Det der gør mig til..mig?

Del:
Share

Jeg møder ofte i mine samtaler, at min samtalepartner oplever det som et problem ”at afgrænse sig”. Typisk formuleres det indledningsvis ikke på den måde, men mere som et problem med ”ikke helt at trives”, ”ikke at kunne træffe klare beslutninger”, ”ikke vide hvad man skal”, ”ikke at kunne få parforholdet til at fungere” etc.. Igennem samtalen dukker det så op: ”Jeg vil gerne blive bedre til at afgrænse mig, og til at mærke hvem jeg er.

”I systemisk tænkning spiller afgrænsning en meget central rolle. Et levende system eksisterer alene igennem sin evne til at adskille sig fra sin omverden. En celle forbliver en celle, så længe den er i stand til at sortere og adskille det, den skal bruge, fra det som den ikke behøver. Et politisk parti eksisterer kun så længe, at der er en vis klarhed over, hvad det står for. En familie bliver til en sådan ved at definere, hvem der hører til og hvem der ikke er med.

Vi vælger med andre ord kontinuerligt ”hvad der hører til os”, og ”hvad der hører til udenfor”.

Barnets proces

Disse valg træffer vi bevidst og ubevidst igennem hele livet.Barnets proces fra at være spæd og til at blive voksen, kan vi også iagttage som et udviklingsforløb, der fungerer efter samme ide. Barnet søger kontinuerligt i små skridt at definere sig selv som en forskel til sine forældre og sine omgivelser.

Jeg kan afgrænse mig på mange måder: Igennem sprog, historier, påklædning, holdninger, adfærd, bevægelser, værdier, tilhørsforhold. Valgene sker igennem interaktion med min omverden. Selvtillid kan f.eks. iagttages som en klar og tydelig afgrænsning gjort uafhængigt af omverdenens forventningspres. Manglende selvtillid kan medføre et stort behov for at koble sig til et fællesskabs måde at definere sig selv på. Udviklingen fra barn til voksen præges undervejs af, at afgrænsningen gøres til genstand for et ydre forventningspres – f.eks. fra en forælder eller et bestemt gruppetilhørsforhold. En forventning som kan forfølge os resten af livet, hvis vi ikke bevidst søger ud af det.

Par

Hvis ethvert levende system fungerer igennem kontinuerlig afgrænsning, – så må det også være tilfældet for ”par”? Parret selekterer i forhold til den omverden, som det relaterer sig til. Gjorde det det ikke, ville det slet ikke eksistere! Den kulturelle forståelse bringer et sæt betingelser med sig: Troskab, kærlighed, accept, sex, fælles interesser, etc.. Disse fællesnormer spiller med, i måden vi vælger at afgrænse os på. Mange af disse kriterier for ”hvornår vi er et par” følger nærmest automatisk med: ”Når man er et par, så gør man sådan og sådan…”. Hos børn der leger med relationerne, kan man høre sætningen: ”Er vi så kærester nu?”. I den sætning ligger der en ”kode”, som vi alle sammen underforstået bør kende. I Parforholdet kan den ene eller begge efter kortere og længere tid opleve, at det er svært at afgrænse sig fra den anden. Det sker ofte i forbindelse med en følelse af, at accept betinges af en bestemt adfærd.

Familiefar og mand

Specielt mange mænd føler, at de skal ”levere en vare” for at gøre sig fortjent til kærlighed eller sex. I bestræbelserne på at få den accept, opstår der utilpashed og en følelse af manglende autenticitet. Det hænger naturligt sammen med den oplevede manglende overensstemmelse imellem de ydre krav, og det spontane eller indre behov for afgrænsning. En sådan uoverensstemmelse kan opleves som et tungt og belastende dilemma. Denne oplevelse er typisk et resultat af mandens egen konstruktion og syn på sig selv som ”Mand”, og det ansvar der følger med f.eks. at være ”familiefar”.

Når den ene eller den anden i et parforhold søger ”sidespring”, eller på anden måde bryder de regler, som der er blevet aftalt, sker det måske med intentionen om at afgrænse (mærke) sig selv? Reglerne og begrænsningerne imellem partnerne opleves som så omfattende, at måden at finde tilbage til sig selv på, skabes ved at bryde dem.

Skilsmisse

I forbindelse med skilsmisser er der mange enslydende fortællinger om, at man i den nye singlestatus søger tilbage til gamle venskaber og interesser. Vi søger det udgangspunkt, hvor vi sidst erindrer at have mærket os selv, uafhængigt af den måde, vi definerede os som ”par” på. Samtidig fører tab af et tilhørsforhold også til tab af identitet. Vi søger at fastholde ”den anden”, som en del af vores afgrænsning i forhold til omverdenen, også i mange år efter bruddet. Alene den historie vi bærer med os og fortæller om det brudte/ændrede forhold, medvirker til dette.

Hvordan bærer vi os så ad med at ændre måden, som vi afgrænser os selv på? Jeg tror ikke at der kan gives et standardsvar på det. Starten kan være, at gøre det bevidst igennem samtale. Ved bl.a. at undersøge hvordan vi fortæller historier om os selv, gå på opdagelse i vores sprog, holdninger, adfærd, værdier, tilhørsforhold, ja selv vores påklædning og måden vi bevæger os på, kan vi forandre os selv ved at søge en ny afgrænsning. For den om føler sig underlagt ”betingelser”, kan det være forløsende at genopfinde sin ”kerne” og frem for alt anerkende: Det der gør mig… til mig.

Del:
Share