Troværdighed
Hvad betyder det, at en tekst eller det sagte ord rummer troværdighed?
Troværdighed i det erfarede?
Hvis et menneske, der aldrig har siddet på en hest, vil beskrive for mig, hvordan det føles at ride og måske endda igennem det skrevne vil “lære mig” kunsten, så må jeg le.
Læser jeg en tekst – forfattet af en kvinde – der handler om, hvordan det er at være en mand, har jeg også svært ved at holde mine smilebånd afspændte.
Når den, der lever som single, eller går fra par-relation til par-relation, giver visdomsord fra sig om det holdbare parforhold, der forbliver “hot” hele livet, bliver det ikke bedre.
Disse reaktioner i mig, giver naturligvis anledning til at reflektere over mine egne skriverier. Er det overhovedet muligt at “overføre viden og erfaring” igennem det skrevne eller talte ord? Skal en tekst have troværdighed, og hvordan får den i givet fald det?
Eventyr og historier
For mig synes det umiddelbart klart, at jeg kan fortælle historier og eventyr om hvad som helst. Det kan være fornøjeligt både for mig, der skriver, og den der læser dem, hvis vedkommende altså igennem teksten føler sig inviteret ind i egen refleksion: Dvs. kan spejle sig i det, som læses. En spejling der fungerer som en mere eller mindre længerevarende identifikation med det, der skildres, og med det eller de mennesker som optræder i fortællingen. Derigennem skabes vel også en form for troværdighed ?
At låne en andens intellekt
Nu skriver jeg ikke for at “overføre” noget som helst. For mig er det tomme stykke papir/ den hvide skærm som at sidde med blødt æltet ler i mine hænder, eller stå i et rum med et stort tomt gulv. Det inviterer ind i bevægelse.
For mig fungerer det at læse en tekst, som for en stund at “låne en andens intellekt”. Jeg kan “afprøve” en måde at tænke på? Måske – hvis jeg slipper min skepsis – lade mig invitere ind i nye perspektiver?
At lade sig invitere
Det er essensen: At lade sig invitere? Og her kommer troværdighed måske i spil? Tager jeg imod invitationer fra enhver. Vil jeg deltage i alle fester? Skal vi i udgangspunktet kunne mødes i noget “fælles” – eller rækker det, at min nysgerrighed og undren simpelthen vækkes, ved at jeg “forstyrres” af noget, jeg ikke kender?
Kreativitet og sandhed
Handler al kreativitet om en iboende impuls til at dele og forbinde sig med…? Er den udtryk for den rene lyst?
Børn sprudler af den, hvis de får lov; indtil den er opdraget og uddannet ud af dem.
Den kan som lyst og kærlighed ikke forlanges eller kræves. Den er der “af sig selv”, hvor alle fordringer og ambitioner ophører.
“Sand” bliver en beskrivelse aldrig som andet end en beskrivelse. Historien af virkeligheden bliver ikke til den virkelighed, som beskrives. Heldigvis. Tænk hvis det at skrive “dynamit” var sprængfarligt og ikke måtte stå i samme sætning som “en tændt tændstik”!
Og så forventer vi alle alligevel en vis sandhedsværdi i den. Den skal korrespondere med det, som er erfaret eller erfares. Den skal “hænge sammen” med sig selv – hvilket betyder at den (helst) ikke må være selvmodsigende, med mindre den gør opmærksom på, at den kan opfattes sådan.
Dermed er jeg tilbage til indledningen og troværdighed.
Når jeg lytter og læser
Når jeg lytter eller læser åbent, lader jeg ordene virke, som jeg hører dem. De betyder, det som siges – og forstår jeg det ikke umiddelbart, hjælper det sjældent at tillægge dem min betydning. I stedet kan jeg spørge eller tænke: “Dette forstår jeg ikke”; og hvis det er et menneske, der sidder overfor mig, give udtryk for, at jeg gerne vil forstå – hvis, det ellers er det, som jeg vil.
Forstår jeg ikke det, jeg læser, forsøger jeg igen, hvis altså min nysgerrighed er blevet vagt. Det bliver den meget sjældent, hvis det skrevne handler om at fortælle mig, “hvad der er rigtigt”. – Eller jeg fornemmer at der ikke ligger- eller kan ligge erfaring bagved.
Den boblende lyst
Under det hele bobler lysten i mig. Den bedste måde for mig at beskrive, hvordan denne lyst udtrykker sig på, når jeg lytter og læser, vil være som at spørgsmålene: “Mon det også kunne fungere/være anderledes?” eller: “Hvis det nu er sådan…hvilke muligheder åbner det mon så for?” bliver stillet i mig med regelmæssige mellemrum.
At danse med …
Det handler for mig ikke om at være kritisk eller analytisk, men om at “danse med det, jeg læser eller lytter til”. Lidt som hvis nogen i fri dans inviterer mig til at møde sin hofte, så vil der være utallige muligheder for, hvordan jeg kan gøre det, og hvordan vi kan bevæge os sammen derfra.
Naturligvis vil der også være mange gange, hvor jeg slet ikke er åben for at danse, hellere vil bevæge mig anderledes, være stille, eller forblive i min egen lukkede cirkel.
læs evt. “hvordan fungerer sandheden?”