Består systemer af helheder eller enheder?

Del:
Share

Blandt systemikere og i systemisk litteratur får man ofte det indtryk, at det giver mening at tale om ”mit system” og ”dit system”, når to mennesker mødes. Et eksempel kan være parforholdet, som vi kan fristes til at se sådan på. Efter min mening udspringer en sådan betragtning med baggrund i en analog forståelse af systemteorien. Det er ligeledes almindeligt at høre systemisk interesserede omtale systemisk tænkning, som det, at se på tingene ”i sin helhed”, frem for at se på enkeltdelene for sig. Ligesom de fleste er enige om, at det er relationerne, der spiller en vigtig rolle, når vi skal forstå ”levende systemer”, eller systemer i det hele taget. For mig er denne vinkel på Systemteorien (og praksis) uheldig. Den udtrykker en analog tilgang til verden, og kan også i vidt omfang findes i f.eks. Luhmanns tekster.

Hvad mange overser, er, at en ”helhed” er præcis ligeså meget en ”enhed” som enhver anden del af denne verden. Når vi arbejder med relationer, risikerer vi på samme måde at gøre disse til ”enheder”. Vi taler f.eks. om ”vores relationer”, som om de findes ”derude” et eller andet sted. Og det vi tænker på igennem den talemåde, er naturligvis de mennesker, som vi relaterer os til.

Et levende system er karakteriseret ved sin evne til kontinuerligt at selektere og skelne. Det hører til betingelserne for ”liv”, at vi kan iagttage denne funktion. ”Noget” bevæger sig, og er i forandring.Systemet ”ER” sin skelnen, eller bedre udtrykt: Systemer fungerer igennem deres evne til at skelne imellem det, der skal høre til, og det som ikke skal høre til. Ja al erkendelse fungerer også på den måde? Hvis denne funktion ophører, giver det ikke længere mening at tale om et ”system”. Når det ikke er muligt at iagttage et system, uden at påvirke det, skyldes det efter min mening, at vi ved at gå i forbindelse med det bliver en del af et nyt system, hvor vores egen interaktion og skelnen spiller med.

En relation kan ikke iagttages, idet den kontinuerligt skabes på ny. ”Der sker noget imellem os”. Når to mennesker mødes, skabes der derfor et helt nyt system, forstået som en forandret interaktion. Luhmanns bud på ”strukturel kobling”, hvor to systemer både kan bevare deres ”egenart” og samtidig indgå i et delvist fælles systemprojekt, bliver en uhensigtsmæssigt og analog måde at tænke ”systemisk” på.

Konsekvensen af at opfatte systemer alene som interageren og kommunikeren, set som handlinger, der finder sted i tid og rum, kan blive ganske vidtrækkende. For det første bliver vi konfronteret med en vanskelighed ved overhovedet at beskrive dem, idet vi hele tiden i vores forsøg på at beskrive, hvad de ER, dumper ned i ”enheds-” og ”helhedstankegangen” igen. Vores sprog fungerer med brugen af etiketter, som klæber godt. For det andet konfronteres vi med, at denne interageren eller kommunikeren med hinanden, i kraft af, at den hele tiden flyder, vanskeligt lader sig forklare uden at skulle ”fryse” den. Men samtidig får vi pludseligt forklaringen på, at vi som moderator, proceskonsulent, underviser, terapeut, samtalepartner etc. kan hjælpe: Hjælpen fungerer ved at vi GØR noget sammen, og dermed bliver vores evne til at skabe nyttige relationer, (som jo altså ikke kan ses ) helt central i det praktiske systemiske arbejde.

Del:
Share