Frihed og ansvar i parforholdet

Del:
Share

En god veninde sagde engang til mig om parforhold: ”De der er inde vil ud, og de der er ude vil ind”. Hendes udsagn var en kommentar til singlekulturen i al almindelighed og det høje antal skilsmisser som kendetegner det meste af den vestlige verden.

Det kan være svært at leve i et parforhold, og det rummer mange muligheder som ramme om et meningsfyldt liv. Vores liv er præget af nogle store dilemmaer. En stræben efter frihed på den ene side og en længsel efter mening på den anden. Mening skabes typisk for os igennem det at have ansvar for nogen eller noget; og dette ansvar begrænser i sin natur vores frihed. Det er i det modsætningsforhold paradokset opstår. Ansvar uden frihed opleves knusende og er i virkeligheden en umulighed. Hvis ikke jeg er fri i mine valg, men nogen eller noget påtvinger mig, hvordan jeg skal vælge, er det ikke muligt for mig at tage et ansvar.

Ansvarlighed indgår i beskrivelsen af en kærlighedsrelation. I parforholdet kan vi tage omsorg for hinanden. At have børn kræver stor ansvarlighed og opleves derfor også som særligt meningsfuldt af de fleste.

Hvordan finder man så balancen imellem frihed og ansvar i parforholdet?

Jeg tror ikke at der findes nogen ”recept” på det. Vi er forskellige og har forskellige behov. Prøv at betragte parforholdet som et system der indeholder to elementer. To mennesker, som hver især søger egen overlevelse og har egne ønsker og drømme. Tilsammen udgør de endnu et system: Parret. Dette system vil opleves forskelligt alt efter af hvem og hvorfra det bliver betragtet. Set udefra er det en enhed. ”Lis og Christian” er et ”DE”… når man spørger de ”fælles” venner. ”Lis og Christian” er et ”Vi” hvis vi spørger henholdsvis Lis eller Christian. Dette ”De” eller ”Vi” kommunikerer med omverdenen igennem handlinger og ritualer. Indretning af det fælles hus, bilen, fælles børn, fælles rejser, ”det at gøre ting sammen”, familiefotos etc. er alt sammen måder at fortælle omgivelserne på at ”her er der et VI”. Vi får venner sammen … andre par. Helt typisk sker der det, at hvis kvinden før havde mandlige venner og manden kvindelige venner, så tyndes der ud i dem af ”det modsatte køn”. Vi ́et stabiliseres. Kulturelt betingede regler og normer spiller også en stor rolle i denne stabilisering.

Det er en ressource for parforhold at være i stand til at stabilisere sig som par igennem relationer til andre, og det rummer samtidig en fare for at den enkelte ”mister” sig selv… at friheden helt forsvinder.

Det sker i øvrigt ofte for mennesker som opløser et parforhold, at de ”fælles venner” kun eksisterede som ”fælles”. Enten var den ene i ”venneparret” ven med en af parterne, eller også eksisterer venskabet alene i kraft af, at der var 4 til at danne relationen.

Forestil dig en velcrolukning som besidder en stor klæbekraft. Den består af to sider, som på den ene side er meget forskellige, og på den anden side er i stand til at tilpasse sig hinanden. ”Toppene” er fleksible og kan gribe ind i hinanden. Billedet kan tjene som en metafor på et velfungerende parforhold: Vi skal på den ene side være forskellige… To ens sider i et Velcrobånd kan ikke klæbe til hinanden! … Og på den anden side skal vi være i stand til at tilpasse os vores forskelligheder.

Jeg hører ofte par udtrykke ”at de er gledet fra hinanden”. Ofte tror jeg at det modsatte har været tilfældet: Nemlig at de er blevet for ens. Og på jo flere områder i livet vi bliver ens, jo mindre klæbekraft er der i forholdet. Det er som eksemplerne med forskelle. Det er kun forskellene vi ser hos hinanden. Er de der ikke længere, så ser vi intet!

Jeg kan også udtrykke det på den måde, at vi skal sørge for at vedligeholde et JEG – VI – DU i vores relation. Tre systemer som hver især skal plejes og have næring. Viet skabes af JEG og DU (set fra begge sider) og opstår igennem forskelligheden og tilpasningsevnen. Denne tilpasningsevne trænes ved at forsøge at iagttage ”os selv” (hvilket principielt ikke er muligt). Par, som på mange forskellige måder øver sig i at ”se sig selv udefra” og derved få øje på fasttrampede mønstre, har lettere ved at ændre adfærd og afprøve nye måder at tilpasse sig til hinanden på. Samtidig skal vi være meget opmærksomme på hver især at udvikle vores egen identitet som hele mennesker.

Mennesker som kommer ud af en skilsmisse udtrykker ofte en lettelse i forhold til at de pludselig kan genoptage gamle venskaber igen, som ikke kunne trives i perioden med parforhold. Måske ”tillod” partneren det ikke, eller han/hun kunne blot ikke lide vennen. Parret har måske ”låst” hinanden i gensidig angst for at miste (hvis det f.eks. drejer sig om at have venner af modsatte køn) eller ved ”ikke at ville dele” den anden med andre. Vi kan ikke dele noget med nogen, med mindre vi ”ejer” det. At være ”ejet” betyder fravær af sin grundlæggende frihed og dermed, som nævnt ovenfor også det totale tab af ansvarlighed for relationen. En relation som lykkes, præges af at vi giver hinanden helt fri. På samme måde, som vi gør det i det gode venskab.

Del:
Share