Gør noget andet end du plejer!

Del:
Share

Hvis vi antager, at vi kontinuerligt skaber vores egen verden igennem den måde vi selekterer, klassificerer og strukturerer vores sansning på, så bliver den kompetence, hvormed jeg ændrer denne selektion temmelig vigtig?

Vi lærer fra barnsben af at tale et sprog. Med dette mener jeg ikke kun det at bruge og forstå ord, men også at bevæge sig på bestemte måder, og bruge vores sanser i overensstemmelse med det, der i vores kultur er acceptabelt og rigtigt.

Centralt i forståelsen af systemisk tænkning står betydningen af at selektere: ”Hvad hører med, og hvad hører ikke med?” Et levende system fungerer i kraft af sin evne til på forskellig måde at skabe denne selektion, og ikke mindst selv frembringe de midler og mekanismer, som foretager selektionen. Dette med at levende systemer kendetegnes ved ”selv at producere sig selv” har Biologerne Maturana og Varela givet navnet: Autopoiese.

Levende systemer betragtes i systemteorien som informativt lukkede. Det vil sige at de kan forstyrres igennem impulser udefra, og at de selv vælger, hvilke dele af disse forstyrrelser, som de giver betydning, med mindre at impulserne er så voldsomme, at de ødelægger systemet. Ofte benytter vi en kendt metafor som ”kærlighed” til at beskrive dette fænomen. Vi kan give invitationer, om kan føre til kærlighed, men at tvinge nogen til at elske, det går ikke. Du kan trække hesten til truget, men tvinge den til selv at drikke er ikke muligt.

Den direkte adgang til levende systemer er med andre ord lukket. Systemerne er autonome og kan kun inviteres til forandringer.Et system eksisterer sammen med sine omgivelser. Ja, vi kan sige at systemets omgivelser på sin egen paradokse vis også er en del af systemet, idet systemet jo netop kontinuerligt skaber sig selv igennem selektion i forhold til det, ”der er udenom”. Uden det ”ydre” heller intet ”indre”. Det betyder så også, at det, som systemet opfatter som ”det ydre”, også skabes igennem systemets egen selektion. Med andre ord skaber systemet såvel sig selv, som den verden det opfatter at være til i. Systemets eksistens betinges af denne kontinuerlige skelnen. Ophører den, lever systemet ikke længere.

Liv kendetegnes dermed ved forandring og bevægelse. Denne bevægelse, kan iagttages som forskellige måder at selektere på. ”At tilpasse sig” består i at vælge sådanne måder eller mønstre.

Hvad enten vi ser på enkeltpersoner eller organisationer, så bliver det interessant at undersøge hvordan der hele tiden skelnes i systemet. Reelt set er det ikke muligt for nogen udefra, at erkende denne skelnen, idet det som iagttageren ser, jo også underkastes valg af det iagttagende system.

Iagttageren ser med andre ord kun det, som han/hun ser efter, og ikke nødvendigvis eller blot sandsynligvis det, som sker. Vi ser ikke det, som vi ikke ser, men kan alene som i denne lille tankeøvelse, stille spørgsmålstegn ved, ”at vi ikke ser”. Undersøgelsen kommer derfor til at bestå i at støtte ”den anden” i sin egen opdagelse af egen måde at selektere på.

Metoden lyder enkel: Gør noget andet, end du plejer, og mærk i dig, om du kan fornemme en forskel. Der VIL være forskel, idet det vi GØR jo netop er det, som vi afgrænser os fra vores omverden igennem. Træk vejret anderledes! … Og din verden ændrer sig. Spænd af i din krop! … Og din verden ændrer sig. Gør noget andet til vigtigt, end det som du ellers anser for at være vigtigt! … Og din verden ændrer sig. ENHVER ændring i den måde du – bredt forstået – ”bevæger dig igennem livet på”, vil forandre både dig og din oplevelse af det, som omgiver dig. Som du bevæger dig, således favner du din verden.

Det kan være ganske vanskeligt at skabe grundlæggende forandringer i sin måde at sortere og selektere på. Vi fastholder os selv i de vaner og rutiner, som vi har lært. Det fungerer som et ganske nyttigt og energibesparende princip: På én gang giver det os tryghed og ro, og på samme tid låser det os i vores ønske om at skabe noget nyt.Hvad er det vi skal kunne, hvis vi vil gøre os bedre til at skabe forandringer for os selv?

  • Vi skal øge vores bevægelsesrepertoire. Både i det vi kalder for fysikken og i tanken.
  • Vi skal turde udfordre vores normer, domme, værdier og holdninger.
  • Vi skal motivere os til at vove det.
  • Vi skal fremme nysgerrighed overfor at forstå og undersøge alt i og omkring os.
  • Vi skal øve os i at sanse om muligt uden bevidst at selektere. Det kræver, at vi på en gang bevarer en nysgerrighed og dermed en vis spænding i vores bevægelser, Samtidig med at vi åbner op for at se, lytte, mærke, dufte, og bevæge. Det fungerer som i den kvalitet, der ligger i at kærtegne en krop: Er du for grov, mærker du intet, er du for afslappet ej heller noget. Du må aktivt bruge af dine fingerspidser, hvor du opmærksomt aktivt spænder af med en klar intention om at forstå og opdage, uden et behov for at forklare og sætte ord eller billeder på.
  • Vi skal søge de handlinger, som åbner flest muligheder.
  • Vi skal forstå, at den verden vi erkender, er en konsekvens af vores måde at leve og opleve på, og at den vil forandre sig med vores egen forandring.

Imens vi lykkes, vil vi opleve glimt af, at alt hænger sammen. At alt bevæger sig sammen. At det vi ser som adskilt, er adskilt af os selv igennem vores iagttagelse. At andre måder at se og opleve på er mulige – ja, de kan gøres utallige. At ansvarligheden og etikken opstår i denne frihed til at vælge. At erkendelse ikke nødvendigvis ligger i at forstå hvad noget ER, men snarere i at fornemme hvor noget mon kunne føre hen: Hvad mon noget GØR

Del:
Share