Hukommelse
Det har længe såvel i den systemteoretiske forskning som indenfor neuro-videnskaben været klart, at vores hjerne, intellekt og hukommelse ikke fungerer som en “harddisk” dvs. en lagringsenhed, hvor oplevelser “gemmes”.
En Harddisk?
For den, der render rundt med sådan en forestilling, kan det måske være på plads med et enkelt eksempel, som jeg tidligere har anvendt:
Gemmer jeg et dokument på min computer, lagres den i computerens “ hukommelse ”. Vil jeg efter nogle år hente den frem igen, er det nøjagtigt samme dokument, der vises på min skærm igen. Var det ikke det, ville jeg tænke at computeren havde en fejl.
Oplever jeg derimod selv en græsplæne i høj sol med duften af nyslået græs i mine næsebor, til lyden af at der piskes flødeskum med vaniljesukker til de nyplukkede friske røde jordbær, så vil jeg i fremtiden, når jeg “husker” på dette, hverken kunne frembringe græs, flødeskum, sol eller jordbær. Det der “huskes” vil have en helt anden karakter end det, der blev oplevet.
Funktionen af hukommelse
Hvad er det så, der sker, når jeg “husker”?
Først og fremmest tjener vores hukommelse til at gøre os i stand til at lære. Samtidig er en vigtig funktion af den at fremme en oplevelse af “stabilitet” i forhold til det miljø og de omgivelser, som vi lever i.
Det betyder, at intellektet på den ene side opbygger en vis “træghed” i forhold til at tilegne sig nye måder at skelne på, og på den anden side anvender alle oplevelser – dvs. forskelle der gives en betydende forskel (bevidst eller ubevidst) som grundlaget for videre skelnen og erkendelse.
Den levende organisme – herunder hjerne og intellekt – fungerer med andre ord “plastisk” på en sådan måde, at hver eneste betydende indtryk forandrer måden hvorpå kommende indtryk registres og håndteres i handlen.
Hjulspor i hjernen
Hukommelse bliver metaforisk at betragte som, at der hele tiden dannes nye kompetence-“hjul-spor”, hvori forstyrrelser meget hurtigt kan opfanges og behandles. For hver eneste ensartede forstyrrelse, gøres hjulsporet dybere, hvilket også har den konsekvens, at evnen til at “genkende” kan forstås som: “Hurtigt at få noget til at passe ned i et eksisterende spor”.
Disse kompetencespor forandres kontinuerligt på den ene side, og udviser på den anden side en træghed ved at blive “dybere”. Skal der dannes helt nye “spor”, kræves der måske stadig større forstyrrelser? Altså forstyrrelser der ikke umiddelbart kan dumpe ned i det kendte?
Meta-kompetence
Nu udtrykker metaforer forsimplede billeder på noget, der typisk er meget komplekst. Til “spor”-metaforen hører der en “meta-kompetence”, der handler om, hvordan hjernen “af sig selv” begrænser, at disse spor bliver for dybe?
Dette kan jeg beskrive som forskellen imellem at “lære at tro” eller “vedholdende at undres”. Dette peger på at hjernen og intellektet som et selvrefererende og selv-regulerende system betragtet, ikke alene lader nye indtryk ændre den måde, som fremtidige indtryk behandles på, men også kan lade indtryk ændre måden, hvorpå denne ændring finder sted på.
Den troende og underholdte hjerne
For at simplificere det med et eksempel, så vil et intellekt, der søger bekræftelse igennem trossætninger og gentagen underholdning af samme karakter – dvs. i liden grad udsætter sig for at blive “forstyrret” og meget hurtigt kan kategorisere forskellige indtryk som “det samme” – opnå en tilsyneladende stabilitet eller “stivhed” i forhold til forandringer.
Dettes intellekts evne til at skelne forbliver “groft”: “Passer til…” eller “passer ikke til” vil være den dominerende operator. Referencen vil være mere eller mindre bevidste værdier og moralsk funderede overbevisninger.
En stadig finere evne til at skelne
Et intellekt, der derimod igennem en sådan “meta-kompetence” kontinuerligt lader sig udfordre ved aktivt at søge nye måder at perspektivere og opfinde stadig nye og komplekse positioner for iagttagelse, vil udvikle en høj grad af bevægelighed og finde sin livsduelighed i en evne til at bevæge sig adaptivt til de indtryk, der skabes. Frem for stivhed udvikles bevægelses-kompetence.
En høj bevægelseskompetence kan jeg beskrive som en stadig finere evne til at skelne og skabe de mindste forskelle, der kan gøre en forskel. En evne til at fordybe sig og erkende stilheden og intethed, som grundlag for væren.
At denne evne vil hænge sammen med, i hvilket omfang der er bevidsthed om betragterens betydning for såvel det betragtede som betragtningen… Indtil det erkendes at SÅVEL betragteren, det der betragtes, OG betragtningen er ET – må være indlysende?
“JEG er det, som betragtes”
Frihed?
Betragtningen forandrer den “operation”, der betragter. Dermed slippes al betydning af “ hukommelse ” som noget, der er “lagret”, og fremstår i stedet som fortællinger, der konstrueres i nærværende øjeblikkelige kontekst.
Fortællinger der i – og af sig selv forandrer måden disse fortællinger fortælles på “næste gang”. I anførselstegn idet der ikke findes nogen “næste gang”. Fortællingen og fortælleren er simpelthen en “anden”.
En følge af den indsigt bliver, at al bevægelse ændrer såvel betragter, dennes “position” eller perspektiv og ideen om objekt/subjekt. Et ord for dette kunne være: “Frihed”.
link til “husker kroppen“?