den krænkede

Den krænkede

Retten til at føle sig krænket

Den, der påberåber sig retten til at føle sig krænket, må nødvendigvis igennem sin kommunikation både skabe og fastholde en eller flere krænkere? Bliver den krænkede derved selv til en, der krænker?

At der finder krænkelser og overgreb sted over hele verden og mod alt levende er for mig uomtvisteligt. Det vil jeg overhovedet ikke sætte det mindste spørgsmålstegn ved. Det er forfærdeligt.

En fremmed og fjendsk verden?

Ser jeg mig som en “skib” der skal navigere i en verden, som grundliggende er fremmed og fjendsk, hvor det f.eks. kun er den “stærkeste”, der overlever, er det meget let at se sig som et “offer”. Det er ikke noget under, at den følelse opstår, hvis jeg ovenikøbet oplever at måtte frygte for mit liv, nedværdiges eller misbruges på den ene eller anden måde?

Ud af den angst opstår et behov for kontrol: En trang til at skabe forudsigelighed i det impulsive liv.

Et af midlerne dertil vil være skepsis og forbehold, og frem for alt et meget stærkt behov for at få mine fortællinger, bl.a den om at være et “offer” for livets omstændigheder til at “passe” med det, der sker om mig lige nu.

Et djævelsk spil for den krænkede

Det synes at være et nærmest djævelsk spil. En form for selvopfyldende profeti, der holder vand, hver gang nogen vil pege på, at der kunne være en anden mulighed end det, som jeg ser som værende “sandt” og “rigtigt”?

Den krænkede, føler sig endnu mere krænket, i det øjeblik der stilles en hypotese om, at det, der skaber lidelse lige nu, måske ikke er den hændelse, der skete for år tilbage, men erindringen om den. – Som den f.eks. giver sig udslag i vaner, bevægemønstre og genfortællinger?

Krænkelsen lever videre – af sig selv

Krænkelsen lever så at sige videre og stabiliseres, ved igen og igen at den krænkede fokuserer på nogen eller noget, der kan tolkes som “krænkere” eller “potentielle overgreb”. Livet bedømmes, vurderes og analyseres som (potentielt) krænkende.

Den krænkede og krænkeren “bindes” sammen. En binding der opretholdes, ved at der fortælles.

Det er hårdt, følsomt, bevægende og meget voldsomt at konfrontere sig med dette.

Identitet som ” den krænkede “

Hvis min identitet er bygget op omkring krænkelsen, hvad den meget ofte uvilkårligt vil være  – hvilket ofte gør det konkrete overgreb meget mere modbydeligt end det, der måske umiddelbart fandt sted i de “fysiske” handlinger (om der overhovedet kan skelnes der)? – så betyder udsigten til at “slippe” identifikationen med denne erindring, at komme til at stå “nøgen” uden længere at være “nogen”.

Måske endog med en ny fortælling om: “alle disse spildte år med krænkelsen som den, der stillede dagsordenen”? En følelse af at have “mistet noget”, eller “at lidelsen måske var unødvendig”?

Den krænkende adfærd gentages?

Nærmest paradoksalt bliver det, at den krænkede ubevidst måske kommer til at gentage den adfærd, som krænkeren havde?

Ved på den ene side at tildele sig selv en særlig “ret” igennem sin krænkelse til at “spotte krænkere” og på den anden side i denne “retfærdighedsfølelse” også at føle sig berettiget til at “hænge dem ud” eller at fordømme – måske endog “lade dem smage egen medicin” – gør han/hun sig selv til krænker.

Hvor mange krænkede drenge, bliver ikke selv til krænkere som voksne? Hvor mange krænkede kvinder? Midlerne er måske forskellige? Mønstre, der kan beskrives, ligner hinanden.

“Retten til at føle sig krænket” og ansvaret for at lytte

Desværre følger med “retten til at føle sig krænket” sjældent følelsen af et ansvar for at lytte. Alene det at åbne muligheden for, “at det kunne være anderledes”, bliver identitetstruende.

Måske er dette baggrunden for, at “tilgivelse” kan blive så nyttig?

Det, der tilgives, er ikke handlingerne, der fandt sted, men at “det var, som det var”. “Det skete – og det skal ikke længere definere mit liv.”

Lidt som hvis jeg metaforisk tænker, at et menneske kan dø i fred, når det føler sig tilgivet.

I dette tilfælde vil tilgivelsen omfavne den “identitet”, som krænkelsen førte til. Når den er tilgivet – ånder den ud af sig selv, og noget andet kan begynde.

At anerkende betyder ikke at “forstå” eller at acceptere

En anden måde at beskrive det på vil være at “anerkende” det. Anerkendelse kommer med indsigt og IKKE med forståelse eller accept.

Indsigt betyder for mig at SE hinsides bedømmelse. Bare SE.. “Ahhh sådan fungerer det!”  Lige som at have “indsigt i keramik”, f.eks. kan betyde at jeg kan dreje en potte og brænde den. Det gøres ikke med ord, men i handlen og ved at sanse.