Husker kroppen

Husker kroppen

Det er meget populært at tale om “at kroppen har en hukommelse”. Nogle gange formuleres det mere specifikt, som at “celler kan huske”. Husker kroppen virkelig?

Som med al beskrivelse kan sådanne formuleringer give mig anledning til at kigge en ekstra gang på hvad denne måde at formulere sig på, kan føre til?

Hvad betyder “hukommelse”?

I almindelig dagligdags tale mener de fleste at vide, hvad ordet “hukommelse” betyder? “Jeg kan huske, hvad der skete i går, for en uge siden, for et år siden i min barndom, dengang jeg mødte XX etc.”. Hukommelse forbindes med at kunne genkalde sig begivenheder over tid.

En almindelig metafor der benyttes på hukommelse er, at det beskriver noget der “lagres”. Den er påvirket af computer-terminologi, hvor “data lagres på en Harddisk”. Imidlertid er der intet i den metafor, som passer på den måde vi genkalder os forestillingen om noget, vi har erfaret.

Hvis jeg “lagrer” et dokument på min computer og venter 4 år for at “hente det frem igen”, så dukker præcis det samme dokument op på min skærm.

Morfars græsplæne

Sådan fungerer min hukommelse ikke. “Husker” jeg min morfars græsplæne fra den gang, jeg var barn og legede på den, så dukker der altså ikke en græsplæne op igen. Det jeg “husker”, fremtræder som en fortælling, der genfortælles lige her og nu.

Hukommelse udtrykker så at sige, ikke at der findes et “lager”, men måske nærmere en kompetence til at fortælle?

(Harald Welzer og C.H Beck har bl.a. beskrevet deres forskning herom i  “Das kommunikative Gedächtnis ISBN: 9783406573415 med tilhørende referencer)

Er der noget “gemt”- husker kroppen?

Hvis muskler eller celler kan “huske”, handler det med andre ord ikke om, at der er “gemt” noget i dem, men måske om at de har udviklet en bestemt kompetence – dvs en måde at bevæge sig på, der er indlært – ikke bare igennem særlige begivenheder på et eller andet tidspunkt i livet – men også trænet igen og igen, hver eneste gang en bestemt fortælling er blevet genfortalt?

I et systemisk perspektiv giver det ikke mening at adskille krop og intellekt. Livet udfolder sig igennem bevægelse, og al den bevægelse, vi vil placere i intellektet, sker sømløst i sammenhæng til al anden bevægelse i hele resten af den levende organisme. En tanke kan f.eks. simultant erfares som både angstens sved eller liderlighed, og omvendt kan duften af en rose uden forsinkelse introducere, at en historie om “min gamle have” genfortælles.

Fra hukommelse til kompetence

Hvad betyder det, hvis jeg i mit møde med et menneske, der måske kæmper med “gammel angst” eller “overgreb” – skifter ideen om “hukommelse” ud med “kompetence”?

Konsekvensen af denne forandring kan blive meget stor.

Vaner

De fleste kender til følelsen af at have “fået en dårlig vane” i måden kroppen bevæger sig på.

For mange år siden fik jeg det som nogle kalder for en “musearm” i højre side. Eneste mulighed for at være med den, blev efter mange forsøg på at andre mit bevægelsesmønster, at skifte musen til venstre side. En sådan ændring var både radikal og forbundet med megen udfordring. Ikke nok med at jeg skulle lære en helt ny måde at bevæge mig på med venstre hånd, jeg måtte også ændre måden, jeg sad på, musens indstillinger, form etc.
I princippet fungerede det som at lære at bruge en “mus” fra bunden af. Idag hænger den stadig derovre til venstre. Og jeg skal i øvrigt kun tage den i højre hånd i nogle ganske få minutter, før højre albue smerter igen.

At ændre et bevægelsesmønster

Det hele handler måske om at ændre et bevægelsesmønster?

Eller måske at ændre det mønster der automatisk foretrækkes?

Sådan nogle fungerer ubegribeligt komplekst. Hvis jeg undersøger det, vil blot det at bøje en pegefinger, involvere hele den øvrige krop, vel at mærke hvis jeg nu nøjes med at afgrænse “systemet”, jeg ser, til kun at omfatte mig selv og ikke også alt omkring mig.

Erfare i sig selv

Den samtalepartner, der vil invitere et menneske til at undersøge sin bevægelseskompetence, og måske i særlig grad, hvordan en sådan kompetence forandres radikalt, må i sig selv erfare hvordan det sker.  Jeg kan kun selv – af mig selv – i mig selv – ændre kompetence. Og selv dette udtryk “at ændre kompetence”, vil jeg stille spørgsmålstegn ved?

Igennem mange år nød jeg meget at bevæge mig sammen med heste. Det har hvilet længe nu. Jeg er ret overbevist om, at jeg relativt hurtigt ville finde ind i en fælles rytme og puls med en sådant vidunderligt dyr igen, hvis det skulle blive aktuelt.

Er der noget der skal slippes?

Måske handler det således mere om at opdage og bevæge sig ind i helt nye “kompetencer” og bevægelsesmønstre uden nogen som helst ide om at skulle “slippe” noget? Det der slippes, slipper af sig selv, når det ikke længere gives fokus og dermed spænding. Jeg kan simpelthen ikke “anstrenge mig til at slippe en blyant, jeg holder i min hånd”!

Få øje på egne koncepter og konsekvensen af dem

Det centrale i denne fortælling er nu ikke kun at se forskellen imellem at tale ud fra på den ene side “hukommelse” –  dvs. om  kroppen husker – eller alternativt om “kompetence”, men at invitere til at få øje på det “koncept”, der anvendes hos den, der vil hjælpe en anden igennem fælles undersøgelse.

Dette “at sætte spørgsmålstegn” ved egen måde at konstruere sin beskrivelse af verden på: At være bevidst om hvordan enkelte ord inviterer vidt forskelligt, er måske noget af det vigtigste overhovedet i systemisk intervention.

….Og det er sådan med “invitationer”: De bevæger BÅDE dem, der giver dem, og de, som de er rettet imod.