Dualismens opløsning

Del:
Share

I daglig omgang med hinanden og vores virkelighed, har vi en tendens til at skille verden i ”mig” og ”den”. Vi lærer det som børn, og denne betragtningsmåde forfølger os hele livet, hvis ikke vi ændrer på den. Der opstår med andre ord en ”dualisme” imellem, ”det jeg oplever” og, ”den der oplever”.

I samme ånd forstår vi f.eks. også andre sammenhænge. Tænk f.eks. på forestillingen om at der til et givet resultat, hører en given indsats? … Og forholder det sig nu også sådan? Lad mig tage udgangspunkt i et eksempel som de fleste mennesker kan relatere sig til: At elske. Uanset om vi taler om kærlighed i bred forstand eller om kærlighedsakten som elskov, så bliver det absurd, at se den som noget vi gør ”for at opnå et resultat”. Indsatsen bliver til resultatet og resultatet bliver til indsatsen. De flyder sammen, uden at den ene erstatter den anden. Det vi gør med hinanden udtrykker samtidig også det, som vi vil opnå. Nogle ville måske påstå, at vi i elskoven søger orgasmen? Hvis det var tilfældet, ville vi helt kunne undlade at elske med hinanden, og blot hver gang tilfredsstille os selv så hurtigt som muligt.

Lad mig tage et andet eksempel: At spille musik. Her må det blive lysende klart, at det er processen som frembringer tonerne, rytmerne og pauserne som også er ”målet”. Når vi er færdige med at spille, er de jo væk.

Verden er ikke derude?…………….Hvis vi anerkender, at vi igennem vores perception, med tilhørende tolkning og forestillingskraft løbende skaber vores egen verden, og overfører ovennævnte princip derpå, så kan vi opløse dualismen i forhold til al vores erkendelse. Verden er ikke ”derude” og jeg ”herinde”. Min løbende perception ER min verden, som en stadig forandrende skelnen og skabelse af nye indtryk og udtryk. Jo mere forfinet og ”følsomt” jeg kan omgå mine sansninger, og jo højere kvalitet jeg kan give mine bevægelser, jo mere nuanceret bliver min oplevelse. ”Verden” gøres i min bevægelse.

Resultat i indsats og indsats i resultat?…………..Tænk hvilken hvile og ro du kan opnå, ved ikke længere at skulle løbe efter et mål? Din løben bliver til målet. Du formår at gøre dig til et med det. Forskellen imellem dit mål og den indsats du yder ophæves. Om målet ligger uendeligt langt væk, eller om du ser dig selv lige midt i det, får ingen betydning. Det du gør forenes til dit resultat.

Fører denne måde at erkende på så til, at vi så slet ingen interesse har i at opnå noget? Hvis ”resultatet” gøres lig med indsatsen, er det så ikke ligegyldigt, om vi bliver ”færdige”, med det vi gør? Jeg tror, at vi her med fordel kan skelne imellem intention og ønske om resultat. For mig handler intention om retning for min bevægelse. Ordet ”Resultat” taler mere om målet for den. I dans, som på bedste vis illustrerer mellemmenneskelig interaktion og kommunikation, er en klar fornemmelse for retning meget vigtig. Hvis vi ikke hos vores dansepartnere kan aflæse intentionen med deres bevægelser, gøres dansen meget besværlig. Ønske om retning skaber jeg konstant i min bevægelse. Selv når jeg kører i bil, korrigerer jeg løbende retning på baggrund af min forestilling om, hvad der kan ske forude. Det hører ganske enkelt til at styre. Hvis min retning er klar, kommer det jeg ønsker mig af sig selv igennem min indsats. Overraskende bliver det, at i takt med at jeg igennem min indsats bliver mere og mere kompetent, så ændrer jeg også på mine forestillinger om, hvad der er muligt. Både valg af retning og ønske om resultat forandrer jeg, igennem det jeg gør.

Frygten for at vi gøres ”resultatløse” opstår, idet vi tror at alt gøres til indsats, og det der jo sker, er at resultat og indsats forenes.Mit ønske om f.eks. at skabe noget, komme et sted hen, eller opnå noget, ser jeg ikke som noget endegyldigt, hvorpå al min fokus ligger. Jeg skaber derimod opmærksomt og aktivt dette ønske, igen og igen i min måde at handle på. Løbende at forestille sig – og gøres sig til et med der, hvor jeg gerne vil hen – smelter sammen med, og i min bevægelse.

Del:
Share