sandheden

Hvordan fungerer sandheden?

Del:
Share

Sandhed betyder krig. Den der påberåber sig sandheden om noget, vil uvilkårligt risikere at gøre alle andre til løgnere. Sandheden deler mennesker i dem der har ret, og dem der efter sigende har uret. Som jeg har beskrevet det i flere af mine andre artikler, kan det være ganske svært at definere, hvad ”noget” er for noget. Sandheden er ikke en ”ting”, som man kan tage og føle på. Jeg kan f.eks. ikke hænge sandheden op på en knage udenpå døren. Ind imellem kan man ellers få den fornemmelse, når nogen taler om ”at pakke sandheden ind”. Sandheden er et begreb, og forklares måske bedst som en betydning, vi giver en følelse.

”Jeg har fundet sandheden”, kunne en religiøs kristen sige til en muslim, som med det samme udbryder: ”Nej, det tror jeg ikke du har, JEG har fundet sandheden!”. Og der kan de stå overfor hinanden, og hver især påberåbe sig sin ret.Eller i bedste fald trække på skuldrene, og erkende at den ”anden” blot ikke har fundet den rigtige sandhed endnu, ”men hvis han blot bliver ved med at lede, så sker det nok.

”Også i retssalene søger vi sandheden. ”Det er uden berettiget tvivl bevist, at det var dig, som røvede banken!”. Til sandheden hører der altså også et bevis. ”Du blev set af 5 andre kunder i banken, og alle fortæller samstemmende, at det var dig, som truede bankassistent Jensen til at udlevere pengene”. Sandheden peger i dette tilfælde på en skyldig.

Det engelske ord for sandhed: Truth

– tilbage til begrebet tillid: Trust. Sandheden imellem to mennesker fungerer som et middel til at skabe tillid. Hvis jeg griber en ven i at fortælle en løgn, mister jeg en del af min tillid til vedkommende, med mindre jeg da lige forstår, hvorfor han var nødt til at fortælle denne løgn i den konkrete situation. De fleste har forståelse for, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at fortælle om alt, hvad man gør, og til hvem som helst. Når jeg hører en historie fortalt af en, som jeg har tillid til, så behøver jeg omvendt ikke beviser eller eksterne referencer for at tro på det. Min tillid er nok. Jeg er igennem min relation til ham overbevist om, at han fortæller mig sandheden, eller som minimum ikke skader mig, eller ringer mig i forlegenhed. Jeg anser ham for at være pålidelig og troværdig.

Sandheden skaber altså tillid, kræver ind imellem beviser når vi ikke har tilliden, og gør samtidig andre til løgnere og evt. til skyldige.

Sandheden ændrer sig.

De fleste mennesker vil nikke genkendende til det forhold, at vi op igennem vores opvækst og videre i vores voksne liv, ganske ofte indser, at hvad vi før mente, der var sandt, det ændrer sig. Ting bliver mere nuancerede. Nye perspektiver og nye erfaringer får os til at ændre opfattelse. Hvad der før var en ”sandhed”, bliver til en løgn. Videnskaben påpegede for 25 år siden at homoseksualitet var en psykisk sygdom, i dag betragtes det som helt normalt. For 60 år siden mente man at børn havde godt af at være i svøb, i dag ved vi, at det bedste er at stimulere og give dem bevægelsesfrihed. Hver eneste dag bliver adskillige ”sandheder” til ”løgne”. Typisk opstår sandheden på baggrund af, at en hypotese fungerer. En videnskabsmand opstiller en hypotese: Dvs. en antagelse om, at der er en vis sammenhæng imellem forskellige fænomener; og søger så igennem eksperimenter at vise, at denne sammenhæng ikke er der. Hvis hypotesen ikke lader sig modbevise, så antager han typisk, at han har fundet en ”sandhed”. Han kan beskrive, ”hvordan noget fungerer”, eller mere præcist: ”Hvordan noget tilsyneladende fungerer”.

Hvad er det, som har fået os til at kalde ”noget der fungerer” for ”en sandhed”? Og er det nyttigt?

I parsamtaler

-kan der ske det, at den ene har et behov for at den anden ”fortæller sandheden”. Med det menes der, at den anden fortæller, ”hvad han eller hun har lavet”. Dette kan f.eks. være formuleret som spørgsmålet: ”Har du haft en anden?”. Det vanskelige kan ligge i at blive overbevist om, at svaret så også udtrykker netop ”sandheden”. Hvis han svarer ”nej”, så kan det meget vel være, at hun fortsat er overbevist om, at det ikke passer. Svarer han ”ja”, udløser det med meget stor sandsynlighed yderligere spørgsmål med den intention at få ”hele sandheden at vide”. ”Elsker du hende?” ”Hvor ofte har du set hende?” ”Hvornår var det?” osv.. Og det vil stadig være uklart netop hvad der er hele sandheden.

Hvad vil vi bruge svarene til? Hvad er nytten?

For den, der føler sig bedraget, kan det være en befrielse at blive bekræftet i sin antagelse. Jalousi kan opleves som en forfærdelig følelse, og er ganske ofte knyttet sammen med skyldfølelse. ”Måske er det helt forkert af mig at være jaloux? Der er sikkert ingen grund til det?”.

En siger til mig i samtalens løb: ”Det er vigtigt at vide, om jeg har ret i min antagelse, og hvis han nu ikke har bedraget mig, så vil jeg ikke gå fra ham!”. Hvad er det, der i givet fald vil få hende til at forlade ham? At hun har haft negative følelser om sig selv, og følt sig selv skyldig, hver gang hun beskyldte ham for at have en anden?” (Skyld kan være en konsekvens af jagten på sandheden). ”At hun ikke længere kan stole på det, han siger?” ”At hun med hans detaljerede forklaring bedre kan vurdere, om hun stadig elsker ham, eller tro på at han elsker hende?” Det paradoksale i disse spørgsmål er, at den såkaldte sandhed ikke bringer hende tættere på at kunne svare på dem. Hvis hun har behov for at stille spørgsmålet, betyder det at tilliden, allerede inden hun kender svaret, ikke er, som hun ønsker det. Relationen i parforholdet fungerer ikke hensigtsmæssigt for dem begge.

At søge sandheden

-er at ville placere skylden. Skyldfølelse er lammende og søger bagud i årsager, svigt og problemer. Den bringer os ikke videre frem.

Frem for at gå på jagt efter sandheden, er det langt mere nyttigt at kigge efter, hvad der virker godt, og hvad der kan bringes til at fungere bedre i relationen imellem dem, og i det mønster som de hver især bruger. En tillidsrelation bygger på åbenhed, pålidelighed, rimelighed og kompetence. Svigter en eller flere af disse faktorer, så påvirker det hele tilliden. Med rimelighed mener jeg her, at tage sig af hinandens behov. Tillid kan genskabes, og det kan være en udfordrende opgave.

Udgangspunktet for den søgen må være et ønske om at ville hinanden. Uden det ønske, hjælper alverdens samtaler ikke.

Læs også:Heinz von Foerster og Bernhard Pörksen: ”Sandhed opfundet af en løgner”, Billesøe & Baltzer

Del:
Share