Fungerer levende systemer igennem mønstre?
Jeg møder på mine kurser ofte den opfattelse, at f.eks. familier kan kommunikere i bestemte ”mønstre”, eller at klienters adfærd følger et mønster. Når vi taler om mønstre på den måde, kunne vi vel få den opfattelse, at de var udtryk for strukturer eller gentagelser, som enhver kunne iagttage, hvis vedkommende ville se efter dem? Pudsigt nok lykkes det ganske ofte også at overbevise andre om, at disse mønstre reelt findes. ”Prøv lige at se! Hver gang Moren gør sådan og sådan, så reagerer Faren sådan, og barnet trækker sig tilbage”…
Hvordan opstår ”Mønstre”? Vi kan antage, at alt hvad der sker i denne verden, grundlæggende ”bare sker”. I denne komplekse verden søger vi at skabe orden. En orden som tilvejebringes igennem selektion. Orden kan med andre ord forstås som reduktion af kompleksitet. Når nogen selekterer, træffes et valg. Formulerer vi dette valg som et bud, med ordet: ”Skeln!” (Make a distinction!) , så når vi ned til noget af det helt centrale i systemisk tankegang. Al vores erkendelse i denne verden bygger på vores evne til bevidst at skelne imellem det ene og det andet, og i denne proces simultan benævne denne skelnen med et ord, eller en følelse.:
Barnet ser for første gang et eller andet i sine omgivelser og kigger op på sin mor. Moren opfatter blikket som et kærligt spørgsmål, og siger straks: ”Det er din bamse”. I ren automatik forsøger barnet at gøre lyden efter… ”Bam” siger det efter utallige forsøg. Og moren roser sit dygtige barn med et ”NEJ hvor er du dygtig”… Vores lille menneske har nu lært at den ”forstyrrelse”, som i øvrigt føles behagelig at røre ved, er en ”Bam”. (Først senere går det op for barnet, at det ikke er en rigtig bamse, der jo i givet fald ville have ædt hende med hud og hår”). Næste gang det møder noget blødt og eftergiveligt, siger det også ”Bam”. Og så er Moren der igen og svarer: ”Nej det er ikke en Bamse, det er en kanin. … Og efter utallige forsøg ender ”kaninen” med at blive til ”Ninus”. Nu har vi sågar fået en sproglig skelnen ind i barnets erkendelse. Der er forskel på ”Ninus” og ”Bam”.
Orden opstår med andre ord igennem valg, dvs. selektion. Dette eller en række af disse valg kan betragtes som et mønster. Ikke nok med at vi træffer valg, vi kan også vælge, hvordan vi træffer bestemte valg. Og vi kan træffe såkaldte ”rekursive valg”, hvor valget så at sige føres ind i sig selv og gentages med sig selv som den forskel, der handles på. (Systemer som vi oplever som fraktale systemer, fungerer på den måde). Enhver selektionsmekanisme kan med andre ord iagttages som ”skabende orden”. Når vi opfinder nye selektionsmønstre, så forandrer vi vores erkendelse. Information skaber vi (for os selv) igennem vores selektionsmønster.
Hele Evolutionen kan ses som orden skabt igennem selektion. Richard Dawkins, videnskabsmanden og formidleren af forskning i Evolution, vil hævde at evolutionen ingen bestemt retning har. Grundprincippet i vores ”udvikling”, (som ligeså vel kan være ”afvikling”) fungerer igennem forandringer og et overskud af variationer, hvor ”valgene” træffes af en ”nytte” (overlevelse) i forhold til andre forandringer i den samme omverden. Når vi taler om ”levende systemer”, så eksisterer de alene ud fra denne evne til at selektere imellem, hvad der ”hører til”, og hvad der ikke ”hører til” sig selv. Helt nede på celleniveau kan vi genfinde dette princip.
Ethvert mønster udtrykker derfor et forsøg på at skabe orden. Mønstret skabes altså igennem at en iagttager selekterer og benævner. Med andre ord bliver ”mønstre” alene til en måde at kommunikere en OPLEVET orden på, og ikke til egenskaber ved den verden, som iagttages. Ordenen skabes igennem iagttagelsen, og denne orden siger grundlæggende kun noget om iagttageren og vedkommendes måde at se verden på (… hvordan han/hun reducerer kompleksitet).Når nogen fortæller mig, om mønster-diagnoser, eller forklarer mig om f.eks. konfliktmønstre, så lytter jeg nysgerrigt efter, for at forstå hvilke grundantagelser de derigennem afslører om sig SELV som iagttager, samtidig med, at jeg naturligvis prøver at sætte mig ind i den ”orden”, som de tilbyder mig. De mest spændende dialoger opstår typisk, hvor vi med brugen af kontingens, kan spørge … ”Mon det ikke også var muligt, at iagttage det på en helt anden måde?”Og netop dette spørgsmål kan vi så også underkaste ovenstående tekst: ”Kunne det ikke også fungere på en helt anden måde?”