En metalog om videnskab og tro
”Far, hvad er ”Videnskab””.”Det er et forklaringsprincip”
”Et forklaringsprincip? Ja, men hvad er det så, man vil forklare?”
”Igennem tiden er forskellige mennesker blevet enige med hinanden om, hvad der skal til, for at vi kan betragte noget som ”viden”, og den metode, som de i øvrigt løbende ændrer en lille smule på, kalder de for ”videnskab””.
”Far, Hvad er så Viden?”””Viden” kan du forstå som et andet forklaringsprincip. Det dækker over, at vi gerne vil forstå, hvordan alting fungerer.”
”Du mener, forstå hvorfor vi for eksempel er nysgerrige, eller hvorfor det gør ondt at slå sig?”
”Ja sådan kan du godt forklare det. De fleste er tilfredse med at få at vide, hvordan man gør det ene eller det andet, mens andre også er nysgerrige for at finde ud af, hvad det er, som gør at noget f.eks. virker bedre end noget andet.”
”Kan vi så være sikre på, at vi ved det?”
”Nej det er netop udfordringen. Vi starter som regel med at gøre os nogle forestillinger om, hvordan noget virker, og så forsøger vi t vise det med forsøg eller igennem en sammenhængende forklaring. Men selv om vi efter mange forsøg igen og igen har fået vores forestilling bekræftet, så skal der blot et nyt forsøg til, som viser noget andet, end det vi troede på, for at vi må lave om på vores forestilling eller ide. En dygtig videnskabsmand prøver derfor på, om han kan modbevise sin forestilling igennem forsøg og forklaringer.
”Vi kigger altså kun efter det, som vi tror, er sammenhængen?””Ja – Det fungerer lidt som, når du ikke kan finde dine nøgler, og så sætter dig ned og prøver at gætte dig frem til, hvor du har lagt dem, inden du leder efter dem”
”Videnskabsmænd er altså gode til at gætte?””De gode af dem, gætter ret godt – ja””Hmm – det lyder vanskeligt. Som om man i videnskab bygger forestillinger op på andre forestillinger, eller sammenhænge på sammenhænge?”
”Det er godt set! – Videnskab bygger hele tiden på noget, som vi har defineret som viden, og som vi synes fungerer godt. På den måde skaber vi en sammenhæng imellem tingene. Vi bruger et andet forklaringsprincip til at beskrive det: ”Kohærens”. Nogle gange opdager vi med nye forsøg, at der er nogle sammenhænge, som vi troede, at vi havde forstået, som vi nu ikke længere kan stå inde for; og så kan vi blive nødt til at forkaste en hel del af det, som vi før kaldte for ”viden”.”
”Men hvad nu, hvis vi ikke kan finde ud af at afprøve vores forestilling om, hvordan tingene hænger sammen, eller af hvordan vi skal modbevise dem?
Kan vi så sige, at vi ved noget?”
”Nej – Så kalder vi det for noget andet””Hvad kalder vi det?”
”Det kalder vi for ”at tro”.
Nogen kalder det også for ”håb”.”Som hvis jeg siger: ”Jeg tror at mine nøgler ligger under sengen?”
”Ja – og i det tilfælde kan du jo gå ind og kigge efter, om de også ligger der, og når du har kigget, ved du om det er tilfældet”.”Jeg tror altså eller ved? De kan ikke eksistere sammen?”
”Hmm – De har forestillingen om noget til fælles, men følger forskellige regler.”
”Hvordan regler?”
”Ja – hvis du kun vil tro på noget, så behøver du ikke at forsøge på at modbevise din tro. Hvis du vil hævde at vide noget, så prøver du på at modbevise det”.”Så når jeg kigger efter nøglerne under min seng, så er det for at modbevise min forestilling om at de ligger der?””Sådan kan du godt sige det. Når du har kigget, og fundet ud af at de ikke var der, må du i gang med at gætte igen”.
”Og hvad så hvis jeg ikke kiggede?”
”Så kunne du stadig sige, at du troede på, at de lå der.”
”Men på den måde holder troen jo op, når jeg ved det?”
”Sådan kunne vi godt formulere en regel. Og nogle gange kan det føles rigtigt trygt og rart at have noget at tro eller håbe på. ”
”Hvis jeg gerne vil blive ved med at tro på noget, fordi det er rart, skal jeg så ikke lade være med at bevise eller modbevise det?”
”Joe – det ville nok være en god ide!”