kommunikation

Kommunikation og bevidsthed

Del:
Share

Denne artikel handler om kommunikation. Kommunikation som betingelsen for at en organisme kan opretholdes. Den er vanskelig at læse for de fleste mennesker. Måske kan det skydes at jeg er en skovl til at skrive og forklare? En anden mulighed er, at dette simpelthen er svært at forstå, fordi det tager fat i det helt basale i den systemiske teori: Hvorledes “form” opstår.

……….

Et fællesskab ER kommunikation

Et fællesskab eksisterer i kraft af kommunikation. Jeg vil gå så vidt som at beskrive ethvert fællesskab SOM kommunikation og intet andet.

De fleste vil tænke, at kommunikation foregår imellem “noget”. F.eks. som når to mennesker samtaler.

Imidlertid vil hvert af disse to mennesker som består af trilliarder af celler og bakterier, også fungere som komplekse fællesskaber, der holdes sammen af kommunikation. Ligesom hver eneste celle og bakterie fungerer i kraft af kommunikation.

Livet lever simpelthen som kommunikation, der sker af-sig-selv.

Virus og bakterier forstyrrer kommunikation

Senere års forskning i sygdomme af mange forskellig slags synes at bekræfte, at de meget ofte handler om at en organismes evne til at kommunikere forstyrres på en sådan måde, at den understøtter den uvelkomne virus eller bakterie i sin livscyklus, frem for primært at “passe på sig selv”.

Hvis jeg skal drage en parallel til større fællesskaber, så har det alle dage været af vital betydning for et godt forsvar, at have åbne, frie kommunikationslinjer. Moderne krigsførelse vi sætte ind med at forstyrre og forvrænge modstanderens kommunikation – eventuelt med at stoppe den helt.

En organisme, der ikke kan kommunikere, er ophørt med at eksistere som organisme.

Hvad betyder ordet ” Kommunikation “?

Det er helt basalt i systemteori at gøre sig overvejelser omkring, hvad kommunikation er og gør. Ordet har sin rod i det latinske “communis”: “At gøre fælles”.

Systemisk set beror al erkendelse på evnen til “at skelne”. Dvs. “at skabe en forskel”. Det er det, alle sanser i os kan. De sanser (skaber) simpelthen forskelle. I computersprog, ville dette svare til “Data”.

Hvis Data, skal gøres til “Information”, betyder det, at de skal gives forskellig betydning. Altså: “ at skelne den ene forskel fra en anden forskel” på en sådan måde, at det GØR en forskel.

F.eks. “Før så den sådan ud, nu ser den sådan ud => løb!”

At gøre betydningsforskelle fælles

Kommunikation betyder at gøre sådanne betydningsforskelle FÆLLES. Dvs. at kunne dele såvel data og betydning og ultimativt invitere til at handle/ bevæge

Hver gang, der kommunikeres, forandres verden igennem bevægelse, der bliver nye invitationer til at skelne. Kontinuerligt, simultant og ufatteligt komplekst.

Derfor bliver det også voldsomt vigtigt for enhver organisme (levende system) at kunne skelne lige netop på en sådan måde, at den holder sig selv bedst muligt i live.

Oversætte bevægelse derude, til bevægelse derinde

Det betyder med andre ord, at dets evne til at skelne fungerer som en sorteringsmekanisme, der oversætter forstyrrelser “derude” til information “derinde” – som igen leder til handlen/bevægelse og dermed såvel forstyrrelser både “derinde” og “derude.”

Et system kommunikerer på den måde “med sig selv” og bliver “autopoietisk” – dvs. selvskabende af-sig-selv i rekursiv bevægelse. Rekursivt, idet det kontinuerligt vil forstyrre sig selv, af sig selv, så længe det er i stand til at skelne.

Det indfører så at sige “resultatet” af sin skelnen, som forstyrrelse til endnu en skelnen, hvor resultatet igen gøres til forstyrrelse…osv

Hvordan kan kommunikation så forstyrres?

Den største forstyrrelse vil være:
At kommunikation udebliver.

Hvis den ophører helt, ophører systemet med at eksistere SOM system (omend intet “forsvinder”.) …(husk: Systemet er “sin” skelnen)
Læg her mærke til at: “ingen kommunikation, hvor kommunikation forventes” vil virke som en særlig voldsom forstyrrelse!

En anden måde at forstyrre den på vil være:

Ved at ændre hvad der kan skelnes og måden, der skelnes på.

Det kan ske på alle niveauer – Strukturelt og organisatorisk
Ved at standse den rekursive skelnen (reducere bevægeligheden)

Forstyrrelser kan også vedrøre:

Hvilke betydninger der KAN gives f.eks. igennem læring og erfaring.

Hvordan, der gives betydning til det, der sanses – F.eks. i tanker, følelser, budskaber, koder, handlinger – udvikling af kompetence.

Alt dette vil være strukturelt og organisatorisk bestemt af systemet – som vi afgrænser det i forhold til sine “omgivelser” . Dvs. vores “meta-skelnen”, som iagttagere af systemet.

