Kreativitet

Hvad vil det sige at være kreativ ? Udtrykker livet i sig selv kreativitet? Kan man være kreativ?

Det levende: Evnen til at forny sig – af sig selv

Undervejs i trafikken en morgen kom jeg til at tænke på et foredrag om bæredygtig skovdrift, jeg havde lyttet til. En forstmand beskrev, at en bøg typisk fældes når den er 140 år gammel (1) og at den reelt set kunne nå en alder på ca 250 år (!), før end den ville vælte eller simpelthen dø af alderdom.

Det slog det mig, at alle disse biler, som omgav mig, og alle de maskiner og forbrugsgoder vi producerer industrielt i det ene mere fancy design end det andet, ikke holder ret længe. Levetiden er relativt kort for alle disse “ting”. De fleste ender som skrammel, skrot eller forurenende røg og affald.  Det at producere dem udtrykker basalt set “ødelæggelse”.

Alene at benytte dette udtryk: “Levetid” – forekommer næsten absurd. De indeholder ikke den mindste smule “liv” nogen af dem.

Refleksionen bragte til at se, hvad det er, som gør det muligt for et træ at leve – hvis ellers ikke nogen vil “forbruge” og fælder det – i så mange år?

Et svar lyder meget enkelt: Evnen til at forny sig selv, af sig selv.

Kreativitet – at skabe sig selv, af sig selv?

Ikke alene sætter en bøg igennem 250 år måske milliarder af frø, hvoraf en brøkdel bliver til nye træer. Alle celler i bøgen “selv” (hvis jeg altså skal skelne der) fødes og dør kontinuerligt.

På alle niveauer i dette store træ, udtrykkes fornyelse, genskabelse, og denne forandrende bevægelse – i en helt udeleligt sammenspil med de omgivelser det står i – giver træet sin livskraft.

Det forholder sig på samme måde med du og jeg. Ja med alt levende. Og dog!

Kultur for at forhindre kreativitet?

Vores kultur trækker i en anden retning. Den skabes – med alle sine ritualer, vaner, værdier, normer, uddannelser, love, regler, ideologier og trosretninger og samlivs-former – for at forhindre fornyelse – af sig selv, for sig selv.

Kulturbærere ønsker ikke kreativitet “som sådan”, men måske en bestemt formidling af bestemte budskaber.

På den måde fremmes den intellektuelle død – og det sker ved at alle disse “elementer” i vores kultur, på trods af tilsyneladende forandringer i det “ydre”, gør måden vi tænker på temmelig stabil.

Ambition og mål fungerer uendeligt konservativt.

At forandre sig – af sig selv – har f.eks ( i min beskrivelse) overhovedet intet at gøre med at sætte sig mål, skabe visioner, og ambitiøst stræbe efter dem. Det virker tværtimod modsat. Alle disse mål og ideer om at “performe” hentes i erfaringen og de tillærte overbevisninger.

Ambitioner fungerer på den måde bagstræberisk og uendeligt konservativt.

Det skabende – eller selvskabelse – kommer af sig selv, når det ikke er villet eller forlanges.

Kreativitet i brusebadet

Kreativitet – også i denne forstand – opstår når der ingenting er, der stiller sig i vejen. Præcis som at de fleste ideer måske skabes i brusebadet, hvor vi slapper allermest af, uden at sove – og vel at mærke ikke synes, at vi har travlt med at blive færdige, skal nå noget, eller komme videre til det næste?

Det fungerer fuldstændigt som med lyst eller kærlighed. De ord peger også på “det, der ikke kan betinges”.

Den, der bestræber sig på at blive mere kærlig, lysten eller kreativ, har nok ikke fattet en bjælde – uanset hvor meget vedkommende ønsker sig, at det “kommer fra hjertet”?  😉

At lade sig flyde med floden…?

Opstår Kreativitet  intellektet , hvor alle sandheder erstattes med bevægelse, og det jeg kalder for “undren”? Når jeg ser, uden at ville se efter “noget” – men bare ser?

Dette udtrykker i så fald noget meget aktivt – hvis nu nogen skulle komme på den ide, at det har med passivitet at gøre?

En yndet metafor om livet udtrykker: “at lade sig flyde med floden, og ikke svømme imod den”. 
Nogen kalder det for “bare at være”.

Den har fået mange til at se det som: “At lade det ske, som sker, og ikke kæmpe imod!”.

Hvis jeg hoppede i en flod.

Hvis jeg nu afprøvede den bogstaveligt og hoppede i en brusende flod, ville jeg – helt af mig selv – som et udtryk for, at jeg er levende (og livet vil altså gerne forblive levende), særdeles aktivt holde mit hoved oven vande.
Jeg ville se til, igennem det, der var muligt, og i det virvar af vand jeg er i, at bevæge mig udenom de klipper jeg kunne slå mig ihjel på.
Måske finde ind de steder, hvor der var mere sikkert og smult vand?

En meget stor del af min chance for at overleve, ville være min bevægelighed, og evne til at se og sanse mest muligt undervejs i strømmen. Intet – absolut intet af dette – kunne jeg hente i mine værdier, moral, regler eller ambitioner. Måske ville vandfaldet være så højt og farligt, at jeg slog mig ihjel uanset?

Øves ved at gøre..

Den eneste måde at “øve det” på ville være at gøre det. Måske ikke hele tiden, men ganske jævnligt. Starte på et strækning, uden alt for store strømninger.

På et tidspunkt ville bevægeligheden jeg “får” – ved at gøre det – måske føre til at jeg ovenikøbet ville kunne lide det?

Floden – og jeg i den – ville,  uanset hvor bevægelig jeg er, være helt udenfor kontrol. Den er uforudsigelig, foranderlig og hele tiden ny.

Også den fornyer sig – af sig selv – for sig selv, og det magiske vil være, at det, at jeg hoppede i den, også ville være forandrende for den.

Vi ville være “en og samme bevægelse”.

For at blive metaforen en sidste gang, Så kan jeg reelt set måske ikke lade mig flyde med floden. I det øjeblik jeg gjorde det, ville floden og jeg være “et”? Hvis jeg i stedet så metaforen som:

“Se!

At du er som floden,

der flyder, strømmer, bobler og bruser!”

ville den måske give en helt anden invitation?

Læs evt en tankevækkende tekst – lidt om samme tema – i forlængelse af denne: Virkeligt og uvirkeligt?

Læs om vores systemiske terapi- og samtale uddannelse