skygger

Skygger

Hvordan hænger tidens populære “skyggearbejde” og det massive udbud af kurser i den henseende sammen med den systemiske tænkning? Findes disse ” skygger ” eller opfindes de?

Systemiske tanker om “ skygger ”

Systemteorien udspringer af at ville forstå, “hvad det er, som gør liv levende”. Hvad ER “liv” overhovedet for noget, og hvordan kan vi meningsfyldt beskrive det, så vi inviterer til at understøtte det, frem for at udnytte eller forbruge det?

Ud af systemteorien udspringer bl.a. den moderne “økologiforståelse”.

Gør op med ideen om “årsag og virkning”

For at forstå livet må vi gøre op med en meget hårdnakket ide. Nemlig at levet udvikles igennem “årsager og virkninger”.

Når noget kan karakteriseres som “levende” vil et gennemgående princip være selvorganiserende og selvskabende “netværk”. Netværk af “strukturer”  eller “elementer” (der i sig selv kan være andre netværk) der relaterer med andre strukturer på en sådan måde, at der kan iagttages sammenhænge, nødvendigheder, og afhængigheder, der IKKE kan beskrives lineært eller statisk.

Hvert enkelt element interagerer med hele det øvrige netværk. En forandring, bevægelse eller påvirkning et sted vil betyde en ændring i det hele.

Mønstre

Denne erkendelse har ført til at beskrive “livet” ved at pege på “mønstre”.

Et “mønster” udtrykker en iagttagers forsøg på at overskue et lille udsnit af den komplekse bevægelse, der kan finde sted i en organisation af elementer, der er koblede med og til hinanden.

Mønstret vil altid være en abstraktion. Et hjælperedskab i et forsøg på  at reducere kompleksitet igennem beskrivelse.

En af udfordringerne ved at beskrive sådanne mønstre i forhold til at tænke “livet”, som noget, der er knyttet til mange små “dele” og individer – og ikke til selvorganiserende, selvskabende (autopoietiske) sammenhænge, bliver, at det er nærmest umuligt meningsfyldt at afgrænse noget til at være “derinde” og andet til at være “derude”.

At trække vejret

Lad mig give et enkelt eksempel:

Hvis jeg betragter et levende væsens evne til at trække vejret. Så kan det være nærliggende at se på lungerne, som det “sted” hvor det sker? Imidlertid kan ingen lunger fungere uden at blive bevæget?
En bevægelse der ikke bare sker inde i lungerne, men involverer – i princippet – al muskulatur i hele kroppen.
Nu er det jo sådan, at denne muskulatur behøver ilt for at bevæge sig. En ilt der skabes af de samme lunger, der skal bevæges?

I dette vil jeg nu have beskrevet et såkaldt “feed-back” kredsløb. Får lungerne for lidt ilt, vil de tendere til at ændre, ikke bare “sig selv”, men hele det “bevægelsessystem” de er en del af, f.eks. ved at nedsætte aktivitetets-niveauet, og dermed behovet for ilt etc..

Uden luft af en tilstrækkelig god kvalitet, vil ingen lunge kunne fungere tilfredsstillende. Luften er med andre ord meget væsentlig i forhold til at beskrive dette system? Kvaliteten af den samme luft påvirkes af et multivers af faktorer – heraf også af lungerne selv igennem udåndingen og i hvilket omfang der er adgang til en frisk forsyning af luft i de fysiske omgivelser, vejret trækkes i. Vi bliver meget hurtigt nødt til også at inddrage planters fotosyntese, og solens lys og varme i vores beskrivelse.

Det bliver vist hurtigt klart for enhver, at dette “system” vokser voldsomt i kompleksitet?

Årsager og virkning bygger på det lineære

For at operere med “årsager og virkninger” må vi tænke lineært. Der skal være en lineær sammenhæng imellem et “input” og et “output”. Maskiner konstrueres f.eks. til at følge “årsager”, hvilket er meget heldigt, når vi vil finde deres “fejl”.

