Årsager

De fleste mennesker går, som det mest selvfølgelige ud fra, at livet fungerer som en kæde af “ årsager ” og “virkninger”.

Selv i dialoger om systemisk forståelse og kybernetik ligger denne antagelse for det meste som en grundantagelse, der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Hvorfor?

Fra vi fødes til vi dør. Igennem opdragelse, skolesystem og i langt de fleste forklaringer, som vi møder, præsenteres vi for spørgsmålet: Hvorfor?  .. med tilhørende forsøg på at give en forklaring.

Hvis nogen ønsker at fordybe sig i den systemiske tankegang og for den sags skyld begreber som “økologi” og “bæredygtighed”, så er det nok ikke muligt uden at få øje på den mentale model, der ustandselig inviterer ind i årsagsforklaringer?

Kernen i systemisk tænkning handler om at få øje på, at det, som vi betegner som levende, udtrykkes i bevægelse. Bevægelse, der “sker af sig selv”.

Bevægelse og form

Bevægelse stilles her overfor “form”. Det levende kan gives en “form”, hvilket betyder igennem beskrivelse at afgrænse eller fryse denne bevægelse til en “ting”: Gøre det til “noget” med en klar grænse, der isoleret set kan iagttages og beskrives.

Lad mig komme med et eksempel:

En klient kommer til sin terapeut og fortæller i samtalen, at han “har en depression”, eller “er deprimeret”. “Jeg bærer rundt på en sorg”, kan han f.eks. udtrykke sig. “Livet er blevet meningsløst”.

… og fortsætter.. “Jeg har ingen rigtig følelsesmæssig kontakt til min kone, og mit arbejde giver mig ikke rigtigt noget mere”.

En sådan beskrivelse lyder ud fra en rationel, mekanisk-økonomisk tankegang meget forståelig og indlysende? Depressioner er noget som man kan “have” på linje med “koner” og “arbejde”. Sprogligt set “tingsliggøres” de, sådan at de er til at “forholde sig til”.

“Hvordan stiller “jeg” mig overfor disse “ting” … og måske: ”hvorfor kan det ikke bare være som før?”

En meget typisk vinkel på en sådan samtale, ville mere eller mindre tydeligt være påvirket af en underliggende fælles for-forståelse om, at det er muligt at finde årsagerne til disse følelser og den lidelse, der præsenteres. Årsager der kan iagttages, og som vi kan “gøre noget ved”?  – (altså andre “ting” vi kan “flytte rundt på”.)

Er et kys en ting?

Ser vi godt efter med et åbent sind, vil det for de fleste blive tydeligt, at f.eks. et kys ikke ER en ting? Det ville måske være bedre – hvis det er bevægelse, vi vil iagttage – at udtrykke “et kys” med sætningen “der kysses”? Og selv i det tilfælde giver vi bevægelsen “form”.

Vi beskriver at der “kysses” – og dette ord fortæller noget temmelig nuanceret: At læber afspændes, mødes, fugtes, med en eksplosion af tanker, følelser, emotioner etc. der i al sin komplekse sammenhæng i øvrigt involverer hele kroppen “samles” til den mere enkle beskrivelse: “der kysses” eller “et kys”.

Ja, at hele kroppen bevæges igennem at kysse, udtrykker også en reduktion af format. Bevægelsen “der kysses” vil kunne bevæge familier, samfund, splitte eller samle, være starten på at relationer skabes eller brydes….etc. ?

At smide en sten i vand

Vi kan se dette, “at der kysses”, som at smide en sten i blankt stille vand, og iagttage hvordan ringene fra nedslaget breder sig i cirkler ud over en hel sø – ja et helt ocean – for ikke at tale om, de bevægelser i “lufthavet” over vandfladen, der også forandres derved?

Kvantefysikerne taler om at bevægelsen fra et enkelt elektron, betyder bevægelse af alle elektroner i hele universet. Hver enkelt elektron finder en tilstand/bevægelse hvor det synes “lettest” at være i forhold til den kerne og andet, den umiddelbart relaterer til, og dette uendelige sammensatte “net” vil således uvilkårligt flytte sig i forhold til hinanden, når blot een “skubbes”.

Årsager eller sammenhænge

Der er ingen “ årsager ” til dette, og vi kan beskrive en sammenhæng. “Det sker!” Hvad der synes næsten helt ufatteligt er, at selv det AT det iagttages, bevæger denne sammenhæng. Altså ikke blot beskrivelsen af den, men hvordan og AT det sker. Iagttagelse udtrykker i sig selv bevægelse, der bevæger, som bevæger som…

Jamen “det startede jo ved kysset” kunne en indvende, uden at få øje på at også den “begivenhed”  kan iagttages som en krusning fra en anden “sten der blev smidt i vandet” – metaforisk ment.

Kan konsekvens forudsiges?

At få øje på dette, kan få selv den mest hårdnakkede forsvarer af “årsagstænkning” til at tabe pusten.

Hvis en “årsag” kan blive, at “der spørges efter en årsag” så kræver det vel meget stor opmærksomhed at bevæge (sig)? Kan jeg forudsige “konsekvensen” af mine handlinger?

Systemisk “tænkt”: NEJ.

Er jeg I verden, eller ER jeg verden?

I stedet kan jeg (måske) blive bedre til at få øje på, at den “form”, jeg illusorisk har givet “mig selv”, i nogle sammenhænge kan være nyttig som mental model, og at jeg måske reelt set IKKE kan isolere mig fra verden som “noget” i verden, der påvirkes af verden, men ER verden.

Det vil invitere ind i en omsorg, bevidsthed, påpasselighed, ansvarlighed, nænsomhed og medfølelse til det, der bevæges overalt – på samme måde, som var det “noget i mig”, der skete – altså efter den rationel-mekaniske mentale model.

Hvordan

Hvis dette betyder, at livet og det levende på denne måde bliver uforudsigeligt, og det ikke nødvendigvis giver mening at lede efter “ årsager ” men i stedet at få øje på sammenhænge, hvordan skal/kan jeg så bevæge mig i det? Bevæger JEG mig, eller bevæges jeg? Gør det nogen forskel?

Det bliver netop en helt fundamental anderledes tilgang. Hvordan bevæges og bevæger “jeg” mig med det, der sker. Måske kan det reduceres til: “hvordan iagttages bevægelse? Og i samme øjeblik se, at denne bevægelse i sig selv udtrykker iagttagelse.

Dette vender op og ned på al praksis.

 

Se vores systemiske uddannelsesforløb her