Levende – føler du dig levende?

Føler du dig levende, eller er det som om, at du er ved at segne under stress?
Hvad er det, som gør den systemiske praksis så fundamentalt anderledes i forhold til at leve med mindre lidelse og stress?

Hvordan kan det være, at den ikke er mere udbredt blandt mennesker som lever af at lede andre mennesker og/eller at bistå med hjælp og støtte, når livet føles svært?

Jeg tror, at det hænger sammen med, at den inviterer til en anden MÅDE at tænke og iagttage på, end den måde, de fleste af os har lært og praktiserer hver dag.

De fleste terapeutiske retninger, og ledelsesfilosofier, har det til fælles, at de ser virkeligheden, som noget, vi oplever. Altså at der er os og “vores virkelighed”, som vi kan se på forskellige måder.
Virkeligheden er altså den samme, vi kan blot lære at iagttage den anderledes.

I den beskrivelse går vi alle rundt i den samme virkelighed, som vi blot betragter forskelligt.

Vores problemer opstår i forlængelse af den måde at tænke på, ved at vi ikke “mødes” i vores opfattelse af virkeligheden.

Med den rette vejledning eller strategi – kan vi måske bringes til at se denne virkelighed på samme måde? Dvs. opnå enighed om den og således også “trække på samme hammel”?

Dette virkelighedssyn er også det, som har drevet religioner igennem tusinder af år. Lad os finde det samme syn på Verden og livet! Tro på det samme om livet, så forsvinder konflikterne eller bliver meget færre.

Oven i købet er dette også i nyere tid blevet set som “narrativ terapi”: Vi skal blot ændre på vores fortællinger så de bliver mere nyttige og matcher hinanden.

At være levende er ikke fortællingerne om at leve

Det er imidlertid IKKE det, som den systemiske teori og praksis inviterer til!

Hvis du er tiggerfattig – så kan du ændre på din fortælling nok så mange gange, det vil med al sandsynlighed ikke ændre på det.

Hvis du lider under Multiple Sklerose så kan du beskrive det på 100 forskellige måder, og du vil stadig kun kunne bevæge dig med vanskelighed eller slet ikke!

“Jaja .. jeg skal bare fortælle en ny historie om mig, så er mit liv anderledes!?” … Nej desværre, sådan fungerer du ikke. Hvis du insisterer på at du kan flyve og springer ud fra et højhus, så dør du!

Hvad så?

Hvad er det fuldstændigt geniale og forunderlige som den systemiske videnskab har åbenbaret?
Ja det er vanskeligt at “forstå” med den måde, vi har lært at tænke på, fordi det bryder med den!

Kausalitet findes ikke – men opfindes

Lad mig pege på nogle centrale elementer i den:

Kausalitet “findes ikke” – den opfindes!

Hvis jeg samler en sten op på stranden og smider den ud i havet, så ser det ud til at være en meget simpel handling og bevægelse. Vi kan som jeg lige gjorde det i foregående linje, beskrive den tilsyneladende kort og præcist!

Imidlertid vil den bevægelse hverken begynde hvor min korte fortælling starter, eller slutte med lyden af stenen, som falder i vandet. Denne sten kan være mio. af år gammel. Det, at den nu bevæges på den måde, fra standen til havets bund, og undersvejs sætter både mig, luften og havet i bevægelse, og fremover forstyrrer på anden måde end før: Bevæger simpelthen ALT!

Det er komplet umuligt at fastslå, hvordan det skete at “jeg”, stenen, var på stranden, ved havet, der bevægede sig som den gjorde det på det tidspunkt og handlede, som der blev handlet.

Det eneste, vi måske KAN sige, er, at det, der skete, kunne være sket anderledes, såfremt der var blevet handlet anderledes? … Måske?

Det ændrer ikke en tøddel på, hvad der skete.

Det er også fuldstændigt umuligt at gentage det, der skete! Alt i universet er nemlig anderledes end det var før!

Ændre måden vi tænker og bevæger os på

Hvis vi på den måde må opgive kausalitet – altså årsager og virkninger? Og at “noget” reelt kan betragtes som “ting” der bare kan skifte position, alt efter hvordan vi (som ting) flytter rundt på dem.

Hvad så?

Ja så må vi ændre på måden, vi tænker og iagttager alt på!

Den systemiske teori og praksis peger på at enhver bevægelse bevæger alt på en emergent og uforudsigelig måde. Med “emergent” menes der, at det er umuligt at forudsige hvad der sker, ved at opløse- og analysere sammenhænge og interaktioner imellem mindre “dele”.

Alene af den grund, at der ikke “findes nogle dele”. Alt bevæger og bevæges af alt!

Det levende er hinsides kontrol

Milde Moses!

Det peger jo på at kontrol ganske enkelt ikke synes mulig!?

Ja… Ingen kan få “kontrol over sit liv”. Der findes ikke “et liv”, som er “dit” eller “mit”. Vi er end ikke “hinandens liv”. Livet kan ingen “eje” eller “få noget UD af”…

Vi kalder det for “at leve” … og hvad betyder det?
Hvad er det “at være levende” … ?
*Hvordan hjælper vi det levende med at være levende?

Er det muligt?

Og at være levende .. ER vel ikke en “ting” vel ..

Nej at leve betyder: At bevæge og bevæges – Det levende ER bevægelse.