At iagttage betyder at skelne

I denne forståelse/beskrivelse bliver al iagttagelse lig med skelnen, der leder til kommunikation og dermed handlen i det iagttagede system. Selv den mindst skelnen betyder en forstyrrelse også i det, som iagttages og dermed en ændring i såvel det, som i det system der iagttager.

Igennem iagttagelsen smelter det iagttagende system og det system, der iagttages, sammen til ET system!

Uden retning

Alt dette vil måske for mange mennesker fremstå som voldsomt komplekst og næsten uforståeligt?

Det er særligt svært, fordi det ikke fungerer lineært, ej heller cirkulært. Men: Rekursivt-simultant, hinsides retning.
Dvs, HVIS vi mener at se en retning i kommunikation, så skyldes det, at der skelnes sådan, at der skabes en “retning” (betydning).

Der vil være lige så lidt retning, som hvis et punkt i det tomme rum eksploderer. Før var der intet. NU, Bevæges ALT! … Og her har vi som iagttagere, så allerede skelnet imellem: “Før og nu”, “intet og alt”,”i”, “et”, “punkt”,”tomt”, “rum”, “eksploderer”, og “bevægelse”.

Nøglen til at forstå

Er det så væsentligt? JA … Det rummer simpelthen nøglen til forståelse af, hvordan vi kan beskrive at det levende opretholder sig selv, af-sig-selv SOM ren kommunikation.

Overordnet set vil jeg beskrive hele universet som ET levende system, forstået på den måde at al bevægelse i dette system, kan betragtes som skelnen og kommunikation. Det “hænger sammen på den måde”. Det vil blive en illusion, at vi lever isoleret fra dette univers. Vi ER det simpelthen. Igennem skelnen og dermed kommunikation vil vi skabe illusioner om sub-systemer, der alene som betragtning – fungerer “i sig selv”.

Måden vi skelner på her, er ved at iagttage kommunikation. “Kommunikation iagttager så at sige kommunikation”. Der skal skelnes for at iagttage skelnen.

Bevidsthed

Når to mennesker indleder en samtale, så “afgrænser de sig” som “et system”. Det betyder naturligvis ikke, at de ophører med at kommunikere med omverdenen.

Jeg vil beskrive det sådan, at hvis de fokuserer på hinanden, og derved lukker for at skelne “alt andet”, jo mere afgrænsede dvs. lukkede – vil de kunne beskrives som “system”.

Mødes de derimod med fuld opmærksomhed på såvel hinanden, det der sker i hver af dem, og det, der sker omkring dem – UDEN at lukke igennem et “fokus”, vil de “åbne for bevidsthed”.

Bevidsthed i denne beskrivelse, bliver at skelne imellem hvilket “niveau”, det er muligt for et givet levende system/fællesskab – at iagttage (skelne) måder, der skelnes på.

Opmærksomhed

Bevidsthed har således også forbindelse til fokus/opmærksomhed.

Er det f.eks. muligt for mig at iagttage hvordan, jeg bedømmer noget som rigtigt eller forkert?

Eller bare AT jeg bedømmer det / dvs. skelner, imens det sker? Kan dette “jeg” “se” (skelne), at det selv udtrykker en illusion SOM et “jeg”- dvs. en skelnen?

Jeg skriver her ikke om en intellektuel vurdering (det udtrykker en særlig skelnen), men om “iagttagelse” som sådan.

Bevidsthed bliver til et udtryk for “meta”-skelnen – ultimativt at se det “hele” på een gang, hvilket paradoksalt betyder kontinuerligt at SE/SANSE det helt basale vanvittigt enkle udgangspunkt.

En opfordring: Skeln!

Opfordringen som kan udtrykkes i sætningen: “Make a distinktion!”… “Skeln!”…

Følges den, vil det ske i “ingenting”. Som en streg, der sættes på et hvidt stykke papir.

Hvis det hvide er ingenting, vil vi som iagttagere kunne sige: “På den ene side” og “på den anden side”, ved at lade blikket glide over stregen.

På begge sider vil der stadig være ingenting: Det hvide papir. Indtil vi KALDER den ene side for “noget”. I det øjeblik får det “eksistens” for os, SOM dette noget, vi har benævnt: f.eks. “Lad os kalde den ene side for “lys”!”

Nu kunne vi tro, at der på den anden side pludselig er kommet “mørke”? Nej… På den anden side er der stadigvæk ingenting – det hvide papir i eksemplet her.

“Mørke” opstår ved at benævne en forskel til lys. Altså at skelne igen!

IKKE EN PROCES

Der ER intet…Og der skelnes!

BUM..punktet eksploderer.

Dette sker IKKE i en “proces”.

En proces har en start og en slutning.. en følge. I den sker der en transformation, fra noget til noget andet. “Ingenting” er ikke “noget”… “ingenting” kan ikke transformeres til “noget andet”. Intet ER simpelthen intet – og i intet skabes alt.

Del:
Share