Formlen for denne lineære årsag/virknings-tankegang er at tænke: “Når jeg gør sådan og sådan, så sker der sådan og sådan – sker det ikke, må der være fejl. Finder jeg årsagen til fejlene og retter dem, optræder den ønskede funktion igen.”

Sammenhængene er kendte og forudsigelige hver gang (med mindre der optræder en fejl), og det iagttagede system ændrer for alt i verden ikke sig selv, af sig selv – “bare sådan”.

I et levende væsen sker forandringer – “bare sådan” – hele tiden. Det lever i “impuls”. Et andet ord herfor kunne være “lyst”.

Evnen til at opfinde mønstre er vigtig

Evnen til at opfinde mønstre, der er egnede til iagttagelse vil derfor være en kernekompetence hos alle, der beskæftiger sig med livet.

Mønstre der altså IKKE – og dette er så hamrende vigtigt –  på nogen måde beskriver årsager og virkninger, men derimod autopoietisk bevægelse. Ordet: “Livet”, beskriver noget, der hele tiden relaterer på ny.

Det består endog ikke af “relationer”, der vil fremstå som mere eller mindre “faste” elementer i en sådan beskrivelse. Livet fungerer simpelthen som “bevægelse” – intet andet.

Bevægelse

Hvordan begriber jeg bevægelse?

Kan jeg det ved at tage et billede af den? Forstår jeg bevægelsen hos hest og rytter, ved at se på et billede?

Bevægelse forstås igennem bevægelse.

Traditionel tænkning vil gøre bevægelse til noget, der relativt til stilstand. Bevægelse fra, – i forhold til, eller – hen imod. I livet er intet i stilstand.

Systemisk intervention

Hvilken betydning har dette for f.eks. “systemisk intervention” i terapi og samtale?

Den er meget stor.

Lad mig tage et eksempel:

Det er blevet voldsomt populært – som al anden “mode” nu engang er det – at tale om “ skygger ”. (I dagens terapeutiske kultur helst kombineret med “mindfulness”).

Det skrives mange artikler om, hvor vigtigt det er at stå ved sine “ skygger ”, og de omtales som “de mørke sider”. Beskrivelserne kunne forlede godtroende til at få den ide, at sådanne “ skygger ” virkelig findes, og at årsagerne til megen lidelse, ligger i ikke at have fået øje på dem.

“Se bare skyggen fra parasollen der! Den findes da?”

Ja gør den nu det? Er den der, eller ser vi også bare bevægelse i det, vi kalder skygger? Dvs. lyskildens bevægelse? I parasollens tilfælde vil det være Solens … (og se lige en film af den i nærbillede, så skal du se bevægelse!)

Hvem eller hvad er mon så en sådan “lyskilde”, når vi taler om psykologiske “ skygger ”? Iagttageren af dem? Eller Terapeuten der hjælper klienten med at kaste lys på noget?

ER denne iagttager så den skygge, der kastes ved at se på “noget”?
Vel næppe?

Har skygger OVERHOVEDET noget som helst at gøre med iagttageren? Kan jeg ud fra skygger sige et eneste meningsfyldt ord om solen eller om parasollen? Eller beskriver skyggen blot hvordan solskærmen er stillet relativt til solen?

Hverken mørke eller lyse sider

Et menneske har lige så lidt “mørke” som “lyse” sider.

Vi kan hurtigt opfinde en måde at beskrive på, som tildeler os sådanne sider. Det har den kristne kirke bl.a været eminent til i de sidste 2000 år.

Jung, der vel står som “opfinder” af skygge-begrebet, kommer ud af en kristent-funderet naturvidenskabelig tradition. Så på den vis passer det meget godt ind.

..Og sikke en fantastisk værktøj det kan være til at invitere mennesker ind i ambition med:

“Jeg arbejder med mine skygger. Gør du også det? Nej? Det skulle du tage at gøre!”

 

Som forretningsmodel vil det sikkert kunne fungere ganske glimrende – som mode-fænomen helt eminent!