At sanse og skelne forskelligt

Har du nogen side spekuleret over, hvad virkningen er af at sanse og skelne forskelligt? Hvad det gør ved vores opfattelse af det, som sker?

Jeg har på mange måder været ensom hele mit liv!
Du drømmer ikke om, hvilken lettelse det er for mig at skrive den sætning!
Samtidig rummer det stor smerte og sorg. 



“Hvad!? Vil mange sige: “Du virker da socialt anlagt og ser ud til at have let til at relatere med mange forskellige mennesker!?”

Når jeg fortæller dig om, hvordan det hænger sammen, så vil du muligvis have meget svært ved at forstå det?

Først og fremmest handler det ikke om, at jeg vil klage. Ensomheden har jeg på sin vis selv skabt og søgt. Eller måske vil det være mere passende at skrive, at den er opstået som noget uundgåeligt.

I forbindelsen med weekendens seminar, opstod en samtale som har sendt mig ud på en emotionel rutsjetur. Den handlede om intelligens og “særligt begavede børn”. Efterfølgende sendte min samtalepartner et link til en hjemmeside om “Gifted Children”.

Da jeg læste den, røg jeg ud i frit fald!

Højt begavet og ensom

Som barn fik jeg meget ofte at vide, at jeg var højt begavet. Jeg var tidligt med alting. Uanset hvilke sammenhænge jeg deltog i, var jeg typisk meget yngre end de andre deltagere. Jeg læste og læste, og interesserede mig for 1000 forskellige temaer. Jeg ville hellere tale med vidende voksne mennesker, end med børn på min egen alder. Jeg afprøvede alt muligt i praksis.

Min mor synes at det var passende for mig at lære Latin allerede da jeg var 13, så det gjorde jeg. “Det er godt at kende grundstammen for de europæiske sprog” sagde hun – “det vil du få glæde af senere i livet.”

På mit værelse sad jeg i timer og dage og konstruerede alt muligt. Fra sejlende fartøjer til flyvende konstruktioner. Gik noget i stykker, skilte jeg det ad, for selv at reparere det. Nogle gange gjorde jeg det også bare for at undersøge, hvordan det virkede? Jeg havde en uudslukkelig trang til at “finde ud af” .. Og ikke mindst til “at finde ud af, hvordan jeg finder ud af?” – for ikke at glemme :

“At finde ud af, hvordan jeg finder ud af, at finde ud af, hvordan jeg finder ud af?”

Ja, hvis du finder det mærkeligt – så var det også dengang reaktionen hos langt de fleste af mine jævnaldrende. Dertil kom, at jeg som alle andre børn, gerne ville vise hvad jeg kunne og mente at have lært, når lejligheden bød sig: “Se hvad jeg har tegnet mor!”



Jeg manglede totalt en fornemmelse for, at det kunne virke “forkert” og som “bedrevidende” eller “pral”. Det faldt mig ganske enkelt ikke ind. Jeg havde ikke en opfattelse af, at jeg var særligt “dygtig”.

Min meget ældre bror (16 år ældre) . HAM fandt jeg dygtig! .. ja og mange af de voksne, som jeg opsøgte for at lære af.



Begejstres

Jeg var begejstret dengang, og begejstres stadig meget let af alt muligt. Jeg har det sådan at hver eneste “opdagelse” jeg gør, i samme sekund bliver til et potentielt utal af andre begejstrende muligheder for at opdage. Næsten efter samme princip som i en “kernereaktion”… Hvor noget spaltes i to, der så spaltes i 4, 8, 16, 32 …. indtil noget eller nogen, siger “stop”! 



Skak

Jeg spillede skak med min morfar. Jeg lærte det af ham da jeg var 5-6 år gammel. Når vi besøgte mine mor-forældre, fandt han gerne brikkerne og brættet frem, imens de andre voksne snakkede. Så spillede vi.
Det blev til mange partier. Ikke mindst da jeg begyndte at vinde i tiltagende grad.

Han vidste ikke, at jeg studerede berømte skakpartier derhjemme om aftenen . Med brikkerne på brættet spillede jeg både hvid og sort igennem.

En aften, da vi var på besøg og spillede, kunne jeg mærke, at han blev irriteret over at tabe igen. Jeg manglede igen helt fornemmelse for, hvad det var, som skete. Fra da af blev skakpartierne sjældnere.

