autopoietisk

Autopoietisk og selvreferende liv

Del:
Share

 I systemisk tankegang beskrives livet og det levende som autopoietisk – selvrefererende og selvskabende – af sig selv.

Det er centralt i systemisk teori, at beskrivelsen af noget ikke KAN være det, den beskriver. Fingeren, der peger, kan ikke være det, der peges på? Fortælleren kan ikke være sin historie?

Samme tankegang finder jeg i Tantra, og den spejles i Gautama Buddhas tanker, hvor den gøres væsentlig i forhold til at erkende psykologisk lidelse:

Lider jeg, når jeg f.eks. gør historien om “mig” sand?

Er det lidelsens ophav at identificere sig med sine tanker uden at få øje på, at de fungerer som illusioner?

At en tanke, der gøres “sand” fungerer som en “løgn”? (Hvilket herligt paradoks!)

Alfred Korzybsky´s kendte sætning: “Landkortet er ikke landskabet – Ordet er ikke tingen”, som dannede grundlag for bl.a Gestaltterapien, tager samme afsæt.

Kan en finger pege på sig selv?

Når jeg møder et absolut – som f.eks det i tredje linje af denne artikel, så vækker det min undren. Kan det virkelig være rigtigt, at der ikke findes en beskrivelse, der kan pege på sig selv? Et ord, som henviser til sig selv og ikke til noget andet?

Hvad med dette ord: “Et ord” .. eller bare: “ord”. DET ord kan pege på sig selv, afhængigt af, hvordan det læses. “Ord”… bruges på dansk både i flertalsformen og i ental.

Hvad med denne sætning: “Dette er en sætning”? – også her vil det være tilfældet.

Eller denne historie: “Dette er historien om en historie”….

Alle tre eksempler fungerer “selv-refererende”. De henviser til sig selv.

Min krop virker på samme måde. Ja alt levende.

Et frø bliver til et træ, der blomstrer og sætter frø, som bliver til et træ, som… osv.

Autopoietisk

I systemteorien er dette blevet samlet i et begreb, der gerne kaldes for “Autopoiese”: “Selvskabelse – af sig selv”

Jeg kan ikke tvinge en plante til at vokse. Den gør det af sig selv, hvis omgivelserne – dvs. det den interagerer med for at opretholde livet, “passer” til plantens måde at leve og bevæge sig på. Den lever autopoietisk.

Dette synes voldsomt interessant for mig. Kan det tænkes at alt i livet fungerer sådan?

Problem-orienteret?

Hvis et menneske kommer for at samtale om noget, hun kalder for et “problem”, så ville det være nærliggende at spørge ind til hvad problemet ER. Dvs. føre en samtale jeg vil kalde for enten “problem- eller løsningsorienteret”?

Problemer er der vel for at kunne/skulle løses? Eller hvad?

Hvis jeg kan “have” et problem, ejer jeg det så også? Kan jeg give det væk? Sælge det? Hvad gør det ved mig, at gøre et problem til en ting, jeg kan have?

Måske udtrykker ordet “problem” i stedet handling – altså bevægelse?

Hvis, det nu fungerer sådan, at det, jeg vil beskrive med ordet “et problem”, fungerer “autopoietisk” altså rekursivt på samme måde som livet selv, så vil det måske være meget mere relevant at se på “omgivelserne”, der “passer” til måden, “problemet” lever og vokser på?

Hvorfra og hvordan sørger omgivelserne f.eks. for næring?

En sådan samtale handler ikke om at “komme af med noget”, men om at iagttage bevægelse.

Metaforen kan være: At der sås et lille frø, og i de rette omgivelser med f.eks. en omhyggelig gartner – eller et fællesskab af gartnere – vokser “problemfrøet” meget hurtigt til et stort træ?

Noget af det spændende i den forbindelse vil være, at træet – i takt med at det vokser, langsomt og sikkert vil med-skabe sine egne “omgivelser”.

Der vil omkring det opstå et “miljø”, der mere og mere præges af “træet selv” – Dvs. også af de organismer der gerne lever i dets nærhed, formuldede blade og grene fra de forløbne år, skiftende lys og skygge igennem eget løv etc.

Træet skaber ikke bare “sig selv” – er ikke en “ting” – men vokser som et uendeligt komplekst, levende samfund der fungerer igennem en meget kompleks interaktion og kommunikation.

Sådanne omgivelser vil også kunne beskrives med ordene: “kontekst” eller “økologi”

Skaber “problemet” også sit eget miljø? – Det vil være nærliggende at undersøge.

KREATIVITET OG LYST

I dette ligger der måske også en meget vigtig nøgle til at forstå og erkende “kreativitet”? Herunder også hvorledes en ambition om at være i kontrol, fuldstændigt vil bremse kontakten til dertil?

Jeg ser “lyst” som ren kreativitet. Altså ikke “objektet for lyst” – en stræben efter noget eller nogen – men som livsimpulsen i mig. en autopoietisk bevægelse.

Kan jeg dræbe den? Blokere – f.eks. ved at placere mig i nogle omgivelser, hvor den har vanskelige kår? Kan jeg fremme den ved at nære den? – Hvordan`?

Hvis jeg ambitiøst VIL være kreativ og i lyst – synes det lysår væk. Det er som, hvis nogen vil trække i en plante for at få den til at vokse hurtigere. Det eneste, der sker ved det, vil være at den knækker eller rives op med rod.

Den skal gøre det selv, af sig selv.

LÆRING

Da jeg lærte at læse som 5 årig foregik det på samme måde. I begyndelsen blev der sået et frø, ved at min mor læste højt for mig. Bøgerne blev på den måde en kilde til oplevelse, spænding, hygge, en følelse af at blive set.

Meget hurtigt opstod impulsen til selv at kunne læse dem.

I takt med at jeg læste først simple bøger og lærte flere ord, gjorde hver nye ord mig i stand til at forstå andre ord, som igen førte til at jeg kunne sammensætte yderligere ord… og i løbet af relativt kort tid, var mit ordforråd eller “forståelses-potentiale” vokset kolossalt.

Det hele blev understøttet af et righoldigt hjemmebibliotek af børne- og ungdomsbøger, og meget hurtigt adgang og introduktion til det store offentlige bibliotek med bogbusser” etc…

Senere blev det lysende klart for mig, hvordan det fungerer: Jo flere nye ord jeg lærte, jo flere ord kunne jeg lære. Jeg vil beskrive det som en selvforstærkende ( autopoietisk ) eksponentiel udvikling, jeg i dag ser i al læring.

Centralt var igen omgivelserne. Mit børneværelse var plastret til med bøger. Jeg sparede op til årets bogudsalg af mine lommepenge. Jeg kunne lide at sidde for mig selv i ro og fordybelse.

..Og igen: Det var ikke styret af ambition eller kontrol. Der var ikke noget “mål” med det.

Del:
Share