Følelser

Følelser

AT PASSE PÅ SINE FØLELSER

Mine følelser er ikke “mine egne”.

Ideen om at skulle “passe på sine følelser” opstår ud fra en forståelse af, at der er et “du” og et “jeg” adskilt af “grænser”, og indenfor dem “har vi vores følelser”.

Det er meget enkelt at undersøge at det ikke forholder sig sådan.

At møde et vredt ansigt

Jeg kommer hjem fra arbejde, og mødes af en vredt ansigt!

Alene det, at jeg tolker det som “vredt”, har allerede udløst en følelse i mig. Som levende væsen betragtet, fungerer jeg i symbiose med mine omgivelser. Jeg har fra spæd af lært at “aflæse” emotioner hos mennesker og dyr omkring mig, forstået på den måde at min krop uvilkårligt indstiller sig på den “stemning” eller “rytme” der er i den kontekst, jeg befinder mig i.

“Vreden” derude bliver til “vreden” derinde. Jeg kan i situationen stille spørgsmålet til den, jeg møder: “Er du vred?”, og det vil kun forstærke følelserne imellem os.

Følelser som interaktion

Følelser fungerer som interaktion, eller “en måde der bevæges på”. Den bedste metafor for dette er at se på et par, som danser med hinanden, og få øje på hvor let de med få ændringer i samspillet, bevægelser, rytme, positurer kan ændre hele “stemningen” i dansen.

At skifte musik at danse til vil også med et slag kunne ændre “følelsen” i rummet. Noget “fælles tredie” – altså musikken med sine rytmer og toner – spiller med.

Lade et menneske mere (eller flere) “danse med” vil have samme effekt.

At leve tæt sammen med et eller andre mennesker betyder at leve i et følelsesmæssigt fællesskab. Forældre med teenage børn – måske især døtre – kan nikke genkendende til dette. Dette følelsesmæssige fællesskab KUNNE opfattes som “afhængighed”, og jeg ser det nærmere som en side af det at leve.

Jeg eksisterer som en “kontekst”

Jeg er ikke en isoleret “ø” med grænser. “Jeg” eksisterer så at sige udelukkende som bevægelse i en kontekst.

Følelsesmæssig afhængighed opstår ikke i, at jeg inviteres ind i en bestemt måde at bevæge mig på i mødet med det vrede ansigt i dette eksempel, men kommer til syne i det øjeblik, jeg har bundet mig til en forestilling om, at det burde være anderledes.

“Skal vi ikke hellere være glade?”

… Lyder længslen.

“Kom bliv nu glad!”.

Lige DER skabes binding.

Jeg vil noget “andet”, end det der sker. Dette “andet” udtrykkes i en drøm og ambition, der – som alle ambitioner gør det – inviterer ind i fokus, spænding og anstrengelse. Med større spænding i krop og intellekt, jo mindre sanselighed og bevægelighed og dermed mindre mulighed for at danse anderledes i det møde, som opstår.

Reelt set OPHØRER det bevidste møde, i det øjeblik ambitionen bliver styrende og bindingen stærk. Historien stiller sig imellem.

Det store spørgsmål er, om det er muligt at “få øje på” at dette sker, imens det sker?
Får jeg øje på det, kan det slippes.

Ses det ikke, er jeg “bundet” af ambitionen.