sproget

sproget

Del:
Share

“Words were magic and have kept their magical power”. Denne sætning som Sigmund Freud citeres for – her i en forkortet udgave – handler om betydningen af sproget på måden jeg/vi bevæges på?

En invitation skal vel være klar?

Engang imellem møder jeg mennesker, der undrer sig over, at jeg kan gå op i, om jeg nu benytter det ene ord frem for det andet.

Har ord f.eks. overhovedet noget at gøre med en tantra? Hvis jeg med “en tantra” peger på en invitation til erkendt frihed, så vil de fleste nok kunne se, at det ikke er ligegyldigt, hvad eller hvordan noget siges eller skrives?

Det vil være ret ødelæggende for en fest, hvis invitationerne sender gæsterne til en forkert adresse?

For nyligt skrev en til mig i en kommentar på facebook: at “enhver vel viste hvad et samleje er” eller for den sags skyld “forskellen imellem en tantramassage og et elskovsmøde”. Jeg svarede ikke på den. Den gav anledning til denne refleksion.

Forståelsen af sproget kan deles op i kategorier

Hvis jeg kigger på den måde sprog – der naturligvis ikke kun består af ord, men også af fagter, udtryk, kontekst, mimik, grynt, lyde og attituder – forstås, så vil jeg dele det op 4 hovedkategorier:

Den 1. kategori

Gør sproget til noget, der direkte og gennemsigtigt repræsenterer “fakta” som de “findes”. Ordet “træ” er klart, utvetydigt og forståeligt med reference til reelle træer. En sådant syn på sproget vil betyde at sproget i sig selv først ændrer sig når realiteten ændrer sig. Forandringer i “virkeligheden” fører til forandringer i sproget, hvis der er behov for det.
Siger jeg “sex” ved alle altså hvad jeg taler om i denne antagelse.

Den 2. kategori

Ser sproget som noget, der repræsenterer virkeligheden. Virkeligheden er altså reelt der, og vi kan se på hvordan vi bedst sprogligt kan “pege” på den. I denne forståelse vil ords betydning og mening ofte være bestemt af tradition, og ved at se på strukturen i sproget, kan vi ændre det med henblik på at det kommer til at repræsentere “det som er” mere nuanceret end før. Moderne videnskab bygger på denne sprogforståelse.

Den 3. kategori

Som jeg f.eks. finder i Buddhistiske traditioner, udtrykker at sproget stiller sig i vejen for erkendelsen af “det, som er”. Altså at jeg ingen mulighed har for at erkende, så længe jeg er “fanget i betydninger og fortællinger”. I mange af mine tekster benytter jeg metaforen: “at billedet af en blomst – eller fortællingen om den  – ikke kan VÆRE blomsten, men alene noget der peger på den. Forveksler jeg pegefingeren med det, den peger på, ser jeg simpelthen ikke det, der er at se.

Meditation som praksis er udviklet i denne forståelse.

Den 4. kategori

(Og der kan sikkert laves flere) peger på at sproget ER realitet. Det ER virkeligheden. Nu bliver det måske vanskeligt? Betyder det, at jeg, hvis jeg siger “kop”, at ordet “kop” ER en kop? Naturligvis ikke. Det skal forstås sådan, at  sproget der anvendes, udtrykker handlinger og bevægelse. Det skaber kontekster, begivenheder og strukturer. De ville ikke eksistere, hvis de ikke var udtrykt på DEN måde men på en anden.

I sin yderste konsekvens: Hvis “jeg” betragtes som ren bevægelse eller interaktion/kommunikation, så forandrer sproget “mig” med sine ord og kropslige udtryk.

Altså “det som er”, der kaldes “Jesper”…. og som så ikke kan “være” som en ting, men udelukkende i ses i bevægelse og forandring?

At tale og skrive betyder at handle og bevæge, på linje med at slå søm i med en hammer, eller slå kolbøtter. (Læg lige mærke til det lille ord “slå” i de to sætninger 😉 )

For mig er det på ingen måde vigtigt eller relevant at gøre nogle af disse 4 kategorier mere “rigtige” end andre. De udtrykker iagttagelse og beskrivelse.

Forbandelser og magiske formler

I 1000-vis af år har ord i form af “forbandelser”, “besværgelser”, “velsignelser”, eller “magiske formularer” været alment anerkendte som meget kraftfulde. I dag vil de færreste vel stille spørgsmålstegn ved, HVOR meget et enkelt tweet fra en Præsident kan irritere og invitere ind i bevægelse over hele kloden?

Denne kraft ligger såmænd ikke i den sorte sværte på det hvide papir, men på den bevægelse de udtrykker, når de læses, høres eller udtales, og hvordan det sker.

Med ord kan man “binde” ind i intellektuelle “loops”, som det kan være meget vanskelige at komme ud af, hvis man ikke er bevidst om, hvordan de fungerer.

Ord er for mig simpelthen magiske. Jeg ser hvordan en sløset omgang med ord, eller manglende lyst til at fordybe sig i deres forføriske farlighed og vidunderlige skønhed breder sig.

Farlige er de ikke i sig selv, men i forhold til hvordan deres bevægelse mødes bevidst eller ubevidst.

“Måden” sproget bruges på bliver  vigtig

Mit intellekt benytter sig af ord. Samtaler har ord som et meget væsentlig medie. Jeg KAN sikkert ikke “sende” mening til noget menneske. Jeg må leve med, at vi hver især selv skaber denne “mening” i det, der høres?

MÅDEN, dette gøres på, er helt sammenflettet med hvilken bevidst indsigt, jeg har i forhold til mit eksterne og indre sprog. Mit intellekt virker i vidt omfang igennem ord og fortællinger.

Vil jeg slippe noget, kan jeg ikke gøre det igennem anstrengelse. Først og fremmest må jeg kunne se, AT jeg holder fast. Får jeg først øje på det, betyder “at slippe” : “At ophøre med at holde fast”… dvs. afspænde f.eks. i min hånd eller intellekt.

HVOR mange af de handlinger (eller den “handlen”) som gør det muligt for andre og os selv at se os som “nogen”, har ikke deres afsæt i ord og tænkning?

Del:
Share