Orden skabes for at bevare integritet
En organisme fungerer som “et orden-skabende system”, der kontinuerligt forandres. Al iagttagelse betinges af, hvordan iagttageren kan iagttage – dvs sanse, skabe betydning og handle.
Funktionen af denne orden er skabe illusionen om både adskillelse og form., og samtidig gøre det muligt at bevæge sig i integritet.
….
Den systemiske teori, -praksis og Tantra
Den systemiske teori og -praksis har meget til fælles med de klassiske Tantras. Begge er blevet til i intentionen om: “At iagttage naturen af det, som er”.
I det øjeblik en sådant ønske formuleres, følges det af spørgsmålet:
Er det overhovedet muligt for os at iagttage naturen, som den er?
… og videre:
Vil vi ikke i stedet iagttage, som vi er?
Er den måde, jeg iagttager på, betinget af, hvilke muligheder jeg har for overhovedet at sanse?
Det, jeg kalder for “mine sanser”, er ganske enkelt forskellige måder, hvorpå kroppen er i stand til at skabe forskelle og skelne på.
Funktionen af denne evne til at skelne er helt basalt at holde mig levende. I sidste ende at kunne “holde sammen” på mig som en organisme, der ikke umiddelbart integreres eller opløses i det, som ellers er.
….
En dråbe fedt i vand – skaber orden
Lad mig bruge eksemplet med en dråbe fedt i vand. Den eksisterer som noget, der afskiller sig fra vand ved i sin natur af sig selv at arrangere molekylerne i sin overflade således at de dele af dem, som afviser vand, altid vender “udad”. På den måde vil den eksistere som noget, der tilsyneladende – og kun tilsyneladende – er adskilt fra vandet, den flyder rundt i.
Den kan imidlertid ikke forblive med at være en sådan fedtdråbe uden dette vand. Vandet er lige så meget en betingelse for dens adskillelse fra det, som “den selv” er det.
Puttede jeg fedtdråben ned i olie, ville den ikke kunne holde sammen på sig selv.
Det, vi i eksemplet kan se som en grænse imellem vand og fedt, beror således på, hvordan fedt bevæger sig med vand – eller “forholder sig til vand”.
Iagttager vi nu en levende organisme, så vil det synes indlysende, at den må forholde sig uendeligt meget mere komplekst til….? .. Ja til hvad?… Til sine “omgivelser”?
“Har” den da sådanne omgivelser, eller ER den på samme måde som fedtdråben OGSÅ disse omgivelser?
Eksisterer den på nogen måde uafhængigt af det miljø, den befinder sig i, som den samtidig også selv indgår i og kontinuerligt bevæger? Ja kunne jeg skrive… og Nej vil være lige så sandt.
Den er hverken afhængig eller ikke afhængig – det betinges ganske enkelt, af hvordan den betragtes eller iagttages. Den kan udelukkende adskilles fra det, som ellers er, I kraft af noget andet, som igennem iagttagelse adskiller den fra det, som så gøres til “dens omgivelser?”
….
Grumset vand i en spand
Lad mig beskrive et eksempel.
Se ned i en spand med grumset vand! “Grumset vand er vel bare snavset vand” ville en iagttager nu sige.
“Nej“ siger en anden. “Hvad, du ser der, er et univers af partikler, bakterier, alger og livsformer, som du ikke kan forestille dig”! … Lad mig vise dig en smule af det under dette mikroskop!
Ved at ændre måden der kan skelnes på – ved hjælp af mikroskopet – forvandles vandet med et til at fremtræde som et komplekst univers! Og det er stadig betinget af, at der er noget/nogen som i kraft af denne måde at skelne på, iagttager – og dermed adskiller det på den måde, som vedkommende nu engang kan?
….
Fravær af iagttagelse? Er der så orden?
Hvad nu hvis vi så forestiller os, at der slet IKKE finder iagttagelse sted? At der ikke skelnes – og dermed ikke bevæges?
Ja så vil der intet være!
At iagttage er at skelne. Skelnes der ikke mere, vil al iagttagelse også ophøre.
