i stilhed.
Sænker den ene tempoet – følger den anden med ned, uden at sige noget.

Kroppene finder en fælles puls og rytme.

Hvis den ene så siger: “Du går godt nok hurtigt, jeg kan næsten ikke følge med!”
Så virker det øjeblikkeligt som at noget adskilles.

Vurderingen og bedømmelsen, skaber på et sekund spænding og afstand. Hvad der før føltes let, bliver akavet.

En anden gang, siger den ene… “Min slidgigt plager mig godt nok i dag”
Den anden svarer: “Jeg synes at det er rart at gå langsomt, sig til hvis vi skal sætte os og nyde skoven ind imellem!”

Der er i princippet uendelige eksempler at diske op med, og alle bevæger uforudsigeligt og forskelligt. Det er måden der gør forskel.

Selv det ikke at sige noget eller bare sukke, vil bevæge:

“Min slidgigt plager mig godt nok idag”..
“hmm …” svarer den anden

“Jo, ja jeg ved det, jeg har en tendens til at klage”
“uhmm”

Et barn er uroligt.

Den voksne regulerer spontant i sin krop. 

Hvordan gør han/hun det?

Ved at blive urolig – eller trække vejret dybere?
Ved at sænke tempoet – eller ved at blive hektisk
Ved at gøre sin stemme blød – eller irriteres?

Barnet co-regulerer koblet på den voksnes bevægelser og omgivelserne.

I alle disse eksempler sker der “læring”. Vi kan ikke aflære, det vi har lært. Vi kan glemme det ved at det overlejres af noget andet, vi træner mere, eller som umiddelbart erfares som værende mere nyttigt.

Relationer “har vi ikke” .. De viser sig igennem måder, vi bevæger og bevæges på.
Hvis vi bruger relationer til at skabe illusioner om at de “stabiliserer os” – så kan selv små ændringer i måden vi iagttager på, skabe utryghed.

Hvis vil ikke bruger vores relationer, som noget der ses som midler til noget, men opfatter dem som det vi er, så vil de udvide vores kreativitet og iagttagelsesevne – og virke styrkende for vores integritet.

Kun bevægelse

Fælles for alle disse eksempler er, at mulighederne er uendelige. De opstår igennem bevægelse, som bevægelse der bevæger alt!

Der er ingen “kerne” … alene “måder at bevæge på ..”.

“Har du lyst til at elske i aften” – Spørger han.

“Skal du spørge!? Kunne du for en gang skyld ikke bare tage mig!” Svarer hun.

Han rynker brynene, og spænder i sine læber

“Det troede jeg ikke at, du bryder dig om!”

“Hvad får dig til at sige det?”
Hun ser undrende på ham og fortsætter: “Er det nu igen en af dine historier om mig?”.

“Nej, men sidste gang jeg ville, sagde du nej!”

“Sig mig en gang, spørger du om lov, før du bare tager en kvinde? Hvad i alverden forstå du så ved ‘at tage”

Han ser usikkert på hende. “Skal jeg så bare gøre det?!”

“Jeg bliver sku tør i kussen af at høre på dig”. Svarer hun og går.

“Behøver du at tale sådan til mig!?” Sukker han

“Ja ellers forstår du det simpelthen ikke!”

Hvordan skaber jeg disse eksempler?

Lad mig iagttage hvordan jeg muligvis gør det?

Jeg ser efter, hvor noget ændrer sig – eller potentielt kan ændre sig.
Jeg er opmærksom på, hvad der “opleves” erkendes, sanses, forstyrres, bevæges .

Så spørger jeg:

“Hvor er iagttagelse – perception og handling ikke adskilt?”

Jeg lader situationen folde sig ud. Udvider konteksten.
Formulerer forstyrrelserne konkret.

Det hele kommunikerer jeg som emotionelt bevægende – altså genkendelige fortællinger.
Jeg beskriver det, som sker, imens det sker. .. og straks sker noget andet.

Sproget inviterer til at sanse.
Jeg lader fortællingen opstå uden at ville styre den på forhånd.
Skifter perspektiver – hvorfra iagttagelse sker, hvad der gøres og ikke, hvad der “er”, skaber rum for iagttagelse.

Jeg inviterer til at se muligheder og muligheder for andre muligheder.
Det interessante er for mig, hvordan det bliver til?

Hvordan adskiller systemisk praksis sig fra rationel-transaktionel praksis?

Hvordan adskiller systemisk tænkning og praksis sig fra – vores “rationel-transaktionelle opfattelse af verden?

Jeg har lavet en enkel oversigt over nogle af forskellene:



Realitet

(systemisk)

Alt bliver til igennem måder, der bevæges og dermed iagttages på. Realitet opstår som relation og bevægelse.


(rationel-transaktionel)

Realitet antages at eksistere som noget objektivt, vi kan finde, definere, isolere, kategorisere og beskrive som transparente sammenhængende dele og processer.


