At sælge systemisk set – hvordan?
Hvis jeg vil undersøge det at “sælge”, så kommer jeg ikke uden om at se på, hvad det vil sige ‘at købe’.
På den måde bliver en sådan undersøgelse af det at sælge også til et godt eksempel på, hvordan intet af det, vi taler om som afgrænsede handlinger, reelt ikke eksisterer isolerede i sig selv.
For at leve behøver jeg mad. Megen af den mad jeg spiser, må jeg købe i en butik. “Mine udgifter til mad beløber sig til 4000 kr. månedligt” kan en ven sige til mig.
Systemisk set er det interessant. Du og jeg består jo af mad: Vand, mad og ilt. Uden dem i passende kvalitet, variation og mængde lever vi ikke. Vi ER mad, der er blevet spis indenfor de sidste 7-9 år.
Mad er lige så meget “mig”, som min mund er det. Ja måske endda mere vigtig end den! Min mund er nemlig også blevet til- og opretholdes som- levende igennem den mad, den spiser og tygger!
Giver det så mening at tale om, at jeg har en udgift til mad?
Eller er udgiften til mad for : At jeg overhovedet eksisterer og holder mig i live?
Hvor meget vil du betale for at være Jesper?
“Hvor meget vil du betale for at være dig Jesper?”
“Øh…vel ikke noget .. eller det der skal til!”
“Så billigt som muligt?”
“Nej .. det vil jeg ikke sige”
“Hvad vil du så sige?”
“Ja penge skal der til, og en sund, nærende mad som er god for min krop og psyke, vil have min 1. prioritet! . Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke havde råd til mad, så måtte jeg finde en måde at kunne samle eller dyrke den selv på!”
Mad er eksistentielt vigtig for os!
Og nogle gange ses det ikke, før vi bliver bevidste om, at den er det, vi fysisk består af!
Brændstof forbruges
I en traditionel mekanisk logisk tænkemåde, betragtes mad som: “Brændstof til kroppen”. Analogt med at du hælder benzin i en bil, eller lader batteriet op.
Maskiner ombygger og rekonstruerer ikke sig selv, når vi tilfører dem noget.
Det gør levende systemer!
Vi lærer, forandrer, reorganiserer og ændrer strukturer overalt i kroppen igennem den mad, vi spiser, det vand vi drikker, og den luft vi indånder. Vi forandres kontinuerligt
At sælge er ikke at overbevise
Systemisk set vil det at sælge ikke være at overbevise mennesker om, at der er noget, de har “brug for”, som de endnu ikke har opdaget. Altså en “tjenesteydelse” eller et produkt.
I stedet handler det om at relatere på en sådan måde, at måden vi relaterer på, kommer til at virke eksistentielt vigtig for hinanden. Det indebærer også at finde mennesker som vi matcher godt med.
Lad mig vise det med nogle eksempler:
Da jeg for mange år siden flyttede til Odder kommune, stod det mig klart, at der var mindst tre meget vigtige mennesker, jeg måtte lære at kende:
En god læge, en dyrlæge og en god mekaniker. Nogle vil nok tilføje “tandlægen” på den liste også.
Hvad der også synes vigtigt for mig, var/er om muligt at relatere på en god måde med mine naboer. Det er dumt først at møde sine naboer, den dag huset brænder, og de hjælper med at slæbe møbler ud!
Min bank har jeg haft i 40 år. Dvs. jeg har helt overvejende relateret med med to mennesker der. Vi er på fornavne. Den første er direktør for banken nu, og den næste lige under.
Vi er simpelthen fulgtes ad. Jeg behøver næsten ikke at skrive, hvor meget lettere det har været igennem årene at relatere i tillid med de mennesker, end hvis jeg skulle “begynde forfra” med et nyt menneske , som ville sælge et af bankens “produkter” hver gang.
Claus har været min mekaniker igennem 13 år. Jeg har aldrig overvejet af spørge en anden. Han kigger af sig selv efter alternative prisbilligere og gode løsninger, når der er noget, jeg skal have lavet.
Da vi mødtes første gang, sagde jeg til ham: “Jeg har brug for en mekaniker, som kan vedligeholde min bil , så den fungerer som ny. Jeg beholder mine biler meget længe !”
At sælge igennem den “professionelle distance”?
Hvis, jeg møder et menneske, som tilbyder mig en behandlings-ydelse af en eller anden slags, så siger jeg typisk nej-tak.
Jeg ønsker at relatere i gensidig tillid og åben interesse med de mennesker, der har- eller får eksistentiel betydning for mig. Og som du måske fornemmer, kan det blive en del!
Indebærer disse relationer en “udgift”
Er det en udgift – at relatere på den måde?
Nej møderne gør os til dem, vi er. Vi lærer af hinanden, forandres med hinanden, lever sammen.
Der bevæges penge imellem os. De er desværre et af de vigtigste kommunikationsmidler i samfundet. Vi tvinges til at bruge dem, og straffes, hvis vi ikke gør det!
Sårbart at sælge på den måde
Det er naturligvis intimt og sårbart. Det ER alt som virker eksistentielt understøttende i livet!.
Når nogen siger at de har mange “udgifter” til deres børn, så er jeg med på at den talemåde er en følge af, at vi opdrages til at tænke i transaktioner.
Børn kan aldrig blive en udgift! … Og penge skal der som nævnt til i vores samfund.
At sælge bliver systemisk til noget emotionelt:
At fornemme hvordan vi bevæger os sammen og bevæges af hinanden.
Sanses det trygt?
Er der gensidig tillid og anerkendelse af betydningen af det for os begge?
‘Binding’ hvad med den?
Hvad så med “binding”? Bliver vi så ikke afhængige af de mennesker, vi ‘køber og sælger’ noget til?
Det er er det, som er hovedargumentet hos de fleste terapeuter. Afhængigheden skal for alt i verden undgås.
I disse år oplever vi mennesker blive afhængige af talende og skrivende “kunstigt intelligente systemer”.
De rummer absolut NUL empati og reel relations-kompetence. De “gør bare som om” – altså skaber illusionen om det.
Hvordan skulle en terapeut, der søger distance, så kunne forhindre, at det sker? Han/hun spørger og svarer nogenlunde på samme måder, som de der store sprogmodeller gør det. De er trænet på det samme, som mange terapeuter har lært og øvet sig i..
En terapeut har muligheden for emotionelt at involvere sig i sine “klienter” – og skulle så overveje at kalde dem noget andet? Hvad med “praktikanter” eller lærlinge måske endda venner?
Er du afhængig af dine børn?
Nej du er dem, og de er dig… En mor og en far har ingen egen-eksistens uden sine børn. Det gælder endda også, hvis de ulykkeligvis dør i ung alder!
Systemisk betragtet ER vi, igennem måden vi relaterer med alt levende på, – “dem”.
Intet menneske kan adskilles fra sine relationer og måderne, de opstår på. Gør du det alligevel igennem din iagttagelse, vil det du ser være et fuldstændigt andet “menneske”.
Måderne, vi relaterer på, er eksistens-skabende og -opretholdende.
Vi har ikke “brug for relationer” – som en lastvogn har brug for Dieselolie . VI ER dem.. Vi bevæges og forandres koblet med dem.
Det sætter måske det at “købe” og “sælge” i et noget andet perspektiv, end det alment kendte?
I allerhøjeste grad, hvad angår de kompetencer, der skal til?
Hvis det, vi køber og sælger får eksistentiel karakter, så vil vi ikke behøve særligt mange kunder for at klare os godt. Vi/De bliver nemlig hængende! Endda I fælles omsorg og opmærksomhed på hinanden.