systemer

Systemer og deres læring

Del:
Share

Systemer – om vi henfører dem til levende organismer, samfund, kommunikationssystemer eller kultur kendetegnes ved at de “lærer”. Dvs. de tilpasser sig af-sig-selv til de omgivelser de afgrænser sig i forhold til.

… En måske lidt vanskelig tekst, der kan læses både langsomt og flere gange. Den opmærksomme læser vil muligvis kunne få øje på mange anvendelses-muligheder i denne måde at se livet og levende systemer på?

Systemer lærer

Et særligt kendetegn ved det, jeg kalder for “ levende systemer ” – dvs. alt fra celler, over individer til større økologiske sammenhænge og samfund – er at de kontinuerligt forandres og lærer.

Læringens funktion kan beskrives som at understøtte bedst mulig overlevelse i foranderlige omgivelser. En livsduelighed der i modsætning til den almindelige opfattelse sker igennem tilpasning og samarbejde og ikke i kraft af kamp og konkurrence.

Det gennemgående princip, som levende systemer følger i denne læring, vil jeg beskrive som “spejling”. Dette – uanset om den finder sted som “sex” og formering – eller som udvikling af nyttige kompetencer i bevægelse og skelnen.

Enhver, der har fulgt med i biologitimen, kender til den proces, som finder sted på celleniveau, hvor DNA molekyler kopieres i forbindelse med en lang række af cellens funktioner – herunder også i sammenhæng med cellens egen deling.

“At lege” tjener i forhold til at formidle nyttig handlen og adfærd i givne omgivelser, som måske den vigtigste måde at spejle på overhovedet?

Skal  levende systemer “lære”, betyder det at blive i stand til at reproducere en bestemt måde at skelne på og dermed – igennem denne bevægelse – afgrænse sig på en ny og/eller mere nyttig måde. “Nyttig” set i forhold til det samlede systems mulighed for selvopretholdelse.

Sex som læring

Når “sex” i et bredere perspektiv tilskrives den samme funktion, hænger det sammen med at kønnet formering – i modsætning til ukønnet deling – tilfører mange flere variationer til såvel en population som til den enkelte. Variationer der opstår igennem muligheden for at skifte partnere, og dermed øge beredskabet mod forandringer i omgivelserne og det deraf følgende behov for tilpasning.

Måden læring finder sted på, vil jeg beskrive i et system, der indeholder 4 elementer:

  • Skelnen
  • Spejling
  • Forstærkning (igennem gentagelse)
  • Belønning

At skelne

“At skelne” henviser til, at systemer eksisterer i kraft af deres evne til at adskille sig (definere sig) som adskilt fra sine omgivelser. Omgivelser der i øvrigt defineres af systemet selv.

Spejling

Spejlingen henviser til evnen til at kopiere adfærd – dvs. bevægelse, der er et udtryk for en sådan skelnen. Variation opstår igennem de afvigelser, der kan finde sted, når der kopieres.

Forstærkning

Forstærkningen peger på gentagelse og at systemet derigennem selv gør (eller gøres til) det, som kopieres. Et eksempel på dette kan beskrives som: “At den bedste måde at lære noget på, er selv at formidle det, som skal læres.”

Belønning

Belønningen består i opfyldelse af systemets basale behov. Dvs. den nytte spejlingen har og får for systemets evne til at opretholde sig selv og sin kontinuerlige forandring i takt med omgivelsernes bevægelse.

Hvad, der måske kan synes særligt interessant, er, at systemet selv “afgør”, hvad der skal spejles.

Denne “afgørelse” træffes i forhold til den samme “nytte” eller belønning: Opretholdelse af egen eksistens dvs. anerkendelse, og opfyldelse af øvrige behov som mad, drikke, søvn, hvile, nærhed, beskyttelse, sex etc.

Når jeg sætter “afgørelse” i citationstegn henviser det til, at denne naturligvis også hænger sammen med forandringer i det, der gøres til systemets “omgivelser”. Radikalt betragtet, kan jeg beskrive det som: At det ikke er muligt at afgøre, om det er omgivelserne eller systemet selv, der bestemmer nytten. Nytten “opstår” så at sige – af sig selv.

Del:
Share