At skabe virksomhed er ikke at sælge

At skabe virksomhed betyder noget andet end “at sælge”. “Salg” står for mange med egen virksomhed som et nødvendigt, ubehageligt onde. Måske er det ikke så mærkeligt?

At sælge seminarer

Det virker simpelthen ikke for mig “at sælge” introduktionskurser og -seminarer.

Jeg får øje på det, når jeg “dumper” ned i det hul, som så mange andre også falder i: At falbyde og anprise “varerne”, i håbet om at nogle finder dem attraktive nok at “vælge”.

Så mange gange i livet har jeg fået at vide, at jeg er “god til at sælge”. I virkeligheden er det noget helt andet end “at sælge”, jeg gør?

At skabe virksomhed

Det, som interesserer mig, er “at skabe virksomhed”. Det er noget helt andet.

“Virksomhed” betyder: At gøre noget sammen. “At virke sammen”.

Systemisk set vil en virksomhed altså “bestå” af, at vi er nogle mennesker, der har sammenfaldende interesser, erkendte behov og lyst til at mødes om dem og med hinanden.

Dens eksistens beror på måden, der relateres på, og hvem der relaterer. En måde der bl.a. også tiltrækker og selekterer “sine” medlemmer.

Den væsentligste forudsætning for denne relations-måde er villighed til at invitere og investere – også med penge – i det vi gør, på en sådan måde at alle finder “værdi” i dette fællesskab.

Det skal være tilstrækkeligt til at fællesskabet giver alle en fordel eller nytte i livet, i forhold til hvis fællesskabet ikke eksisterede, som det gør.

Hvad skal der til for at skabe virksomhed?

Altså må jeg undersøge, hvad der skal til, for at lysten til at relatere på en sund og varig måde opstår?

Herunder, hvordan fællesskabet på en bæredygtig måde både kan vokse, modne og vedligeholde sig selv, af sig selv?

Et fællesskab lever af en gensidig lyst til at bidrage til det. Det kan destabiliseres når nogen ensidigt vil bruge det for at hente noget ud af det.

Spændende er det i den sammenhæng, at iagttage, hvordan fællesskaber med-skaber sine egne omgivelser.

Hvad får mennesker til aktivt at søge et fællesskab?

Et måde at undersøge dette med “at relatere” på, herunder hvordan relationer indledes, vil være at se på, hvordan der “dates” og søges “kærester”? Hvordan og hvilke bliver til længerevarende, levedygtige relationer?

På en platform som “Tinder” søges “forbrug”. Den præsenterer billeder og beskrivelser af mennesker som varer, der kan vælges imellem.

Hvilke er de lækreste og mest prestigefyldte? Hvilke mon vil dække mine behov for tilfredsstillelse?

Et foto og en kort tekst er nok – så kan der “bladres” videre. Den, som “swiper”, ser igennem et filter af sit begær og behov, og ikke for at se et andet menneske, som det er

Noget mere varigt?

En varig relation søger ikke tilfredsstillelse af den enkelte men noget helt andet?

Et rum for omsorg og anerkendelse. At vi ser hinanden, og ser at vi ses uden den forstillelse og det maskespil, der føles så anstrengende.

En varig relation opretholdes ikke igennem krav eller en oplevelse af “nødvendighed”, men som noget naturligt eller organisk. Vi er ikke “bundet”, men “holder sammen” – eller “er i kontakt med hinanden”.

Respekt for at forskellighed er lige så vigtig som en klar, tydelig intention om at opretholde fællesskabet – også når det i perioder kan føles vanskeligt at finde ud af at danse sammen i en fælles takt, rytme og tempo.

En hjælpende relation?

Hvis fællesskabet primært søges for at blive brugt til at “få hjælp”, vil det ikke fungere godt. Hvis det derimod virker ved, at vi mødes i fælles undersøgelse, med det vi har af erfaringer, kompetencer, spontanitet og impuls – så kan der opstå det, jeg kalder for en “hjælpende relation”.

Der er i den måde at relatere på, ingen, der hjælper. Det hjælpende “opstår” ved, at vi bringer os selv i spil autentisk, uden maske, opmærksomt og indfølende. Vi bevæger os med hinanden, og kan takke hinanden for sammen “at kunne øve os” med hinanden – ofte med vidt forskellig kompetence til lige netop det, vi øver.

Ikke kunder der ser efter “et produkt”, men…

Hvis jeg overfører dette til til det at “skabe en virksomhed”, så vil de “kunder”, der kigger efter “et produkt” – om det er en “vare” eller en “ydelse” at forbruge til tilfredsstillelse af sine behov, ikke være særligt interessante.

Mennesker, der derimod er villige til at bevæge sig undersøgende med hinanden, og ser mødet som noget fælles der beror på at, vi er tydelige, åbne, kompetente, rimelige og pålidelige – og søger fælles takt, tempo og rytme – vil selv være opsøgende og ønske at være med.

Det eneste, de skal vide, er, at vi findes, er åbne for kontakt og har lyst til denne kontakt.

Disse tanker gør det også klart for mig, hvordan den irritation opstår, når jeg oplever mennesker, der mere kommer for at “købe” en vare end for at undersøge fællesskab?

Det er også de, som f.eks. starter “egen” konkurrerende virksomhed med et på papiret næsten enslydende indhold og budskab, uden noget andet hensyn til fællesskabet end at udnytte det i den sammenhæng og for egen vindings skyld?

Jeg ser det, når deltagere f.eks. mere er her for at finde en kæreste at “hente ud” af det, end for at bringe sig selv ind?

At der naturligt opstår nærende, tætte relationer imellem de enkelte i fællesskaber, er selvfølgelig klart. De kan være sunde for fællesskabet, hvis de da ikke afgrænser og isolerer sig og på den måde betinger måden, der ellers relateres på.

Hvordan fællesskaber opretholder sig af-sig-selv

Har du også interesse for at se mere på denne forskel imellem at “sælge” og “at skabe virksomhed”, så vil det, vi gør sammen på den “systemiske uddannelse” , måske være noget for dig at deltage i?

På det nye hold, der mødes den første gang i november, er der flere som vil dele den interesse. Dybest set er det kernen i den “systemiske tankegang”, at iagttage hvordan levende fællesskaber opretholder sig af-sig -selv. Det uanset om de består af to eller flere, og hvor længe de varer.