Tilbage er “intet”… eller “det tomme” .. Det som må være hinsides skelnen – dvs. også beskrivelse, erfaring, sansning, etc…
At skelne kan beskrives som “bevægelse”.
Både at beskrive og læse dette er vanvittigt udfordrende for intellektet. Det er som at ville have sit ene øje til at se ind i sig selv, uden at bruge et spejl. ….Og alligevel kan du som læser måske fornemme eller ane, at der må være noget om det?
Din og min eksistens ER, at der skelnes.. Intet andet.
Den fornemmelse åbner for en fuldstændig anden måde at sanse, erfare og beskrive – Dvs. “skelne” – sig selv og alt, hvad der ellers er, på…
…..
Er Jesper nogen sinde “den samme”?
I dagligdagen har vi vel en ide om, at vi eksisterer, som den vi er, relativt uafhængigt af vores omgivelser?
Altså at “Jesper” er den samme “Jesper”, uanset hvor han færdes og sammen med hvem? Jesper er stadig “Jesper” uanset om han spiser grønkål eller fisk? Jesper kommunikerer og skelner på samme måde i samtaler, uanset hvem han samtaler med? .. osv..
Med andre ord: At der findes en Jesper! – en “form”?
I den radikale systemiske beskrivelse – som også kan ses i de klassiske Tantras f.eks. i Nagarjunas tekster, så findes Jesper alene betinget af “Jespers omgivelser”.
Hverken omgivelserne eller Jesper – har egen eksistens i sig selv.
Jeg og “mine omgivelser” er det “samme” … “Ingenting” eller “Kaos”..
Sproget kommer her til at stå i vejen. Jespers omgivelser er vel omkring ham?
Det er pointen! Der findes overhovedet ingen Jesper, adskilt fra de opgivelser han ses i, og hvis eksistens han er fuldstændig afhængig af – og samskabes med.
…
Rune?
Lad os sige, at jeg sidder i samtale overfor en mand. Han er ikke for mig en hvilken som helst mand. Han er “Rune”. Dvs, det er han jo ikke, “Rune” er det, jeg kalder ham.
Han bliver glad, hvis jeg husker at udtale den lyd, når vi mødes. Det gør jeg også. På den måde bekræfter vi hinanden i at “jeg kender ham i mig”.
Det kommer til at virke som et signal om, at jeg i det mindste kan huske ham. Det vil være vigtigt for Rune, at blive genkendt af “Jesper”, hvis har har tillagt mig en betydning i forhold til, hvordan han adskiller sig selv fra andre igennem bl.a. mig.
Når jeg siger, “at jeg kender Rune”, så betyder det, at jeg ser Rune på en anden måde, end jeg ville se en, som ikke er Rune. .. Ja basalt beskrevet en, jeg genkender med en anden lyd som hilsen.
Ikke bare “anderledes”.. Men anderledes på en særlig måde, som kun er den måde at se på, der opstår, når jeg lige netop sidder med Rune.
Dvs. Jeg har endnu ikke nogensinde før siddet med Rune, præcis som jeg sidder der lige nu. Det er helt unikt.
Jeg er en anden, end jeg var sidst, omgivelserne er ikke de samme som da, og jeg må gå ud fra at “Rune”.. som jeg jo mener sidder “overfor mig”, også må have erfaret noget andet, end det han havde, sidst vi mødtes?
Når vi skilles igen, vil vi begge også være “nye”.
Og alt det til trods, så genkender jeg Rune som Rune: “Den Rune jeg kender!”
….
Hvad betyder det “at kende”?
Ja hvad kender jeg?
Kender jeg Rune, eller skaber jeg genkendelse af ham i måden, JEG adskiller mig fra ham på?
Sidder jeg ikke i virkeligheden lige her og nu, og skaber en fornemmelse af at være MIG? – Altså “Jesper” – i mødet med det, jeg nu (også i mig ) gør til “Rune”?
Hvis jeg nu metaforisk antager, at jeg foran mig bare ser “noget”?
Uden hukommelse ville jeg ikke ane hvad eller hvem det var? Erindringen fungerer på den måde også som en “filter” eller et “mønster”, jeg sorterer alt det, jeg sanser igennem.
