Resonans? – Min chef ser mig overhovedet ikke!

Jeg husker, at jeg for en del år siden fik adgang til et såkaldt “resonans -dødt” rum. Et såkaldt ekkofrit kammer. Det blev brugt til at teste højtalere og mikrofoner i – også høreapparater. Alle overflader var beklædte med materialer, formet i profiler, som absorberede op til 99,99% af al den lyd, som kommer fra omgivelserne.

Det var en meget ubehagelig oplevelse. Efter kort tid følte jeg det kvalmende, trykkende og måtte gå ud for ikke at blive svimmel.

Når jeg sagde noget, var det eneste jeg kunne “høre”, nærmest en følelse af vibrationer i mine knogler. Jeg hørte mig indefra. Fuldstændigt uden at omgivelserne gav en akustisk resonans. Luften føltes tung. Det var som om stilheden nærmest føltes klæbende.

Resonans som livsbetingelse.

En levende organisme kan kun eksistere igennem resonans. Uden den vil der ikke være noget udveksling, ingen bevægelse intet at sanse. Resonans peger på at “noget (eller nogen) svarer”.

Al kommunikation fungerer sådan. Celler, muskler, nerver, bevægelse, emotioner, hukommelse, vibrerer med hinanden og omgivelserne i forskellige puls, rytmer, takt og tempi i myriader af feed-forward/ feed-back loops.

Det er umuligt at adskille input fra output!

Det er sådan, vi orienterer os internt og eksternt opfatter, bevæger, korrigerer, foregriber. Vi vender aldrig tilbage til en “tilstand”, som har været der før:
Enhver respons ændrer det, der responderes på.

Ekkoet i Alperne

Jeg kommer til at tænke på de gange, jeg på de elskede vandretur i Alperne, har råbt ud over Bjergene. Ekkoet der vender tilbage er anderledes end det råb, jeg sender ud.

Jeg kan ikke iagttage noget som helst uden denne resonans. Mister jeg den, vil jeg lide, indtil jeg dør af dens fravær. Lidelsen beror på: At jeg KUN mærker mig selv.

Social og emotionel respons og resonans

Når, jeg siger noget til et menneske uden at få respons, så skaber det øjeblikkelig en underlig følelse.

Sagde jeg overhovedet noget?

Er jeg her?
Er han?

Du kender det sikker godt!?

Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, så er det mennesker der siger, at de er okay med mig, og samtidig ignorerer mig.
Dvs. at de overhovedet ikke responderer på det, jeg siger eller gør.
Vi kalder det at “være fornærmet” eller at “bære nag”.

Det virker voldsomt ubehageligt, egentlig som en form for vold!

At anerkende er det stik modsatte. Det peger på: Tydeligt at vise at jeg sanser og bevæges af et andet levende væsens bevægelser OG at se eller mærke, at det reflekteres tilbage.

Absurditeten i “det afgrænsede selv”

Mødes jeg med et menneske i en massage eller en samtale, og vedkommende ligger/sidder resonans-død og passiv, så kommer ubehaget krybende.

Bagefter kan han/hun så sige: “Det var en dejlig oplevelse!” – og på den måde vise mig endnu engang, at det var “det oplevede”, som var vigtigt, og ikke det menneske, som berørte og mødte.

Jeg har meget svært ved at forstå, at så mange mennesker hårdnakket fastholder, at de er afgrænsede fra andre mennesker, og skal/vil lære at sætte- og passe på- deres grænser?

Som jeg ser det – og måske alle dage har gjort – er min eksistens fuldstændigt sammenflettet med alt det, som er omkring mig og som forandres konstant.

Det er 100% grænseløst.

At arbejde på “sig selv” og “selvudvikle” svarer meget godt til besøget i det ekko-frie rum.

Der udvikles også mikrofoner og lydgivere ved kun at fokusere på kilden uden forstyrrende refleksioner fra omgivelserne!

Integritet er koblet på resonans

Det er endda umuligt at passe på- og holde mig i live, hvis jeg lukker grænsen, og kun åbner den efter en forhandling.

Som om jeg kan afgøre hvilken resonans, der “må bevæge mig” eller ej.

Når børn og voksne kan blive SÅ optagede af SO-ME? Mon det så handler om, at de søger resonans der? “Noget at spejle sig i” – i et samfund, der har alt for travlt med at afgrænse, vurdere, og præstere?

Jeg bliver mere og mere glad for det fællesskab, vi mødes i på Mahamudrainstitut, hvor vi virkelig kan undersøge, hvad det gør, når vi bliver “som ekkoer” og skaber resonans for hinanden. Det er intimt, sanseligt, emotionelt, selvopløsende og kærligt. Frem for alt gør det os meget levende ! 😍