Når kærlighed bliver til en studehandel
Jeg hører ofte sætningen ”at give sin kærlighed til nogen”, som udtryk for den ultimative varme og hengivne følelse, som vi kan føle i forhold til et andet menneske. Er dette overhovedet muligt? Kan jeg give ”kærlighed” væk?
I andre sammenhænge hører jeg om at ”have kærlighed” til nogen, på linje med ”at have en følelse af…” Spørgsmålet jeg stiller er, om kærlighed overhovedet fungerer som en følelse?
Hvis jeg kan ”have en følelse” så lyder det sprogligt nærliggende, at jeg kan ”give den væk”. Og vores praksis fortæller vel, at følelser ikke ”haves” men føles. Det er vel sådan, at det vi ”føler” nærmere er en kropslig sansning, som vi giver en betydning? Altså jeg mærker noget i kroppen, og giver det betydningen ”kærlighed”. Hvis jeg kan give kærlighed væk, kan jeg så også ”give min angst væk”? Eller min glæde?
Kan det ikke være lige meget om jeg nu HAR kærlighed eller FØLER kærlighed, og om jeg kan give den væk? I mine øjne har det stor betydning i forhold til, hvordan jeg forstår mine relationer til ikke blot mine nærmeste men til hele min omverden. Når den Kærlighed jeg taler om, kan ”gives”, så kan der også handles med den.
Vi taler derfor også om ”betinget” og ”ubetinget” kærlighed. Uanset om vi bruger det betingede eller det ubetingede, så handler det om ”betingelser”. At sætte adjektivet ”ubetinget” foran kærligheden ændrer altså ikke på ”betingetheden”, (betingelsen bliver at den gøres ”ubetinget”) og at vi har behovet for at gøre det, viser mig, at der måske er noget helt grundlæggende galt med den måde, som vi som hovedregel forstår kærlighed på? Kærlighed er blevet til en vare, som vi kan handle med.
”Giv mig din kærlighed, så får du min”. ”Når jeg oplever kærlighed fra dig, så har jeg også lyst til at være noget for dig”. ”Du er den eneste ene for mig… Og derfor forventer jeg også, at du ikke elsker andre end mig” … ”nåe jo… og naturligvis vores børn”.
Kærligheden udtrykkes i ”noget for noget” termer. Kærlighed gøres til afhængighed, og hvor kærlighed er et barn af frihed, så opstår og næres afhængighed af angst.
Når jeg gør kærlighed til en følelse, så slipper jeg også for ansvaret. Følelser kommer og går som skyer på himlen. Ja følelserne er end ikke en del af mig, lige så lidt som mine tanker er det. Jeg producerer dem, men ER dem ikke. Hvem ville f.eks. sige at en snedker ER sit skab, blot fordi han har frembragt det? Jeg er altså hverken mine tanker eller følelser, men en som tænker, føler, handler og bevæger mig.
Hvordan fungerer kærlighed så?
I min optik udtrykker ”kærlighed” en kvalitet i den måde, som vi handler på. Kærlighed fungerer med andre ord ikke som en følelse, men som en viljeshandling og giver sig til udtryk igennem intention. Dvs. en form for handlekraft der viser sig igennem retning, kvalitet og tydelighed i kommunikationen. Jeg kan omfavne min verden i kærlighed, idet jeg forbinder mig med alt omkring mig nysgerrigt, agtpågivende, med hengivelse og i respekt. At respektere betyder her, at jeg erkender, at jeg ikke ved… At jeg ikke tager ”den næste” eller ”det næste” for givet, men tværtimod indser, at jeg ikke forstår, og derfor ikke kan bedømme eller fordømme. At handle i kærlighed bliver derfor også at handle nysgerrigt, åbent og i frihed. Etiketten ”Kærlighed” kan jeg bruge om den måde at handle på, hvor jeg hverken tænker i hensigt eller ”ikke-hensigt”. Jeg søger intet for mig selv – føler blot med, uden at sætte ”navn” på det, som jeg føler. Kærligheden søger med andre ord kun sig selv. Hvorfor handle i kærlighed? … For at handle i kærlighed! Det fungerer som en god praksis.
I den forståelse må kærligheden omfatte alt, hvad jeg vender mig imod. Jeg kan ikke have kærlighed til nogen, og ikke til andre. I samme øjeblik det sker, bliver kærligheden et middel til at opnå noget for mig selv, og jeg er straks ude i en byttehandel igen. Enten handler jeg i kærlighed over for ALT og ALLE, eller jeg gør det slet ikke. Kærlighed gør jeg på den måde meget radikal.
Når jeg gør kærligheden til en kvalitet ved den måde, som jeg omfavner HELE min verden på, gør jeg den også til en del af mig selv. Ligesom jeg ikke ER mine handlinger, følelser og tanker, men ER den, som sanser, handler og tænker dem, så kan jeg også påtage mig ansvaret for at sanse, handle og tænke i kærlighed.
Naturelskere kender følelsen af at ”forbinde sig med naturen”. Du kan se kærligt på et træ, en blomst, et barn, en bil, den du bor sammen med, på dig selv ja på alt. Kærligheden har med DIG at gøre…Din måde at berøre på, og udtrykker ikke en kvalitet ved den eller det, som du interagerer med. På den måde afliver jeg også ideen som findes i mange parforhold med, at ”Hvis du (også) handler kærligt overfor en anden, så må det være fordi, jeg ikke er god nok?”
Jeg mødes ofte af det argument, at den måde at forstå kærlighed på, som jeg her beskriver, må føre til, at det er ligegyldigt, hvem jeg vælger at leve mit liv sammen med? Når vi gør kærligheden til en norm for, hvem vi vil leve sammen med, opstår der så ikke igen en handel? Hvis jeg vælger at leve sammen med dig, fordi ”der er noget i det for mig”, så må det uvilkårligt fungere som en studehandel? Studehandler kan være udmærkede, de har blot ikke meget med kærlighed at gøre. Det er heller ikke hvem som helst, jeg ønsker at gøre en handel med.
At leve sammen med et eller flere mennesker kræver tolerance, respekt, tillid, tryghed, og rummelighed, helt på linje med at skulle handle med nogen. Ofte udformes der i dette samliv skriftlige kontrakter – ægteskaber, -pagter og formuebegrænsninger – præcis som var det et leverandørforhold i erhvervslivet. Jeg vil hævde, at jo flere aftaler der skriftligt skal reguleres, jo mindre opleves tilliden imellem parterne.
At kærlighed ikke dur som norm for, hvem vi vil leve sammen med viser sig for eksempel også ved at mange forældre siger, at de elsker deres voksne børn højt, og alligevel ikke vil være helt vilde med at skulle bo tæt sammen med dem igen, og omvendt.
Kan kærlighed læres?
Hvis det nu hænger sådan sammen som beskrevet i det ovenstående, og jeg i mit liv oplever den ene studehandel efter den anden i kærlighedens navn, hvordan kommer jeg så ud af det? Jeg tror at skridtet tages ved at erfare mig selv som et sansende væsen og slippe identifikationen med mine følelser og tanker. Ved at leve i en praksis med at sidde stille, eller med en af de andre mange meditationsformer som findes, kommer jeg i kontakt med mig selv som den, der sanser og bevæger sig. Når tankestrømmen standser, ophører angst, bedømmelse og fordringer. Det skaber rum for kærlighed.