Læring

Læring

Systemisk set vil den vigtigste opgave for en organisation være at skabe et miljø for læring. At fremme systemets evne til at forandre sig selv i symbiose med de forandringer der finder sted i dets omgivelser. Velvidende at de to ikke er adskilte fra hinanden. Spørgsmålet om læring har den allerstørste relevans for mig

Hvem kan lære dig noget?

”Jeg ønsker at lære noget om……”. Med dette krav stiller de fleste kursister, og mange forventer at underviseren så ”….lærer mig netop det jeg har brug for”. Det betragtes som indlysende, at det er underviserens ansvar at lære kursisten det, som han/hun har brug for. Dybest set er denne fordring umulig at indfri for underviseren. Den eneste som kan lære dig at køre på cykel… er dig selv. Den eneste som kan lære dig at regne… er dig selv. Den eneste som kan lære dig at skrive… er dig selv. Den eneste som kan lære dig at tænke… er dig selv. osv.

En miljø som letter indlæring

Lærerens opgave i den forbindelse er at skabe et miljø som letter denne indlæring, og frem for alt, at invitere dig til at indgå i en relation med ham/hende, hvor du i tillid tør udfordre dig selv i din læring; vel vidende at du kan få hjælp, hvis der er noget, som er svært eller risikabelt. Underviserens rolle er også at skabe forstyrrelser – eller forskelle – som inviterer til refleksion. Gerne igennem eget eksempel, eller ved at du udsættes for situationer, hvor dine færdigheder eller viden udfordres.

Viden skabes igennem handlen

Viden kan ikke ”hældes på”. Viden skal vi selv skabe ved at arbejde med tingene. En god underviser skal med andre ord være god til at skabe relationer og tryghed. Vedkommendes egne færdigheder og viden indenfor området skal han/hun anvende til at tilrettelægge en proces, som bringer dig igennem refleksioner og erfaringer med emnet.

Det handler ikke om at kunne svare rigtigt

Vi er ganske ofte tilbøjelige til at forbinde viden med det at kunne give svaret på et givent spørgsmål. Hvis du reflekterer en smule over det, så kan det vise sig at være en ret uheldig målestok for viden. At påberåbe sig svar er det letteste i denne verden. Enhver religiøs bevægelse bygger typisk på at kende ”svaret”. Selv to børn før skolealderen kan med stor ihærdighed påstå, at de hver især kender sandheden om det ene eller det andet. Et svar på et spørgsmål fungerer måske dybest set som en tankekonstruktion, som er sand for den, som skaber den og i det øjeblik den skabes?

Hvis du ønsker at vurdere viden, er det så ikke bedre at se efter vedkommendes evne til at rejse spørgsmål?

Jo bedre og jo mere tankevækkende spørgsmål vi kan stille, jo mere må vi vel kende til emnet? Du behøver ikke at gå længere end til din mekaniker, som med nogle ganske få spørgsmål kan give dig en tryghed om, at ”han da vist ved, hvad han taler om… For det han spørger om, har jeg da vist aldrig tænkt over? ”

At have tænkt over sine grundantagelser

Der er ikke nogen modsætning imellem at undlade at give ”svaret” og kende ”sandheden” og så have tydelige holdninger. Den dygtige underviser har efter min opfattelse netop tænkt over sine grundantagelser, og kan bruge dem bevidst eller ubevidst som hypoteser eller (igen) spørgsmål, der kan undersøges: ”Jeg tror at det kan hænge sådan og sådan sammen… og mon ikke det er muligt at afprøve eller afkræfte det på følgende måde?”. Sådanne egne erfarede tanker om sammenhænge inviterer til at skabe nye spørgsmål, og i den bevægelse opstår det, vi kalder for viden.

Jeg ved vel kun, at jeg ved noget, når jeg kan gøre noget med den viden… dvs. kan handle?

(Forretnings-) udvikling er læring

Igennem årene har jeg udviklet lærende processer og deltaget i mange forskellige forløb med det fælles sigte at invitere til forretningsudvikling eller fremme af den enkeltes færdigheder, nysgerrighed og viden.

Det er det, som jeg opfatter som den væsentligste drivkraft. Nysgerrigheden og glæden ved at lære noget nyt sammen med mine kunder!

 

Læs om vidensstyring