relationer

Relationer – Hvordan fungerer de?

Jeg har i mange år interesseret mig for relationer. Dvs. mere specifikt forbindelser imellem mennesker. Vi har det med at kategorisere dem med forskellige ”etiketter”: Bekendtskaber, venskaber, kammeratskab, elskere, koner, mænd, børn, kolleger osv. .

Relationer gives navne

Når vi klister mærkaten og navnet på, så er det for at kunne kommunikere til andre, hvordan vi relaterer os til den, som etiketten handler om. Sjovt nok går vi ud fra at vi alle er enige om, hvad vi så mener med disse forskellige benævnelser. Faren ved denne praksis er at vi får sat vores relationer i ”båse”, som ikke sådan lige er til at opløse igen.

Form og norm

Til hver ”form” hører der typisk en ”norm”. Der er noget man gør med kærester, som man f.eks. ikke gør med venner. Ligesom den fortrolighed, der opstår med en ven, vel ikke matcher den, som jeg har til en kollega? I min optik låser vi os selv med disse betegnelser. I det øjeblik vi hæfter en betegnelse på en relation, så ”fryser” vi den, og begynder at kommunikere om den på en bestemt måde.

Relationer gøres til genstande

Vi gør relationen til en ”genstand”, frem for at iagttage den i sin løbende forandring og proces. Det er som med kærlighed: Mange søger ”den eneste ene” – jagter genstanden for kærlighed og vil elskes, frem for at erkende, at det at elske kommer indefra. Det er en kunst, en færdighed, en handling som er villet, og som fungerer bedst igennem en klar intention.

Relationer udtrykker bevægelse

Relationer består af interaktion. Det er umuligt at vurdere hvilken kontakt to mennesker, der står side ved side har til hinanden, før end de begynder at kommunikere med hinanden. Vi aflæser med andre ord relationer igennem det, vi gør med hinanden. Måske kan jeg gå så vidt som at sige, at kvaliteten af vores relation afspejler sig i kvaliteten af vores interaktion. Når jeg benytter ordet ”interaktion” skyldes det, at kommunikation kan finde sted igennem mange andre medier end med ord.

Når mennesker knytter sig til hinanden, sker det igennem kontakt, samtale og berøring. Man gør noget sammen. At give denne ”handlen med hinanden” en titel, svarer metaforisk til at give et teaterstykke en titel. Det er praktisk og kan vække nysgerrighed, men titlen kan på ingen måde formidle det er foregår på scenen. Den eneste måde at opleve og forstå det på, er at være med – dvs. enten som en del af publikum, eller bedre endnu som deltager i stykket.

Fra bekendtskab til venskab?

Nogle gange mener vi at have fundet en ven eller en veninde. Overgangen fra ”bekendtskab” til ”venskab” sker flydende, og igen vurderer vi det på graden af fortrolighed, de fælles oplevelser, eller intensiteten, tilliden, intention og kvaliteten af samværet. Rytme og afstand spiller her en stor rolle i den måde nærheden opleves på.

Kan jeg lide mig, når jeg er sammen med dig?

”Jeg kan lide mig selv, når jeg er sammen med dig”. Alt hvad jeg sanser i denne verden er mig selv. Vi kan forledes til at tro, at vi sanser den anden, men huden som berøres er min, øret der hører er mit, og næsen som dufter, er også min. Min sansning, perception og forståelse tilhører mig, og skabes af mig. At kunne lide nogen, bliver derfor for mig: ”At kunne lide mig, når jeg er sammen med dig”. Overfor den, hvor vi føler os allermest afspændte og autentiske, opstår der varme følelser.

Vi kan få fornemmelsen af, at vores verden i øjeblikke smelter sammen, når det lykkes os at se og mærke hinanden uden at skulle tolke eller forstille os. – Vi føler en væren. Ren forståelse.

I samme åndedrag bliver det klart, hvorfor det kan føles smerteligt når kommunikationen pludselig forandres radikalt. Der kommer afstand. Man føler sig måske erkendt, men ikke anerkendt, og det mærkes som smerte.

Et sådant brud kan det tage lang tid at komme igennem, og selvom viljen skulle være der, bliver det ofte umuligt at genskabe kvaliteten i relationen.

Book tid til en systemisk samtale