Handler systemisk tænkning om systemer?
Jeg støder igen og igen på det synspunkt, at systemisk tænkning handler om at se verden som systemer – dvs. at alt hvad der sker kan, skal eller bør iagttages som relationer. En familie består systemisk tænkt altså ikke af individerne i den, men af det som disse gør med hinanden og deres omgivelser? De opfører sig i fællesskab som en familie, og betragtes også derfor som noget sådan? Denne antagelse kan på overfladen se tillokkende ud, og ud fra dette perspektiv kan man udtænke mange nyttige interventionsmuligheder, hvis man vil invitere en given familie, en organisation eller enkeltperson til at fungere anderledes.
Relationer gøres til “ting”
Bagsiden af denne form for ”system tænkning” har jeg berørt i andre artikler: Hvis vi i ovenstående eksempel med familien er enige om, at denne i et ”systemisk perspektiv” ikke udgøres af dens medlemmer, men derimod af relationerne imellem dem, så har vi blot erstattet en enhed (familiemedlemmet) med andre enheder bestående af relationerne som vedkommende indgår med andre medlemmer og omgivelserne. Reelt set har vi alene øget kompleksiteten.
En relation kan ikke iagttages, den fungerer som noget, der ”bevæger sig imellem noget”, og ethvert forsøg på sprogligt at ville fange den ind igennem en etikette, vil øjeblikkeligt føre til at forståelsen for den forsvinder.
Som eksempel kan jeg tage to mennesker, Søren og Peter, der sammen oplever og nyder hinandens selskab. Søren udbryder: ”Ved du hvad Peter? Jeg betragter dig som min bedste ven, og det vi har som en ubrydeligt venskab”. I det øjeblik inviteres Peter til at forholde sig til sin egen ide om venskab” og begrebet ”ubrydelig”. Han kastes ind i en sammenligning imellem ”det som han oplever” og sin forestilling, som rummes i de to ord. For at gøre dette, må han altså ikke blot tænke over ”venskab” som ide, men også gå ud af sin oplevelse og omforme det, som han sanser med Søren til ord. Det som før ”var levende” – dvs. det som de sansede sammen – gøres til begreber og ord, og ethvert ord, måske bortset fra ordet ”ord”, henviser jo bekendt til ”noget andet” end sig selv. ”Ordet er ikke tingen, Landkortet er ikke landskabet” som Alfred Korzybsky så smukt formulerede det.
Enhver beskrivelse fjerner os fra forståelse
At ville beskrive eller forstå noget som ”relationer” eller ”systemer” øger vel således ikke forståelsen af det, som sker? Jeg vil postulere at enhver beskrivelse fjerner os fra forståelse. Det må, hvis vi fortsat skal være enige med Korzybskys berømte sætning, forholde sig sådan.
Iagttagelse af iagttagelse
”Systemisk tænkning” handler således ikke om at ”se verden i systemer” eller ”forstå relationer”. Systemisk tænkning udtrykker derimod noget, som synes meget vanskeligere at begribe. Nemlig: iagttagelse af iagttagelse.
Bag enhver iagttagelse synes der umiddelbart at befinde sig en iagttager. En som ser, hører, fornemmer, etc.. Som noget helt grundliggende i den systemiske tænkning, vil denne iagttager påvirke det, som iagttages. Iagttagelsen er med andre ord altid afhængig af betragteren. Vi ser ikke det, som vi ser, vi ser det, som vi ser efter.
Eksperimenter omkring sansning kan sågar påvise, at selv det, som vi sanser ikke behøver at have nogen sammenhæng til det, som vi tror ”der er derude”. Vi kan f.eks. tro at verden omkring os har bestemte farver, blot ved at surhedsgraden i vores tårer ændres en smule.
Den systemiske tænknings største fortjeneste er måske netop at have taget dette forhold op i forbindelse med kritik af mange såkaldte videnskabelige undersøgelser. I dag er det mere anerkendt at ”objektivitet” måske skal erstattes med et begreb som ”inter-subjektivitet”? Det målte afhænger af den, der måler, det der måles med, det der benyttes som reference, og hvad vi kan blive enige om må gælde.
At forstå forståelse
Vil jeg forstå, må jeg derfor gøre mig meget bevidst om, hvordan jeg selv påvirker min forståelse. Jeg må betragte mig selv som betragter. Betragte min betragtning.
Og her kommer det vanskelige: …. Det bliver altså betragtning som betragter betragtning.
Iagttagelse iagttager iagttagelse.
Betragteren bliver til sin betragtning.
Jægeren bliver til det jagede.
Tænkeren til tænkningen. Skaberen til skabelse.
Dette ”rekusive princip” (at noget defineres ved sig selv) genfinder vi overalt i naturen: Cellen producerer sig selv. Ja selv de mekanismer, som den benytter til at producere sig selv med, producerer den også selv. Dens ”eksistens” betinges af bevægelse og forandring. I det øjeblik den holder op, er den der ikke mere.
Giv slip!
Den der ønsker at udforske den systemiske tænkning, må give slip på tanken om at ”systemer” eksisterer. Nøglen til erkendelse ligger måske nærmere i at blive bevidst om, hvordan min erkendelse styres af ideer, formler, moral, sæder og skikke, opdragelse, begreber og etiketter. At jeg, når jeg mener at have forstået noget, sandsynligvis ikke har forstået en pind, og at den erkendelse, som ligger hinsides ethvert ord, beskrivelse og sprog ophæver skellet imellem ”det” og ”jeg”.
Systemisk tænkning trækker en direkte linje mange tusinde år tilbage til nogle af de første tantriske tekster, man kan finde. Det handler ikke om at være nysgerrig – idet der i din nysgerrighed ligger en stræben efter et svar, men om at (gen)finde den rene undren?