Dele og helheder

(systemisk)

Enhver del vil også være helheden og omvendt. De findes ikke adskilte fra måden, de iagttages, skelnes og relaterer på. Helheder og dele er ikke afgrænsede som “ting. De opstår igennem måder der iagttages på og da alene så længe denne iagttagelse “sker”.

(rationel-transaktionel)

Ser helheder som noget givet og forudliggende. Helheden eksisterer først, delene bagefter. De kan iagttages uden at blive forstyrret af iagttagelsen.

Grænser

(systemisk)

Systemgrænser er skabt af iagttagelse: At skelne er at relatere. Systemer har ingen egen-eksistens. Enhver iagttagelse vi forandre både det, som iagttages – og det, der iagttager: Som bevægelse der bevæger bevægelse og ikke længere kan adskilles.
(rationel-transaktionel)

Systemgrænser forstås som faktiske og faste: “systemet er dette og ikke noget andet.”

Handlen

(systemisk)

Handlen og iagttagelse er ikke adskilt: Når der ses, bevæges der! Al iagttagelse forandrer
(rationel-transaktionel)

Iagttageren antages at være en neutral observatør, der objektivt kan se “noget derude”, uden at det forandres af det.

Styring

(systemisk)

Levende systemer kan ikke styres. De forstyrres på måder, der grundlæggende er u-udgrundelige og “emergente”.


(rationel-transaktionel)

Systemer og mennesker antages at kunne styres, motiveres eller korrigeres gennem instruktion, mål, incitament, kontrakt. Vi kan meningsfuldt tale om årsager og afledte virkninger.

Sprog

(systemisk)
Sprog skaber mulighedsrum. Sprog er ikke alene beskrivelser — de bevæger alle og alt som involveres i dem.


(rationel-transaktionel)

Sprog fungerer som sand repræsentation: “Ord beskriver virkeligheden eller kan i det mindste pege meningsfuldt på den.”

Mønstre

(systemisk)

Opmærksomhed på mønsterskabelse: Dvs. hvordan relationelle bevægelser tilsyneladende gentager sig og danner genkendelighed. En genkendelighed der opstår ved at alle levende systemer vil lære af enhver forstyrrelse.


(rationel-transaktionel)

Fokus på årsag/virkning: noget skyldes noget andet, og det kan identificeres.

Forskelle

(systemisk)

Undersøger hvordan forskelle opstår, ændrer sig og skaber nye muligheder for bevægelse.


(rationel-transaktionel)

Søger klarhed ved at reducere forskelle til den rigtige/bedste forklaring, løsning eller beslutning.

Forudsigelighed

(systemisk)

Tilsyneladende forudsigelighed opstår spontant og emergent, Tilsyneladende orden fremtræder gennem og som gentagelser, rytmer, takt og puls og er knyttet til måden der iagttages på. Orden er ikke “derude” men i måder noget “ordnes på” af en iagttager.
 Universet og alt, hvad der sker, bevæges emergent opstående, spontant, kaotisk og uforudsigeligt. 

(rationel-transaktionel)

Forudsigelighed opnås gennem planlægning, kontrol og standardisering. Vi får noget til at se forudsigeligt ud, ved at gøre vores rammerne for iagttagelse snævre.

Integritet

(systemisk)

Integritet forstås som evnen til at bevæge sig passende og nyttigt i usikkerhed. (Resonans, Inferens, puls).


(rationel-transaktionel)

Integritet forstås som overensstemmelse med norm, forventning eller “rettighed” — fremfor alt evnen til at passe på sine “grænser.”

Selvet

(systemisk)

“Selvet” ses som et øjeblikkeligt nyttigt mønster i bevægelse. Det “findes ikke” som “noget”. Det opstår som en “identitet”, der er nødvendig i et samfund, der opererer med “skyld”, kontrol, regulering og angst.


(rationel-transaktionel)

Selvet antages at være en stabil identitet, der kan kendes, udvikles og forbedres. Et selv kan handle rationelt.

Konflikt og lidelse

(systemisk)

Konflikt og lidelse ses som “at leve”. Smertesansen er den vigtigste “hjælper” til at holde det levende i live. Konflikter vil ofte være indgange til at lære.


(rationel-transaktionel)

Konflikt ses som et resultat af uoverensstemmelser, der skal løses, fikses eller fjernes.

Læring

(systemisk)

Læring opstår gennem deltagelse, resonans og justering i kontinuerlig interaktion med det, som sker. Læring er “tavs” og erkendes som “kontekstuelt påvirket bevægelses-kompetence.”


(rationel-transaktionel)

Læring ses som tilegnelse af viden eller metoder, der kan anvendes senere. Læring kan eksplicit vurderes og bedømmes. Ses som viden og færdigheder, der kan bruges og fungere som “ressourcer”.

Du kan læse mere om systemisk teori her, skrevet med et lidt andet tvist