Fortællinger som identitetsskabende?

Er det igennem fortællinger, at der skabes mening og identitet? Nej!
Mange mennesker har mødt den “narrative systemiske” tilgang. I den vil den indledende antagelse, om at vi skaber mening og identitet igennem vores og andres fortællinger ganske ofte forekomme.

Først kommer krop og bevægelse, og så fortællingerne!

Noget føles “meningsfyldt”, og enhver følelse opstår som en fortælling igennem ord, beskrivelser, lyde og kontekster – vi knytter til emotionelle erfaringer.

Funktionen af at fortælle er at bevæge kroppe igennem kroppe. At lade emotioner smitte!
Vi sanser, at vi lever! Vi bevæges af livet og det levende.
“Meningen” ligger ikke i historierne – bogstaverne og sætningerne. Mening virker som noget emotionelt, der er funderet i krop.


For at tydeliggøre denne forskel har jeg opstillet 7 teser, der kendetegner den tilgang til systemisk teori, som du finder på Systemisk Institut i Nølev.

Den bevægelses-orienterede systemiske praksis – M O S P – Movement Oriented Systemic Practice

Tese 1.

Det er igennem kroppen, at vi møder og skaber verden. …

Vores fortællinger inviterer os i afstand fra den.
Det gør de i vores søgen efter mening og stræben efter identitet.

Tese 2.

Vi søger kontrol igennem vores historier.
Verden – som: ‘Det der sker’ – opstår emergent, spontant, uforudsigeligt og hinsides enhver kontrol.

Tese 3.

Integritet opretholder vi igennem vores kompetence til at bevæge os spontant fra “midten”.
Over denne “midte” bliver rummet for bevægelse størst. Ved at møde det, som sker – afspændt – Dvs. hverken slapt eller spændt – bliver styrken størst.

Evnen til afspændt at møde det, som sker undersøgende, sanseligt og emotionelt iagttagende, i resonans, spejlende og ved at ændre retning – hinsides vores fortællinger om rigtigt og forkert, – bliver til den måske vigtigste bevægelseskompetence?

Tese 4

En praksis med at konstruere og de-konstruere teser og grundantagelser om verden og os med verden, som vi kropsligt sanseligt kan undersøge, afprøve og reflektere – kan øge vores bevægelseskompetence- og resiliens i livet.

Resiliens kan vi beskrive som: Den umiddelbare evne til at tilpasse kompetent bevægelse under alle forandringer og forstyrrelser. Resiliens handler således om evnen til at lære.

Tese 5

I angst og dermed – i forsøg på at opnå kontrol, søger vi distance frem for kropslig intimitet.
Det gør os til tilskuere til hinandens liv.

Det levende finder trygheden i den kropslige fysiske kontakt – det emotionelle. 
“Emotion” – betyder: “Bevægelse der rører”. “Kontakt” peger på: “At intet stilles imellem”.

……

Tese 6

Intet i “det indre” sker uden, at det bevæges med det ydre”. Intimitet kommer af “at invitere i kontakt med det indre”

Tese 7

Hvis vi føler os kompetente i vores bevægelighed og i konteksten, lader vi os spontant gerne invitere i intimitet når: Intet forlanges, forventes, fikseres, eller gøres til en handel – og vi mødes i opmærksom anerkendelse.

En “tese” vil systemisk set ikke være “sand” – Læs dem som invitationer til at undersøge og afprøve såvel kropsligt som intellektuelt om det “mon kunne hænge sådan sammen”?