Bogbussen

Bogbussen kom en eller to gange om ugen til forstaden, hvor vi boede. Bibliotekaren havde ekstra udvalgt bøger til mig. De stod klar i en kasse. Jeg var fast trofast gæst og glædede mig helt vildt til de dage, den kom. For mig var det bare sådan verden var. Jeg følte mig helt normal – og projicerede naturligvis det, jeg kunne lide over på andre børn, som noget de da også måtte kunne lide?

Det var bare ikke tilfældet.
Jeg blev set som “mærkelig og underlig”. Det sansede jeg meget tydeligt – også uden at de sagde det direkte.

Jeg lyttede til klassisk musik. Og kunne høre hvilke komponister der havde skrevet hvad?

Som at sidde ensom i et rumskib

Når jeg fortæller om det her, så virker det for mig som en fortælling om et barn, der intetanende graver en tunnel ind i mere og mere ensomhed og større og større adskillelse – uden at kunne begribe hvad det er, som sker?



Eller fra et andet perspektiv: At begejstres så meget over noget, som et andet rumskib der sendes ud fra jorden med stor kraft for at overvinde tyngdekraftens træk, indtil den suser videre ud i universet i relativ ensomhed.

Krigen i skolegården

At gå i skole blev tiltagende til en krig i skolegården. Jeg blev nødt til at lære at slås, for overhovedet at kunne værge fra mig. Jeg tænkte at jeg måtte blive en så uappetitlig en mundfuld for den, som ville mobbe, at vedkommende med sikkerhed ville gå derfra med skrammer – uanset hvilke slag de selv fik sat ind. 

Det endte med at pigerne fra de ældre klasser kaldte mig for en “slagsbror”. Det blev jeg meget ked af.

At sanse og skelne alt (eller meget) anderledes

At være intelligent betyder at sanse og skelne det meste anderledes end andre mennesker. Se og sanse mere og ikke mindst meget mere nuanceret.

Verden, livet, universet, måderne vi relaterer på – sanses og “læses” ganske enkelt anderledes. Ikke bare “nuanceret anderledes” men ofte radikalt anderledes. Og nogle gange mere radikalt på specifikke områder.

Intelligens virker emotionelt, som en meget stor følsomhed og evne til at skelne detaljer og skabe forskelle, der kan gøre enorme forskelle i det som opfattes, og måderne der handles på.

Er du mor eller far til et begavet barn?

Hvis du er forælder til et barn, hvor du har på fornemmelsen, at han/hun måske er særligt begavet? så gå ind og læs på giftedchildren.dk . Det link fik jeg tilsendt af min samtalepartner.

………….
Intelligens?



Etymologisk kommer ordet “Intelligens” fra Latin og sammensættes af ‘inter’ – mellem og ‘legere’ der peger på: at læse, -skelne, -samle, og -vælge…

At være intelligent henviser med andre ord til at kunne sanse og skelne og ikke mindst forbinde “nyttigt” i forhold til at “læse verden”.

Det at kunne skelne, og iagttage, hvordan der skelnes, er en helt grundliggende egenskab ved det levende. Alt liv eksisterer som “skelnende bevægelse”. I systemisk teori vil et levende system kontinuerligt skabe sig selv igennem at ved iagttage/sanser og læse sine omgivelser som forskelle, der gør forskel.

Omgivelserne og systemet består af det samme

“Omgivelserne” og “systemet” består af “det samme”, er blot organiseret forskelligt. Denne forskellighed i måden de organiseres, opstår ved, at de bevæger sig forskelligt. Det ene kan kun adskilles fra det andet, igennem måden der iagttages og skelnes på.


En organisme adskiller sig således fra en anden organisme igennem måden, den kan sanse og skelne på. Det betyder også at omgivelserne for forskellige organismer både ser forskellige ud, og er forskellige.

En familie

Tænk på en familie!
Faren ser sine børn og deres mor – og har en ide om “sig selv”
Moren ser sine børn og deres far – og har ide om sig selv”

De ser med andre ord på to meget forskellige familier! (Det er ikke så mærkeligt, at det kan nogle gange kan være svært at blive enige)

Hvordan er “verden” og -ser den ud for forskellige børn?
Ja den er ikke ens!

Ida og Per

I Idas verden findes Idas ide om sig selv og alle de andre.
I Pers verden findes Pers ide om sig – og de andre.