Det skaber “orden”!
Det er ikke sådan, at først kommer “jeg”, så mit filter, og så skabes orden, som et resultat af dette filter.
Nej … Måden der skelnes på: Den “Orden” ER mig, ER filtret. ER Rune for mig, ER alt andet her og nu.
Lige nu i dette møde altså en orden (system) i mig, som vil kaldes for “Rune”.
Det er et særligt filter som sorterer og skaber orden.. Måske nærmere en si?
Det, som kommer igennem den, er det, der skal til for at give mig en opfattelse af at være “Jesper” i mødet med Rune.
Resten bliver derude.. Eller nærmere: Det hele kommer ind, og kun en passende del tillægges betydning/orden.
Desværre er der ikke kontrol over denne si.
Den udfordres og bevæges kontinuerligt af det, som sker i dette møde.. OG alt det som ellers sker omkring “os”…
Jo mere kontrol, der søges over dette “ordensskabende”, jo strammere forøges sien at gøres.
Gives der afkald på kontrol… Så bevæges det derinde som det derude. Spontant og impulsivt, med ingen eller blot et minimum at orden?
Muligvis alene den “orden”, der skal til for blot at opretholde integriteten af at være levende…? Måske end ikke det men den rene “overgivelse” eller lyst?
Det svarer billedligt skrevet til, at der slet ingen “si” er – intet filter.
……
Opretholdelse af orden?
Ovennævnte beskrivelse er naturligvis blot en af mange mulige.
Hvis det, vi anser for at være os, fungerer som noget, der skaber en tilsyneladende orden, så vil enhver ændring i måden denne orden vedligeholdes på betyde, at vi forandres.
Tilsyneladende idet den vil være illusorisk i sin natur.
Du og jeg er i den beskrivelse, såvel ordensskabende i os selv, som kaotiske omgivelser for andre ordensskabende systemer…
En del af måden at opretholde orden på, kan være IKKE at ville forandres.
Det vil betyde kontinuerligt at “holde fast” i den orden, som en gang er lært og har vist sig nyttig i forhold til at bevæge sig i integritet.
Det vil jeg kalde for: “At tage sig/sit selv alvorligt”
Enhver større ændring i denne orden, vil da opleves som en trussel. Sådanne ændringer introduceres lettere, jo mere bevægelse der finder sted. Dvs. variationer og fremfor alt pludselige forstyrrelser vil i så fald opleves som meget farlige.
Er det derimod om væsentlig del af “det ordensskabende” at gøre den transparent?
Dvs. at iagttage hvordan såvel orden, som det ordensskabende ændres og hvornår? Så vil denne måde at skabe orden på, invitere til at skabe forstyrrelser og udvikle nye muligheder uden at gøre dem “sande”.
Det hele bliver lige muligt – lige illusorisk – og måske med forskellig nytte i forhold til forskellige forstyrrelser og bevægelse i integritet? Det ordensskabendes opfattelse af “sig selv” bliver afspændt, legende, lystent, kreativt… Altså som i: “Ikke at tage sig selv alvorligt”
….
Skabelse af orden, handler om integritet
Hvad gør, at der overhovedet etableres et ordens-skabende system, som kontinuerligt forandrer sig selv?
Ja det handler om integritet.
Orden er der for at fedtdråben vedbliver med at være en fedtdråbe og ikke bare opløses i intet eller kaos.
Det, vi kalder for en organisme opretholder en organisation eller “et system” i kontinuerligt interagerende bevægelse, læring og forandring i takt med de omgivelser, som skaber den – for at passe på sig selv: Altså forblive i live. Dette “selv” vil også inkludere det, der iagttages som sine omgivelser
Ja du læser rigtigt!
Det er omgivelserne og “organismen/systemet selv”, som skaber systemet. Ingen af de to har som nævnt tidligere egen eksistens uden “hinanden”.
…..
Smerte
Et meget klart signal for at integriteten af dette ordens-skabende system er i fare, kalder vi for “smerte”. Psykologisk- eller fysisk smerte opfattes samme “sted” i hjernen og har ens-lignende virkninger i hele kroppen.
