Er eller gør?
Jeg iagttager, hvor ofte vi er optaget af at finde ud af, hvad noget ER Viden som noget konstant
Viden bliver defineret som noget konstant
Dette ER et bord… og hver gang vi undersøger det, ser vi efter de samme konstanter, som fortæller os at det er et bord. Selv i psykologi og lægevidenskab skal viden defineres som noget konstant. Dette ER en Autist. Dette ER kræft. ..og dog gør ALLE autister noget forskelligt, ligesom ALLE kræftpatienter gør noget forskelligt. Naturligvis kan det ses som noget ganske praktisk, at vi bliver enige om, hvad vi mener, når en siger ”Ræk mig lige et glas vand”, og som sådan kan disse faste definitioner fungere ganske effektivt i vores daglige kommunikation. Problemerne opstår, når vi forveksler navnene på tingene med tingene selv.Hvis nogen spørger mig om, hvad ”kærlighed” er? Hvad ansvar er? Eller hvad styring er? Så lader sådant et spørgsmål sig ikke umiddelbart besvare. Hvem kan definere ”Kærlighed”? De fleste vil imidlertid kunne svare på hvad kærlighed GØR (for dem).
Alt ses som forandring
Alt hvad jeg oplever igennem mit liv, vil jeg beskrive som forandring. At jeg overhovedet lever, fornemmer jeg igennem den bevægelse, som jeg kontinuerligt mærker overalt i min krop. Tænk på de gange, du samlede en lille ting op fra jorden, for med spjæt at give slip på det igen med udtrykket.. ”Uh… det er levende, det bevægede sig!”. Liv forbindes med bevægelse, og vores evne til at bevæges og bevæge os spiller ind på det vi erfarer og erkender.
Tempo og erkendelse
Fænomener som passerer hurtigt eller meget langsomt, opdager vi typisk slet ikke. Et spændende eksempel: Hvis vi filmer en plante over lang tid, og efterfølgende kører filmen hurtigt, vil vi på denne fremvisning kunne iagttage en organisme, som er i konstant bevægelse og tilpasning til sine omgivelser. Den forandrer sig hele tiden. I vores daglige iagttagelse ser vi ikke denne forandring hos planten… den ser relativt konstant ud, og netop på grund af denne tilsyneladende relative uforanderlighed tillægger vi heller ikke planten en særlig stor bevidsthed og evne til at ”tænke”. Dette er jo imidlertid blot et spørgsmål om forandringens hastighed. Idet vi med al sandsynlighed ville se anderledes på planter, hvis de forandrede og tilpassede sig i det hurtige filmtempo! Vores erkendelse bliver her påvirket at forandringens hastighed og vores egen. … Og planten ”er” jo stadig den samme! Med andre ord får den hastighed, hvormed vi selv forandrer os, måske meget stor betydning for, hvordan vi opfatter forandring omkring os? Når jeg forandrer mig, så forandrer min oplevelse af verden sig også. Hvilken en af de verdener ER så ”den rigtige”? Den før forandringen, eller den efter? Sikkert ingen af dem? Eller nærmere: Jeg vil ikke kunne udtale mig om det. Min egen bevægelse bliver så at sige den måde, jeg forstår min verden på. Gunn Engelsrud skriver det så fint i sin bog ”Hvad er Krop”: Vores måde at bevæge os på, bliver til måden vi omfavner vores verden på.
Viden som spørgsmål
Målestokken for vores viden og erkendelse forvandler sig fra at være ”det konstante” til at ske ”i forandring”. Viden udtrykkes ikke igennem det svar vi kan give (et svar er konstant), men derimod i det spørgsmål, som vi kan stille. Et spørgsmål udtrykker en distinktion… en forskel… en søgen… en nysgerrig bevægelse. Hvis vi fortæller hinanden hvad noget ER… Så begrænser vi i samme splitsekund vores forståelse. Hvis vi fortæller hinanden, hvad noget måske GØR?… ”gør” udtrykker en forandring… Så ser vi efter ændringen og øger vores erkendelse. Vi bevæger os væk fra konstruktion og imod ”at interagere”