Hvad de andre er, hvordan de ser ud, og hvad de gør vil også være forskelligt imellem dem.

Hvis Ida kan sanse og skelne på dobbelt så mange forskellige måder som Per. Så vil verden for Ida være eksponentielt meget større og mangfoldig end den verden, Per befinder sig i.

Når Ida fortæller Per om, hvad hun ser i Verden, vil Per have meget svært ved at følge hende. Han vil tro, at der er noget galt med hende: 

“Hallo Ida! Vi lever i den samme verden! Det du ser, det findes altså ikke!”

Per KAN IKKE se det! – Ikke skelne på en måde, så det gøres synligt.

Denne evne eller potentiale til at kunne øge antallet af måder, der kan skelnes på, og dermed både se og erkende “mere” – eller mere komplekse sammenhænge – og leve i en langt mere kompleks og mangfoldig verden – end andre! Kalder vi for at være “særligt begavet” eller meget intelligent.

Det kan vi være på bestemte områder, og det kan være generelt.

Intelligens handler ikke om at vide en hel masse

Intelligens handler med andre ord ikke om “at vide en hel masse”, men om at kunne “se” i ordets bredeste betydning : At differentiere og aktivt skabe nye mønstre og sammenhænge på nye måder. Mønstre som vel at mærke er i bevægelse og kontinuerlig forandring.



Hvordan vil man så fremstå som “skør” og hvornår som “intelligent”?



Det vil afhænge af den kultur og de omgivelser som dette levende system, vi iagttager, opstår i?
Det vil virke intelligent, hvis det evner at generere, registrere, reagere og integrere forskelle – altså måder at skelne på – der gør forskel – med en tilpas “nytte” i interaktionen med sine omgivelser.



Da universet kontinuerligt er i bevægelse og aldrig “det samme som før” – vil det intelligente også knytte sig til evnen til – igennem måden, der skelnes på – at tilpasse sig disse forandringer i resonans.

Vi dikteres til at skelne på bestemte måder

Til at dette vil jeg tilføje, at vi lærer “at skelne” på bestemte måder, som i høj grad dikteres af den kultur, vi vokser op i. Mennesker i samme kultur deler således i vidt omfang det samme “verdenssyn”. Vi belønnes for at kunne reproducere denne “fælles viden”.



Intelligente børn får således ikke altid de bedste karakterer! Med mindre de aflurer “systemet”, og leverer det, som forventes. Jeg husker, hvordan jeg noterede sætninger som underviserne sagde i deres undervisning, ordret ned i mine notesbøger, for så at anvende præcis de samme formuleringer i mine opgaver.

De havde såmænd nok glemt, hvordan de havde sagt det, og mødte så ubevidst genkendelsens glæde, når de rettede mine afleveringer. Naturligvis blev det så belønnet!
Vi får karakterer for at gøre vores undervisere tilfredse.

Nogle af os stiller så spørgsmål:


“Kan det ikke være anderledes”? 

“Måske fungerer det sådan og ikke sådan?” .. 
“Hvordan mon…?
Handler det overhovedet om “at vide”?
Er det ikke meget bedre at undersøge – og aldrig stoppe med det?”

Ensom ved ikke at følge diktatet?

Den nysgerrighed og åbenlyse fornemmelse for at “viden” begrænser og låser os i bestemte bevægelser og “forståelser” bliver måske det, der får potentialet for intelligens til at vokse?


…Og måske også kan gøre ensom?

Jeg læser ofte om at Intelligens kan måles.

Det finder jeg ikke særligt “intelligent” 😉

Hvis jeg måler noget, så MÅ den målestok, jeg benytter, skulle være forskellig fra det, som måles!

Fortællingen om- eller målingen af- intelligens ER ikke intelligens, lige så lidt som vi kan spise fortællingen om en is, og tro at det så ER en is! Eller læse om Biblioteket i Alexandria og tro at DET er biblioteket?

Hvis, du spørger din nabo, om du må tage et foto af ham/hende til brug i en test? Så vil vedkommende med garanti gøre sig umage for at se bedst mulig ud på billedet.

Hvad tager du så fotoet af?

En anstrengt og anspændt Nabo?
Eller den Nabo som du snakker og ler med over hækken.?



Det ER ikke den samme nabo. End ikke hækken er det!