Jo mere bevægeligt, det ordensskabende system virker, jo lettere har det ved at bevare sin integritet.
Det betyder, at der hurtigt findes (opfindes) nye måder at skabe orden og etablere integritet på. Bl.a. også ved at opfatte/registere/erkende: At ændringer “derinde” simultant betyder ændringer “derude”…
Enhver ændring håndteres indenfor dette system. Den kan gøres ved at forandre måden der skabes orden på.
F.eks ved at:
lære,
fortrænge ændringen/ forstyrrelsen ,
kategorisere den som “ikke væsentlig” eller “kendt”,
om muligt – at forhindre at den sker?
….
Kontrol
Den sidste mulighed vil pege på ambitionen om at kontrollere disse omgivelser, hvilket i sagens natur, i og med at det derinde ingen eksistens har uden det derude – også betyder, at organismen må kontrollere sig selv.
Kontrol betyder i denne sammenhæng at søge et ideal, undgå og forudsige fejl, og forebygge ændringer, der kan så tvivl om såvel forestillingen om det ønskede, som midlerne til at nå det.
Kontrol vender væk fra den umiddelbare kontakt og til det, som er… og fokus på det, som udelukkende skabes i en forestilling og fortælling.
At kontrol er illusorisk, så vidt at de spontane ændringer og den uforudsigelighed, som kendetegner alt levende, naturligvis permanent vil invitere i spænding og angst, siger nærmest sig selv.
I dette tilfælde ser organismen/systemet imidlertid anledningen til kontrollere, nødvendiggjort af at dets integritet føles truet.
Det vil lede ind i en spiral, hvor oplevelsen af, at kontrollen af det derude og det derinde ikke er mulig, paradoksalt nok vil få systemet til at søge mere kontrol.
Det er en følge af den stigende angst for, at det ikke er muligt at overleve som “systemet er” i de forandringer, som tilsyneladende i udgangspunktet erkendes som smerte?
Systemet eller identiteten ses som en fast, afgrænset form, der grundlæggende skal være ubevægelig trods omgivelsernes forandring.
………
Spiseforstyrrelse som et eksempel?
Et eksempel på dette kan måske iagttages ved spisevægring?
Forandringer i omgivelserne, som virker truende, søges håndteret ved at kontrollere kroppen. Herunder at blive god til at udholde smerte. Som f.eks. sult.
Det styres ved at fastholde et ideal, hvis eksistens og nytte der ikke stilles spørgsmål ved.
Da kontrollen ikke hjælper på det derude, idet disse forandringer forløber kaotisk, spontant og uforudsigeligt, vil kontrolindsatsen øges.
Måden, der søges at skabe orden på igennem kontrol, skaber med andre ord ikke den nytte, som forventes.
Uvillighed eller manglende formåen og vilje til at erkende idealets illusoriske karakter stiller sig i vejen for at lære og finde på nye muligheder.
Det synes ganske paradoksalt:
Organismen holder op med at spise i en intention om at overleve som form i nogle særlige omgivelser.
I samme bevægelse vil han/hun søge at ændre dem til at svare til sin forestilling om noget bedre end det, der sanses.
Da en fortælling ikke selv kan være det, den fortæller noget om! Vil forehavendet ikke lykkes!
Omgivelserne vil ændres uforudsigeligt, når den spisevægrende næsten holder op med at spise! Og ikke som han/hun ønsker sig det!
De ændringer i omgivelserne vil samtidig føre til en ikke ønsket ændring i det orden-skabende system – altså i vedkommende, som ikke vil spise. En forandring der ligger udenfor kontrol!
Dermed stiger den oplevede trussel imod vedkommendes integritet. Ønsket om kontrol forstærkes og fører igen til mere af den kontrollerende adfærd.
Et større skift i omgivelserne (som sker igennem den radikalt ændrede adfærd hos den spiseforstyrrede) vil altså alt andet lige blive en anledning til at udøve mere kontrol for at føle sig kompetent til at fastholde sig selv i en idealiseret “form”… og ikke “blive revet med”.
Evnen til at forblive i kontrol, bliver til det middel, der ses som integritet overfor alle de, “som vil noget andet end jeg”.